Læsetid: 3 min.

Fyr kanonen af!

9. oktober 2000

»For at beskrive den æstetiske mangfoldighed og danne sig et overblik over sammenhænge og linjer i den nyere danske litteraturhistorie er det praktisk og perspektiverende at benytte begrebet ’det formelle gennembrud’, der betegner, at litteraturens karakter af at være form, dvs. et sprogligt og æstetisk mellemværende mellem den skrivende, den læsende og verden, tematiseres i teksten eller værket«.

Anne-Marie Mai, redaktør af Danske digtere i det 20. århundrede

MAN BEHØVER ikke at have tilbragt lang tid blandt forfattere for at opdage, at misundelse og brødnid ikke er denne del af de erhvervsaktive helt fremmed. Den der troede, at åndens arbejdere er hævet over den slags kan godt tro om. Vingerne fra Pegasus rækker kun ind i skriftens rige og ikke mod Guds, hvilket bl.a. fortæller os, at kunsten ikke gør mennesker til bedre mennesker, det er ikke af moralske grunde, man skal beskæftige sig med den.
Hvem der har fået litterære priser, legater og er blevet genstand for analyserende essays i tidsskrifterne går ikke upåagtet forbi i forfatterkredse. Og vigtigst af alt, evigheden, hvor er min plads i dén, kan man godt mistænke nogle forfattere at tænke.
Derfor hænger der en fornemmelse af noget definitivt i luften, når der udkommer en ny litteraturhistorie. Selv om såmænd også dén slags engang bliver forældet er det alligevel vigtigt at blive beskrevet
deri, og blive beskrevet på den rigtige måde, forstås.
Et interessant eksempel på, at et litteraturhistorisk værk også er et portræt af den tid, hvori det er skrevet, er Dansk Litteraturhistorie bind 1-9. Værket, som udkom første gang i 1984 og som fornylig er genudgivet, har af eftertiden fået tilnavnet »den marxistiske litteraturhistorie«.
Heri blev litteraturen set som et spejl af samfundet, det var forfatternes »sociale bevidsthed«, det kom an på, og hvad vi skulle lære af forfatterne var primært at aflæse Samfundet. Gud ske tak og lov for, at den tid og dét litteratursyn er en støvet saga blot, er det nærliggende at tænke. For universitetsmarxismen var en forbandelse for litteraturen, der blev brugt som løftestang for ideologisk palaver. Den udnyttelse af arbejdskraftens merværdi, som man ville til livs, praktiseredes over for litteraturen, som pludselig skulle tjene et særligt formål.

I TORSDAGS UDKOM et helt anderledes redskab til litteraturforståelse. Et nyskrevet eksemplar af bind III af det klassiske værk med forfatterskabsportrætter, Danske digtere i det 20. århundrede, lå pludselig på bordet. Bindet omfatter dansk litteratur fra de sidste tredive år og der er sikkert allerede blevet murret i krogene over hvem der nu er inde og hvem der ikke fik papirplads i det prestigefyldte værk.
Eksempler på negligerede genier er historien jo fuld af, men det bliver man som bekendt ikke et mindre geni af. Og formodninger om hvem, der er gift med hvem, som kender dén og dén, hvis moster drikker kaffe med redaktøren af værket – kan også inddrages i overvejelserne over, hvorfor denne forfatter får 20 siders omtale, en anden 12 sider, mens en tredje helt er udeladt.
Den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom skabte for nogen år siden furore ved at udgive bogen, The western canon, som provokerende skilte fårene fra bukkene. At hovedparten af de kanoniserede forfatter var engelsksprogede, siger jo noget om det subjektive ved genren.

MEN HVORFOR er kanon-begrebet så besnærende? Hvorfor ikke bare lade glemslen gøre arbejdet?
En eller anden historiker har engang sagt, at det eneste, der ændrer sig er fortiden. Og dermed også synet på forfatterne, der ligger og vender sig i de imaginære reoler. Så genopdages dén, så glemmes dén.
Det afgørende er, at vi med kanon-blikket kan se nogle sammenhænge, som vi ellers ikke bemærker. Ved at se nogle forfattere indskrevet på bekostning af andre tænker vi historien om på ny, eller man kan sige, at endelig formuleres, hvad man har gået og haft på fornemmelsen.
På denne måde må de kanon-fjendske godte sig over nu sort på hvidt at have et bevis på, hvor uretfærdig verden er. At Danske digtere i det 20. århundrede denne gang sætter den i halvfjerdserne benævnte »reaktionære« litteratur i højsædet er kanon-nyt, hvis De tillader. Hvilken kanon, der så er kanonernes kanon, må historien afklare for os. Men en løsning på dette problem kunne være at flere gik i gang med at diskutere litteraturen, som det jo i sidste ende handler om. På denne måde får vi gang i litteraturdiskussionen, som til hver en tid skærper vores blik for, hvad den betyder for os, og hvad der er det vidunderlige ved den.
Så drenge og piger ude i det læsende land, fyr kanonen af!

cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu