Læsetid: 3 min.

Fyret for sjov?

24. januar 2003

FOR over to år siden afskedigede virksomheden Haldor Topsøe A/S IT-administrator Claus Rasmussen, fordi han havde redigeret i og derefter videresendt en såkaldt vittighed om flygtninge via sin arbejdsmail. E-mailen var udformet som et ansøgningsskema om opholdstilladelse fra udlændingestyrelsen. Claus Rasmussen havde selv indkopieret brevhovedet fra styrelsen i mailen for at få skemaet til at se mere autentisk ud, har han senere forklaret.
I skemaet skulle ansøgeren blandt andet svare på, hvordan han eller hun var kommet til Danmark. Valgmulighederne var gennem skov, i bagagerum, i container eller i en flyvemaskines hjulkasse. Resten af skemaets beskaffenhed var af lignende karakter.

MAN kan med god ret spørge, om Rasmussens vittighed er udpræget morsom. Det hænder ikke så sjældent, at stivfrosne flygtninge med radbrækkede lemmer – for det meste døde – findes i flys bagagerum, og for nogle år siden omkom over et halvt hundrede kinesiske flygtninge af luftmangel i containeren til en lastbil, der kørte fra Frankrig til England.
Men denne sag handler imidlertid ikke om humor. Eller om ytringsfrihed. Det står enhver frit at fortælle smagløse vittigheder – tilmed med et racistisk islæt. Man kan sågar argumentere for, at vitsen slet ikke er racistisk, men ironisk over for det danske udlændingesystem, selv om det synspunkt virker både påklistret og opfundet til lejligheden. Sådan er det i et demokratisk samfund. Og selv om man ikke kan misunde Claus Rasmussen hans beskedne sans for humor, så er det hans eget problem. Hans e-mail blev ikke kendt racistisk af dommeren i Lyngby Byret, og ingen har rejst en sag mod ham for racisme.

KERNEN i denne sag, var, at Claus Rasmussen brugte sin arbejdsmail. Han rettede vittigheden til, forbedrede dens opsætning ved blandt andet at misbruge udlændingestyrelsens brevhoved, og derved efterlod han Haldor Topsøes og sin egen elektroniske signatur i dokumentet. Det var således ikke hans private sag, hvad han sendte videre i sin arbejdsplads’ navn. Skemaet nåede vidt omkring – blandt andet til en hollænder, som forstod dansk, og som kontaktede virksomheden. Der gik kun få dage, før Haldor Topsøes ledelse stod med mailen i hånden.
Og grunden til, at ledelsen besluttede sig for at afskedige Claus Rasmussen, er ene og alene Haldor Topsøes IT-regler, der blandt andet fastslår, at der ikke må afsendes e-mails af diskriminerende karakter for så vidt angående race, køn, etnisk eller social oprindelse eller religion.
Firmaets IT-politik har en begrundelse: Haldor Topsøe har en høj etisk profil. Virksomheden støtter på forbilledlig vis integration af nydanskere på arbejdsmarkedet ved selv at beskæftige mange af ikke-dansk herkomst.
På den baggrund har Haldor Topsøe skilt sig af med en medarbejder, der var fuldt vidende om disse regler – som ved overtrædelse kunne medføre fyring – og som derfor misbrugte firmaets tillid.

DET burde være enkelt, men det var den i medierne stærkt hypede sag ikke. Flere journalister påtog sig selv den byrdesomme opgave at fortælle de sagesløse læsere, hvordan denne sag i virkeligheden hang sammen.
Kodeordet for dækningen var et opgør med den politiske korrekthed, som altid er så bekvem at skyde sig ind under, når man gerne vil krænke andre uden efterfølgende at skulle stå til regnskab nogen steder.
En journalist på Berlingske Tidende skrev f.eks. i sin nyhedsartikel, at det var samfundets »elite«, som ikke fandt Rasmussens vits sjov. I Politiken talte en anden journalist i en tilsvarende artikel om de »topsøeske smagsdommere« under overskriften »hvor plat må man være«. Andre mediers dækning befandt sig i samme boldgade. Jyllands-Posten derimod videreformidlede arbejdsplads-vinklen.
I disse tider, hvor branding er Gud, skulle det egentlig ikke være synderligt svært at forstå en virksomhed, som ikke ønsker at have en chef, hvis bevidste handlinger går stik imod virksomhedens bærende værdisæt.
At Haldor Topsøe tilmed indskriver sig i den lille gruppe af danske virksomheder, der har en positiv – og progressiv – politik, når det drejer sig om etiske og sociale spørgsmål, er en anden, glædelig, sag. Antallet af virksomheder med en etnisk sensitiv peronalepolitik er lavt i Danmark. De få, der er – som f.eks. Ikea – får som regel med grovfilen af pressens morsomme skriverkarle, der i ytringsfrihedens navn ser politisk korrekthed overalt.
Herfra håber vi, at Landsretten i dag vil stadfæste dommen fra retten i Lyngby.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her