HELSINKI Bournonville er kommet til Finland. Og hvor han dog imponerer i Helsinkis blå nattemørke: Spændstige spring, stolte hænder, fyrige øjne De finske dansere får i hvert fald serveret Bournonville, så han fremstår som en verdenskoreograf, ikke blot som en dansk specialitet. Også selv om ikke alle danserne kan nå at strække tæerne i den gamle danskers lynhurtige fodarbejde
Her oven på sommerens store hyldest af August Bournonvilles 200 år er det lykkedes Bournonville-instruktøren Dinna Bjørn at sætte Napoli op for Den Finske Nationalballet i Helsinki, hvor hun har været balletmester siden 2001. Og Frank Andersen har været væk fra sin balletmesterstol på Kgs. Nytorv, så han har kunnet assistere med at smede det danske arvesølv i de finske ben.
Men nej, de 85 dansere i Helsinki er ikke specielt finske eller samiske at se på. Faktisk danses fiskerhelten Gennaro af en russisk vidunderdreng, Stanislav Beljajevski, med iltre øjne i et Nikolaj Hübbe-agtigt ansigt og med spontanitet i lange, slanke vildskabsben, der giver hans arme en naturlig og charmerende uro.
Havkongen Golfo danses af en sensuel, bodymalet Dario Franconi fra Buenos
Aires, makaronisælgeren Giacomo mimes af den mexikanske multikunstner Javier Torres med gummiansigt og skulpturtorso og heltinden Teresina låner krop af en sydamerikansk skønhed med dydige øjne, Carolina Agüero
Men jo, munken Ambrosio er klart en finne: Timo Kokkonen, et groftvævet fund fra polarcirklen.
Dybe ho-ho
Tolkningsmæssigt har Bjørn og Andersen satset på et nyt spil mellem koreografi og scenografi, set i forhold til deres egen 2001-produktion på Kgs. Nytorv. Allerede under ouverturen glimter det med vandbilleder på fortæppe-persienner af guldstave. Og scenograf Ramón Ivar (finsktilpasset spanier) har skabt en billedskøn førsteakt med et lukket torv, hvor kvinder hviske-tisker ud af vinduerne og hvor vasketøjssnorene fik de finske premieretilskuere til at le med dybe ho-ho under deres dyre jakkesæt. Og Bournonville-kenderne lo med, da første og anden akt gled sammen i en underfundig video, hvor Gennaro padler sin båd ind under fuldmånen og hen til den Blå Grotte, mens to
skæbnefugle følger ham
Elegant!
Elegancen er i det hele taget fremherskende i denne Napoli, hvor kostumerne er et scoop: Smukke mangelagsdragter i brogede farver fra brunt til lilla-orange-turkis og langt mere fattigt-troværdige end Søren Frandsens elskede, men nydelige farveharmoni.
Havkongekostumet til Golfo er desuden et muskelhit med blå bodypaint på muskler (i stedet for plastikskæl). Og najadernes barmblottende kjoler fik min finske sidemand til at sætte sig hårdt frem i sædet
Moderne mime
Bournonville er ellers kommet i moderne indpakning. Det finske operahus er fra 1993 og har plads til 1.350 tilskuere, altså omtrent som Operaen på Holmen, (hvorfra Bournonville ellers er blevet bandlyst på forhånd for ikke at drukne). Men Bjørn og Andersen har fået Bournonvilles mime til at boltre sig uden skæmmende druknehost godt hjulpet af Mikki Kunttus fortællende lyssætning, der sætter fokus på de relevante dansere i al mylderet.
Bjørn har tydeligvis grebet den større sceneplads som en chance. Og hun har grupperet danserne med psykologisk og musikalsk tæft.
For eksempel i scenen, hvor Gennaro slæbes halvdruknet op af vandet af en klynge næsten urørlige mennesker; her får tonerne lov til at varsle tragedien langt mere uforstyrret. Dette lykkes også takket være den hyldede, men ofte savnede Bournonville-dirigent Peter Ernst Lassen i Helsinki fremkalder han flere af musikkens underbevidste klange, end der oftest høres på Det Kgl. Teater: Ikke mindst Niels W. Gades vandtemaer flyder her sammen, som var de lige skyllet ind i Den blå Grotte.
Napoli er kendt som den danske ballet med den glade tredjeakt.
Men udenlandske kompagnier vil som regel hellere danse Sylfiden, hvis de endelig skal bakse med Bournonvilles svære stil med teknisk underdrivelse og troværdig mime.
Siden Bournonville-festivalen i 1979 har Napoli kun været danset få steder: I Malmø og Leningrad i Elsa-Marianne von Rosens opsætning, i Toronto, Napoli og London i Peter Schaufuss fortolkning og i Oslo og faktisk også Helsinki i 1986, iscenesat af Kirsten Ralov.
Nu har Dinna Bjørn og Frank Andersen så skabt en øjenåbnende Napoli i Finland faktisk mere moderne og tolkningskonsekvent end deres opsætning i København. Derfor burde selvsamme Andersen snarest invitere finnerne på gæstespil på
Operaen i København, så også danske Bournonville-elskere kan se denne indbydende anderledes Bournonville: Trinmæssig og stilmæssigt korrekt uden Den Kgl. Ballets ubesværede ynde og faste fødder, jovist, men til gengæld med en dybdesøgende vildskab, der forfrisker. Finsk eller ej.
Den Finske Nationalballet: Napoli. Koreografi: August Bournonville. Ny koreografi i 2. akt: Dinna Bjørn. Musik: Helsted, Paulli, Gade, Lumbye. Iscenesættelse: Dinna Bjørn og Frank Andersen. Scenografi: Ramón Ivars. Lys: Mikki Kunttu. Filmanimation: Cesc Calafell. Dirigent: Peter Ernst Lassen. Operaen i Helsinki. Danses også 3-23. nov. samt 14. feb. 16. mar.
www.operafin.fi
