Læsetid: 4 min.

Fyrværkeri i polarmørket

Islands to litteraturpriskandidater orkestrerer i deres samtidsromaner provinsbyen meget, meget forskelligt
1. marts 2007

En passende kombination af Realisme med Samtidskritik og Udtalt Lokalpræg plejer at give bøger ganske gode chancer i kampene om Nordisk Råds Litteraturpris. Måske af denne grund indstiller Island i år to samtidsskildrende realistiske romaner med rod og afsæt 'ude' i provinsen, altså langt fra det Reykjavik, hvor mere end halvdelen af befolkningen bor.

Hos Jón Kalman Stefánsson (f. 1963, debut 1988, tre romaner oversat til tysk) er vi i en fiskerby med 4-500 sjæle, og her bliver vi vel at mærke hele værket igennem. Hos Hallgrímur Helgason (f. 1959, debut 1990, oversat til en lang række sprog) begynder handlingen i Saudarkrok ved Skagafjord, men slutter dramatisk i et tv-nyhedsstudie i Reykjavik, netop som hovedpersonen Bødvar eller Bøddi har holdt værterne op.

Den slags spektakulære optrin er typiske for Hallgrímur Helgason, der som forfatter som regel tænker mediebevidst og dermed samtids-sensitivt. Sådan kender man ham fra en tidlig roman om en ung pige, der vil være stjerne, og sådan praktiserer manden til daglig i sine roller som columnist og stand-up-komiker. Han besidder et sprudlende sprogligt talent, og hans bøger bugner af et nærmest BoGreenJensensk totalkendskab til film og musik, foruden af en omfattende belæsthed, sådan som det tydeligt fremgik af Islands forfatter (2001, da. 2006), hvor han originalt lod gigant-forbilledet Halldór Laxness vågne op midt i én af sine gamle romaner.

Vred midaldrende mand

I Rokland eller Stormland huserer hen ad vejen den berømte fredløse sagahelt Gretter, som en tid lang holdt sig skjult på den stejle Drangø ude i fjorden, men ellers er det nu mest den tyske litteratur, der spilles på. Vor helt læser Thomas Mann, han oversætter i trance Goethes digt Wanderers Nachtlied ("Über alle Gipfeln osv.") og han trækker i ét væk på Nietzsche, hos hvem han åbenbart skal hente belæg for en ikke ubetydelig og langtfra uproblematisk foragt for sine medmennesker.

Bøddi er nemlig, da bogen begynder, netop blevet fyret som tysklærer for byens unge, angiveligt fordi han under en fjeldtur forsømte sit pædagogiske ansvar. Dertil kommer en byrdefuld barndom med en far, der døde på havet, og en mor, der er nedsunket i et fordummende dyb af tv- og videokiggeri. Alt sammen skal (vistnok) forklare en vrede af atlantisk format, dét raseri, der kulminerer, da helten som en anden Don Quixote er redet ad landevejen til Reykjavik for at hævne sig på samfundet, sådan som han oppe i Krok hævnede sig på kvinder og mænd, bl.a. via sin blog.

Som referatet måske antyder, udmærker Stormland sig ikke ved synderlig psykologisk kompleksitet. Til gengæld er den en konstant fornøjelse at læse, spækket som den hele tiden er med sprællende spøjse indfald. Hallgrímur Helgason skriver et bredtfavnende internationaliseret islandsk, helt på højde med tiden og den mediebårne massekultur, og han har et ætsende blik for naragtighederne i det moderne islandske samfund, hvor firehjulstrækkerne har erstattet både islænderne og apostlenes heste.

Forsmået kvinde

Har man været i en islandsk fiskerby med kirke og forsamlingshus og fileteringsfabrik ejet af Brugsen, og med benzintank, kiosk og slagteri, alt sammen drevet af Brugsen, føler man sig med det samme hjemme i Jón Kalman Stefánssons roman Sumarljós og svo kemur nóttin (Sommerlys og så kommer natten). Den foregår "det sted, hvor intet sker og ingenting bevæger sig undtagen havet, skyerne og fire huskatte", og den fører os med disse kattes egensindige ynde fra person til person i en cirkel af skæbner.

I centrum står for en tid én ad gangen: astronomen, der har kvittet forretningskarrieren og nu en gang om måneden holder foredrag om alle "de ting, der betyder noget", hver gang 40 minutter. Eller Elisabeth, stedets mest frem-ragende erotiske attraktion. Eller musikeren Kjartan, der i en overmåde intens udendørsscene boller med nabokonen for siden at blive straffet af sin kone med et skud fra en fårebøsse, beskrevet så langsomt som billens gang i Tom Kristensens Henrettelsen - i øvrigt en effekt, romanen deler med sidste scene hos Hallgrímur Helgason.

Det er karakteristisk, at Jón Kalman Stefánsson kort før det famøse skud indsætter et ordbogsopslag, der definerer, hvad utroskab er. Han arbejder nemlig i adskillige spor: lader handlingen skifte mellem hurtig beretning og slow-motion-agtig dialog, og giver ind imellem stemme til et altfavnende vi, som i lyrisk prægede passager tager overblik på romanens rum og anslår dens tværgående stemning af længsel og stille melankoli.

Skulle man sammenligne de to indstillede romaner med værker fra en anden kunstart, kunne det være to suiter af Händel. Sommerlys og så kommer natten er liflig og sprød og poetisk som Watermusic. Stormland minder så om Music for The Royal Fireworks - en storladen, festlig udfoldelse. Den ene forfatter sidder inde i sit værk og spiller på fløjte, den anden står og hujer demonstrativt foran sit. Får Hallgrímur Helgason denne gang prisen, vil det nok ikke så meget være pga. specifikke (suveræne) kvaliteter ved den nominerende bog som i kraft af en for længst leveret, allerede prisværdig indsats.

Jón Kalman Stefánsson: 'Sumarljós og svo kemur nóttin'. 214 s. Forlaget Bjartur 2005. Foreligger i en foreløbig svensk version oversat af John Swedenmark ('Sommerljus - och sen kommer natten', 272 s.)

Hallgrímur Helgason: 'Rokland'. 380 s. Forlaget Mál og menning 2005. Foreligger i en foreløbig dansk version oversat af Kim Lembek (Stormland, 414 s.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu