For udeforstående svarer dechifreringen af et G7-topmøde til at tyde grumset i bunden af en tyrkisk kaffekop. Det kræver stor fantasi og et minimum af kendskab til genstandens personlighed og DNA. Set i det rette lys kan små og tilsyneladende ubetydelige hændelser give et godt indblik i materiet. Hvad der står mellem linierne er vigtigere end teksten.
På G7-topmødet i Denver i den forgangne weekend gav to bitte hændelser af denne karakter stof til eftertanke. Den ene anekdote er allerede velkendt. Det fortælles, at lederne af G7-klubben plus Boris Jeltsin bydes indenfor i konferencerummet lørdag morgen af deres vært Bill Clinton. Efter at stats- og regeringschefer har sat sig ned, går det op for den yngste af dem, Tony Blair, at han mangler en stol. De pinligt berørte arrangører skaffer hurtigt en ekstra stol, men det viser sig, at den ikke er nær så monarkisk i sit udseende som de syv andre stole.
Det er ikke svært at forestille sig, hvad Jeltsin har følt i det øjeblik. Her deltog Rusland for første gang på (næsten) lige fod med verdens syv ledende industrimagter i det omdøbte G8-møde. Var det en næse til det nye klubmedlem fra en anonym budbringer? Ubehaget kan dog næppe have varet længe, for et øjeblik efter bad Clinton sin "gode ven" Jeltsin om at føre an i diskussionen. Her fik altså lederen af en stormagt, hvis økonomiske indflydelse er ringere end Canadas i global sammenhæng, æren at underholde sine kolleger med sin analyse af den verdensøkonomiske situation. Man kan lige forestille sig, hvad især Japans Hashimoto og Frankrigs Chirac har tænkt. Hvem tror han egentlig, han er - den Jeltsin?
Men amerikanerne var vært i år, og gjorde alt for at imødekomme russernes ønske om at genvinde noget af deres tabte prestige som supermagt i den Kolde Krigs dage. Regningen for NATO-udvidelsen skulle betales i mere eller mindre symbolsk form og med et løfte om at få Rusland optaget i Verdenshandelsorganisationen WTO næste år. Nu skal verden altså vænne sig til G8-klubben. Men pudsigt nok er denne benævnelse misvisende, for der sidder ti omkring bordet. De to andre er lederen af den Europæiske Kommission og formanden for EU's ministerråd. For at rekapitulere: Ud af de ti deltagere er seks fra EU. Og billedet er kun komplet, når det tilføjes, at G7 faktisk er en klub, der året rundt drives af finansministre og centralbankchefer fra G10-landene. Men pas på, for denne gruppe består faktisk af elleve lande. Til de syv lægges nemlig Belgien, Sverige, Holland og Schweiz. Årsagen til at G10 stadig bruges, skyldes gammel sædvane fra 1960'erne, da G7's forløber hed G10. I fremtiden vil det give mening at tale om G12, fordi Ruslands finansminister og centralbankchef kommer med på de månedlige møder i Basel.
I mellemtiden kan man konstatere, at resten af verden ikke er repræsenteret. Hvad med Sydøstasiens tigre og Kina? Og Brasilien? Det bringer os til den anden anekdote. Har nogen lagt mærke til, at dette års topmøde strakte sig over tre dage? Tidsrammen plejer at være to dage, en fredag og en lørdag. Denne gang blev søndagen eksproprieret. Anledningen er ikke alene, at lederne skal holde rituelle 5-minutter taler på FN's miljøkonference i New York i dag og derfor må have noget at rive i i fritiden. Den egentlige årsag er, at topmødets dagsorden hvert år bliver forlænget med nye og ikke-økonomiske emner.
OK, lørdag nåede man lige at tale økonomi om formiddagen, men hele eftermiddagen og i går søndag stod international politik på dagsorden: Bosnien, Mellemøsten, Hongkong, Afrika, Nordirland, Cambodja, etc. Før i tiden havde erklæringen om økonomiske emner status som slutdokument. I Denver har politik overtaget denne rang og al sniksnak om økonomi er blevet fældet ned i et sidedokument. Klarere kan det vist ikke siges: I den globale økonomi må ethvert land sejle i egen båd, selv i stormsø.
Ærligt talt - resten af verden er revnende ligeglad med de otte lederes forblommede udtalelser om internationale forhold. Udenfor de højt industrialiserede samfund vil man hellere høre noget om nye investeringer, overførsel af teknologi, sænkning af toldmure og gældslettelse fra USA, EU og Japan. Netop dette topmøde havde stillet forventninger om en ny udviklingsplan, der skal integrere Afrika syd for Sahara i den globale økonomi. Men uenighed mellem den nye og afgående stormagt i Afrika, USA og Frankrig, betød, at man udsatte projektet.
Skiftet fra økonomi til politik på G7-møder har været undervejs i længere tid. I perioder beskæftigede lederne sig med finans- og valutapolitik, når nogle medlemmer kørte for høje budgetunderskud og drænede andre lande for investeringkapital eller når dollaren var for høj og fordyrede importprisen på olie i Japan og Europa. I den udstrækning G5 og senere G7 greb ind, var resultatet stort set positivt. Det hørte op i 1990'erne, da verdensøkonomien kom ind i overgangsperiode efter den Kolde Krig og i forbindelse med USA's svækkede økonomiske magtstatus. Kapitalen flyder nu uhindret over grænser. I den sammenhæng er det forbløffende at se, hvor paralyseret et organ som G8-topmødet er blevet. Vi ved, at G12-ministrene nu vil konsultere og koordinere året rundt, men de store initiativer kan kun komme fra de politiske ledere. Øget globalisering kræver øget overvågning og regulering, men hvorfor nøjes man kun med at overvåge? Hvorfor står centralbankerne ikke sammen i en tid, hvor kapitalen egenhændigt kan præmiere og straffe selv store lande, der afviger fra drejebogen? Hvorfor overlader bankerne konstant fastsættelsen af vekselkurser til markedskræfterne? Vi ved jo, at spekulationen mod Mexicos peso i 1994 var baseret på fejlagtige skøn. Hvorfor enes G8 ikke om at gribe ind mod skattely, således at nationalstaterne kan beskatte multinationale virksomheder og opretholde et socialt beskyttelsessystem? Hvorfor diskuterer man ikke den globale kapitals svækkelse af de faglige rettigheder? De spørgsmål står hugget ud i store bogstaver i det tyrkiske kaffegrums.
burch (Martin Burcharth)
