Læsetid: 3 min.

G8-fejde om voksende bistandskage

Hjælpen til Afrika skal fordobles i 2010 og bistanden tredobles til alle u-lande i 2015. Tallene flyver om ørerne på aktørerne
7. juli 2005

BOSTON - Premierminister Tony Blair har en drøm - at få syv af G8-landene til at spytte i kassen og fordoble deres nuværende bistand på 25 mia. dollar til Afrika syd for Sahara inden 2010.

Blair vil gerne have konkrete forpligtelser fra de syv medlemslande - minus Rusland - på G8-topmødet i Gleneagles. Men hvordan sikre, at de syv stormagter rent faktisk hver for sig fordobler deres bistand til afrikanske lande? Hvordan måle og følge det op? Skal det ske gennem øget bistand til multilaterale programmer eller på bilateral basis?

Det er spørgsmål, som ingen kan svare på endnu. Sandsynligvis foretrækker de syv G8-lande blot at forpligte sig til målet, hvilket i slående grad vil minde om de rige landes løfte på en UNCTAD-konference i New York i 1970 at yde 0,7 pct. af deres bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand inden 1990.

I dag 15 år senere udgør 22 OECD-landes gennemsnitlige bistand kun 0,25 pct. af BNI. Det betyder dog ikke, at udviklingsstøtten til de fattige lande er faldet. Tværtimod er den vokset solidt. Fra 2002 til 2003 steg beløbet f.eks. med 4,8 pct. til 69 mia. dollar, og sidste år var stigningen tilsvarende 4,6 pct.

Problemet er, at den totalte OECD-bistand skal tredobles i de næste 10 år for at leve op til 0,7 pct.-målet sat under en OECD-konference i 1996 og bekræftet på FN's Millennium-topmøde i 2000.

I det sidste halve års tid har alle EU-lande - herunder G8-medlemmer som Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien - bebudet, at de stiler efter at nå 0,7 pct.-andelen senest i 2013. Men USA, Japan og Canada har været tilbageholdende med at afgive et sådant løfte.

For udenforstående virker det umiddelbart som om, der bliver talt om to puljer. Den ene er en tredobling af OECD-landenes bistand til at alle udviklingslande inden 2015, og den anden pulje syv G8-landes fordobling af støtten til Afrika syd for Sahara inden 2010. Men det er to sider af samme sag.

"Afrika-puljen er indbygget i millennium-målene for 2015," siger den tyske udviklingsøkonom Guido Traub-Schmidt fra FN's udviklingsprogram UNDP til Information.

Det betyder, at de fire europæiske G8-lande kan dukke op til topmødet i dag og melde, at de allerede har forpligtet sig til en stigning i udviklingsbistand, som omfatter en fordobling af hjælpen til Afrika syd for Sahara. Det drejer sig nemlig om at nå op på 0,7 pct. af BNI inden 2013.

For de fire landes vedkommende bliver der tale om betydelige ekstra beløb. I 2003 udgjorde Frankrigs bistand kun 0,41 pct. af BNI, Storbritanniens 0,34, Tysklands 0,28 og Italiens 0,17 pct. Råderummet for vækst indenfor 0,7 pct.-rammen er altså betragtelig. Situationen er derimod en anden for USA (0,15 pct.), Japan (0,20 pct.) og Canada (0,28 pct.). Især USA og Japan starter fra et lavere punkt og skal derfor ryste op med langt flere bistandsmidler for blot at indhente de fire europæiske G8-medlemmer, endsige opfylde millenniummålet på 0,7 pct. inden 2015.

Hvad angår Afrika-hjælpen har præsident Bush lovet at fordoble USA's bistand fra 3 til 6 mia. dollar inden 2010. Sagen er altså klar. Og dog. Frankrig gav også 3 mia. dollar til Afrika i 2004. Kan det passe, at den mindre franske økonomi skal hoste op med samme beløb som USA? Det er grunden til at presset på de to rigeste nationer - USA og Japan - er så stort i Gleneagles.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her