Læsetid: 4 min.

G8 kontrollerer ikke verdensøkonomien

Markedet har selvstændiggjort sig fra selv de mest magtfulde nationalstater
6. juli 2005

At dømme efter hurlumhejet op til G8-topmødet, der i dag begynder i Gleneagles, skulle man tro, at denne begivenhed er en øvelse i økonomisk styring fra verdensøkonomiens mest magtfulde nationer. Disse nationers ledere træffer deres beslutninger, og verden applauderer eller protesterer.

Det billede er forkert. Af tre grunde: 1) Tre af verdens vigtigste økonomier er ikke repræsenteret ved topmødet.

2) Nationalstater er ikke længere den væsentligste indflydelsesfaktor på verdensøkonomien.

3) Det er ikke indlysende, at G8 bør fokusere på langsigtede problemer frem for på de umiddelbart presserende.

Lad mig uddybe. Ang. 1.): Hverken Kina eller Indien deltager i topmødet, skønt disse lande for tiden er i gang med at revolutionere verdensøkonomien ved at suge investeringer til sig og dumpe priser: Kina er verden billigste industrielle producentland, mens Indien har klodens billigste serviceerhverv. De burde have været med. Og Brasilien, der er verdens billigste producent af landbrugsvarer, burde også have deltaget. Kina vil i løbet af i år overgå Storbritannien som verdens fjerdestørste økonomi og er allerede verdens næststørste olieimportør efter USA. Kinas efterspørgsel på olie voksede med 13,5 procent sidste år, hvilket endog overgår dets formidable vækstrate. At disse tre lande allerede har etableret sig som økonomiske verdensmagter er uafviseligt.

Hvad angår 2.) - magtforskydningen fra nationalstater og regeringer til markedets iboende logikker - kan sammenhængen være vanskeligere at gennemskue. Markedets mekanismer har altid været vigtige. Det var udviklingen på oliemarkedet (oliekrisen i 1973, red.), der førte til oprettelse af G6-gruppen og det første økonomiske topmøde, og det var udviklingen på obligationsmarkedet, der tvang regeringerne til at føre en økonomisk politik, der kunne bringe 1970'ernes inflation under kontrol. Men nu er de nationalstatslige regeringer blevet drænet for yderligere magt, i takt med at kapitalen bliver stadig mere mobil og strømmer til de lande, hvor verdensmarkedet formoder at finde de største gevinster. De store selskaber er blevet mere mobile og henlægger deres underselskaber til de lande, der tilbyder de mest fordelagtige beskatningsregler. F.eks. kan en stor del af Irlands økonomiske boom kan tilskrives dets imødekommende skattelove. Også informationsstrømmen er blevet global: Hvordan internettet vil påvirke regeringers magtmuligheder og styringsmekanismer i fremtiden kan vi endnu knapt nok overskue.

Skønt markedet selvstændiggør sig, tæller de økonomiske politikker regeringer beslutter sig for dog stadig. Men vi ser det især, når disse polikker går i retninger, som markederne ikke bryder sig om - det langsomme reformtempo i store dele af det kontinentale Europa er et skoleeksempel - og omkostningerne bliver hurtigere og mere umiddelbart synlige.

Jeg anfægter ikke, at økonomiske topmøder kan være væsentlige. I heldige tilfælde kan de reducere potentielle økonomiske spændinger imellem landene, fordi de muliggør åben diskussion om sådanne spændinger. G8-topmødet vil næppe løse striden mellem Boeing og Airbus om konkurrenceforvridende statsstøtte, men det kan hindre den i at eskalere ud af kontrol.

Tilpasning til fremtiden

Måske er det mest foruroligende ved de økonomiske topmøder konstateringen af, hvor lidt der i grunden blev opnået og i hvor høj grad de problemer, som vor tids ledere bekymrer sig om, er de samme som dem, der optog lederne for en generation siden. Tag blot den aktuelle - og helt berettigede - optagethed af Den Tredje Verdens gæld. Dette spørgsmål har stået på dagsordenen ved næsten alle G7- og G8-topmøder siden 1980. I Tokyo i 1979 og i Venedig i 1980 enedes G7-landenes ledere således om, at der skulle satses langt mere på energisparende foranstaltninger og på alternativer til olie. Og i Tokyo i 1986 og Venedig i 1987 førte G7-lederne lange diskussioner om skadevirkningerne af landbrugstøtteordninger som EU's fælles landbrugspolitik.

Ang. 3.). Værtslandet Storbritannien gør næppe klogt i at lægge topmødets hovedvægt så snævert på Afrika og global opvarmning. Hermed vil jeg ikke anfægte, at begge disse spørgsmål er væsentlige. Men de er langsigtede problemer, som kan adresseres på mange andre måder og tidspunkter, og der findes et umiddelbart mere presserende problem: Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt verden kan håndtere den høje oliepris og den alt for stærke afhængighed af amerikanske forbrugere og kinesiske producenter i forhold til at holde liv i væksten.

Store finansielle ubalancer truer med at sætte en stopper for den nuværende vækst. De store kontinentale europæiske lande præsterer for øjeblikket nulvækst, mens USA er nødt til at låne (især fra Japan og Kina) for at kunne finansiere sig selv og dermed trække resten af verden med sig.

Dette kan ikke fortsætte for evigt. På et tidspunkt inden for de næste to til tre år må der ske en tilpasning. Spørgsmålet er, om det vil ske på en konstruktiv eller på en destruktiv måde. Verdens finansmarkeder vil have en kritisk rolle at spille. Sker tilpasningen for pludseligt, vil det udløse ødelæggende chokbølger, som vil påvirke efterspørgsel, investeringer, job - og dermed også Vestens evne til at hjælpe Afrika. Dollaren risikerer at bryde sammen, og tilliden til obligationsmarkeder og aktiekurser kan gå tabt.

Hvis ikke G8-landene kan kontrollere verdens markeder, kan de i det mindste lytte til dem, prøve at fastholde tilliden til dem og søge at blive bedre til at aflæse dem. I en ideel verden ville Gleneagles-topmødet være en stille, reflekteret samtale om de trusler, der står mellem de udviklede lande og de nye fremspirende 'globale' spillere. Det ville være et samtalerum, hvor USA's regering kunne lufte bekymring over Kinas energipolitik, hvor Indien og Kina kunne mødes på neutral grund for at dæmpe handelspolitiske spændinger, og hvor EU-lande med høj arbejdsløshed kunne udtrykke deres bekymringer over for USA's valutakurspolitik - eller mangel på samme.

G8-landene må tilpasse sig til verdens nye magtrealiteter. De er må fokusere på, hvad disse topmøder rent praktisk kan udrette. Og de må sammen søge at afværge det truende økonomiske kollaps, som verden kan stå overfor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her