Læsetid: 6 min.

Gå gerne tilbage til en stjernekaster

Sugarcubes - Björks tidligere band og Islands første internationale rocknavn - blev gendannet for en fredag aften i en håndboldhal i Reykjavik. Og det havde både musikhistoriske, politiske og sociokulturelle implikationer
21. november 2006

Ethvert menneske er en ø. Ethvert band er en ø. Og få rockbands har givet én nydelsen ved at betræde en kulret og excentrisk ø som Sugarcubes.

Som så igen kommer fra en af de mere egensindige øer, man kan besøge på den nordlige halvkugle, nemlig Island. De blev ifølge overleveringen dannet den 8. juni 1986, samme dag som forsangeren Björk fødte sin søn, og meget passende hed debutsinglen "Birthday".

Jeg sad og sloges med (eller også afskrev jeg) blækregning på mit værelse hjemme i det velopvarmede sjællandske rækkehus, da den sære sangerinde og de disharmoniske synth-klange nåede mig fra radioens Elektriske Barometer.

Det gjorde det ikke lettere at koncentrere sig. Og i de næste seks år op til deres opløsning forstyrrede Sugarcubes igen og igen den rockmusikalske dagsorden med deres rastløse og uortodokse new wave-rock, som talte to af tidens mest originale frontfigurer, indpiskeren og anti-sangeren Einar Örn Benediktsson og den senere solosuperstjerne Björk Gudmundsdottir.

Der er gået 14 år siden Sugarcubes sidst spillede sammen, men i fredags var gruppen genopstået i noget så usentimentalt som en håndboldhal i Reykjavik. Gendannet for en eneste aften i anledning af 20 års-jubilæet for udgivelsen af "Birthday" og for dannelsen af pladeselskabet Smekkleysa SM (national lingo for 'smagløs').

Scenen er opstillet på langsiden i Laugardalshall og giver god plads i den højloftede sal. Der er rygning forbudt, men det står kun på islandsk på billetten. Mængderabatten ved køb af en 10-pack dåseøl er til gengæld international matematik, mens sangcitater bliver transmitteret tosproget på de to storskærme: Den intelligente design-replik "Made of atoms by tender fingers", den panteistiske "I am the landscape, mountains will tumble", den ateistiske "Gud er ekki til".

Nej, heller ikke Sugarcubes eller Sykurmolarnir, som de hedder på modersmålet, lader sig skille fra den islandske natur, der maser sig på som diset horisont, hvidpudrede bjerge, krasse forfrosne luftmolekyler selv i centrum af hovedstaden.

Venner og landsmænd varmer den animerede hal yderligere op. Først Mom der har sluppet vemodets håndbremse og smider romerlys og knaldperler ind i deres smukke sange, dernæst det mildest talt karikerede punkrockband Rass. Blandede bolsjer. Så aftenens hovedpersoner, der vader på scenen til Ennio Morricone-sound tracket fra en spaghettiwestern. Björk i sølvfarvet, men underspillet kjole, Örn i t-shirt. Bandet går i gang uden videre falbelader, og bag forsangerne afslører især bassisten og guitaristen med det samme, at de enten er ude af træning eller aldrig har været det. Sugarcubes bestod og består trods alt af lige så mange kunstnere som musikere.

Björk rammer også lige ved siden af en tone i begyndelsen, men er ellers sikkerheden selv. Mens Einar Örn slet ikke bekymrer sig om småborgerlige begreber som harmoni og melodi. Han rapper og hvæser, hyler og hulker i sin stakkels mikrofon, der kun får pusterum, når han blæser i sin minitrompet. Vi er i gang.

Den musikalske verdensbegivenhed i fuldt lokalt firspring. Koncerten har 5.000 tilskuere, heraf 1.000 fra udlandet. Den er udsolgt, men det er først fuldbragt på selve dagen. Det kan måske undre, men Sugarcubes var aldrig lige så højt estimerede hjemme som ude, især i England og USA. Om formiddagen i saunaen på Icelandair-hotellet, hvor jeg bor, skal de to islandske herrer ikke til koncerten samme aften - og vil i øvrigt hellere tale om øens fusionsjazz-helte Mezzoforte, der gav os 80'er-rædslen "Garden Party". Og på loppemarkedet dagen efter koncerten fortæller manden, der sælger militært overskudslager, at han kun har set Sugarcubes én gang - i Miami, Florida.

Sugarcubes var i mange islændinges øjne og ører nogle irriterende møgunger. Deres krukkede, dybt personlige og ikke voldsomt tekniske new wave-rock var ikke noget for voksne mennesker. De videreførte det musikalske anarki, der havde rejst sig med punken, men håndhævede det efter, at ordentlige folk var begyndt at lytte til ærlige håndværkere som U2 og Bruce Springsteen.

Som så mange gange før havde musikerne i denne periode valget mellem at blive en del af samfundet eller blive ved med at skabe original provokerende kunst. Sugarcubes endte på en overraskende mellemvej. Egentlig var de fobiske over for pop, men de hittede alligevel internationalt. I de mellemliggende år er Björk blevet verdensstjerne og Sugarcubes en myte, som heldigvis i genoplivet form uhøjtideligt insisterer på deres egen hjemmelavede musikalitet.

Ikke alle numre falder heldigt ud på scenen i Laugardalshall, men det er jo netop i overensstemmelse med gør-det-selv-ånden, der sprøjter fra scenen.

Samspillet flyder bedre over midten af koncerten, mens bandets bedste album, debuten Life's Too Good leverer flest højdepunkter: "Deus", "Motorcrash" og selvfølgelig "Birthday". Men også "Regina" fra efterfølgeren stråler. Det er forfriskende at se Björk uden for styring, mere forsigtig og søgende, tilbage i den pigede rolle som Örns sidekick med sideblik til styrmanden.

Helt i overensstemmelse med fortidens Sugarcubes. Örn er manden, der taler mellem numrene og ikke holder sig tilbage fra politiske kommentarer, der får latteren til at bølge. Og hver gang jeg får oversat hans ord, viser de sig at handle om en særlig tingmand. En rådden politiker, der præsterede at blive dømt for at overflytte byggematerialer til renovering af det nationale teater til sit eget hjem.

Denne tingmand er nu tilbage i toppen af islandsk politik og har haft den frækhed at kalde sin tidligere dom for en "teknisk fejl".

"Så hvis der er nogen fejl i aften, så er det kun tekniske fejl," siger Örn til stor jubel fra fire femtedele af publikum.

Vi er til koncert for hjemmepublikummet, ikke de tilrejsende. 20 års islandsk musik fejres denne aften, ifølge Örns udtalelser i optaktinterviews. En musik, der har rejst sig trodsig efter mange årtiers modstand og modgang.

I 60'erne lyttede befolkningen til udenlandsk rock transmitteret fra den amerikanske flådebases radiostation. I 1974 blev det bandlyst at have band og dermed livemusik til skoleballer, så diskotekerne overtog, og først oppe i 80'erne begyndte befolkningen for alvor at gå til koncerter igen.

"Min teori er, at da Island blev uafhængig i 1944, der tog det stadig to generationer at udvikle reel selvtillid," siger Björk i dokumentarfilmen Screaming Masterpiece.

"Da min generation kom frem, begyndte vi at spørge os selv, hvad det vil sige at være islandsk. Og hvordan man kan være stolt over det, i stedet for hele tiden at føle skyld over det. Som dyr koloniseret af Danmark i 600 år. At endelig føle sig som rigtige mennesker. Det var ikke nemt. Men da punken brød ud i England i de sene 70'ere, blev vi ramt af den og opdagede, at det, der betød noget, det var ikke, hvad man kunne, men hvad man egentlig gjorde. Og vi brugte den kraft til at skabe en musikalsk uafhængighedserklæring".

Tilbage i håndboldhallen er Sugarcubes nået til deres egen uafhængighedserklæring. Efter et fint og stadig mere intenst udvalg af sange fra en kort, broget, men sprudlende karriere er bandet kaldt ind til et ekstra ekstranummer. Med sig har de et par sønner, dårligt nok teenagere, på elguitarer samt forfatteren Sjón, der sidste år vandt Nordisk Råds Litteraturpris, ved mikrofonen. Han synger for på b-side-nummeret "Luftguitar", hvor der spilles luftig såvel som yderst kødelig guitar og generelt gås til makronerne oppe på scenen såvel som på gulvet.

Vi kan alle sammen gøre det selv. Og på Island gør de det. Alle spiller musik, alle skriver bøger heroppe, forlyder det. Punkens trods lever videre. Og hjemme på mit hotel har nogle givetvis danske gæster ladet sig inspirere og plantet et klistermærke i elevatoren. "Ungeren blir", står der.

Man skal aldrig gå tilbage til en fuser, men gerne tilbage til en stjernekaster af Sugarcubes' kaliber. Ikke altid lige imponerende i udførelsen, men evigt charmerende i ånden på scenen denne fredag aften. Mere tilbageholdende, modent afbalancerede end tidligere, og heldigvis for en aften modsigende deres eget slogan fra de gode gamle dage: "World domination or death".

Sugarcubes blev aldrig verdensherskere, men i stedet synonym med den islandske musikkulturs indædte egenrådighed. Og Sugarcubes selv er en unik ø af i går, som for en aften kom til syne igen.

Og måske nu er sunket i havet for evigt.

Sugarcubes, fredag, Laugardalshall, Reykjavik, Island.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu