Læsetid: 2 min.

Gå efter guldet

Budskabet i “Jagten på lykke” er balsam for en forslået amerikansk folkesjæl: “Det er aldrig for sent at vende fiasko til succes”
2. februar 2007

Instruktøren er italiensk, men lad ikke det forvirre Dem ? Jagten på lykke er en ærkeamerikansk rags to riches-fortælling. Når filmen trækker fulde huse i de stater, som p.t. ikke synes særligt forenede, er det formentlig, fordi den søger tilbage til en af de få fællesnævnere i amerikansk selvforståelse. Og så er den endda inspireret af en virkelig succeshistorie.
Vi er i 1981, hvor den økonomiske krise kradser i USA. Som følge af nogle uheldige investeringer er Chris Gardner (Will Smith) også flad, og i frustration over hans manglende medgang forlader Chris’ selviske og forbitrede kone ham og deres femårige dreng (fint spillet af Smiths faktiske søn Jaden).
Sit magre cv til trods får Chris tilkæmpet sig en ulønnet praktikplads i et børsmæglerfirma ? men han skal dyste om jobbet med 19 andre go-getters. Og sideløbende være alenefar for Jaden, betale husleje, parkeringsbøder og...

Ikke samfundets skyld

Få skuespillere kan vække sympati som Will Smith, og hans stærke præstation gør, at man bliver revet med af Chris’ indædte kamp for overlevelse, som instruktør Muccino skildrer med en ferm blanding af farce og empati. Så såre han gør små fremskridt, rammer fordums fejltagelser ham som en boomerang (manuskriptet er rigt på usandsynlige sammentræf). Chris er særligt sårbar, fordi han ikke vil give sine måske kommende arbejdsgivere nys om, at hans privatøkonomi og ?liv er på kanten af kollaps; da sønnike, storkende efter sin evigt fortravlede far gennem San Franciscos fotogene gader, taber sin Captain America-dukke, ved vi, at den er gal.
Filmen viser os nok fattigdommens menneskelige omkostninger, men flytter på intet tidspunkt fokus fra den personlige fortælling ? og dermed Chris’ ansvar for egen succes. At revse Reagans usentimentale socialpolitik er tabersnak ? næ, hvor der er vilje og knofedt er der vej, min ven. Så glem alt om de kostelige yuppie-karikaturer fra Oliver Stones Wall Street og Tom Wolfes Forfængelighedens bål: I Muccinos dollargrønne optik er børsmæglerverden lig med det forjættede (kontor)land(skab). I en tidlig scene kobler Chris velstand med lykke, og på sin vej mod et dramatisk klimaks som kun supersentimentalt anlagte superliberalister kan tage seriøst, anfægter filmen aldrig hans konklusion.
Intellektuelt altså en sand bundskraber, men også en velspillet og elementært medrivende film.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her