Læsetid: 4 min.

At gå til yderligheder

Hvis Beyoncé er feminist, så er toppen i dansk erhvervsliv tætpakket med rødstrømper. Og hvis man vil danse til Justin Timberlake, så må man være klar til at smadre discokuglen
9. september 2006

Lad os gøre popstjernerne en tjeneste og give dem vores udelte opmærksomhed. De har arbejdet hårdt for den, folkens, se bare hvor magre de er, hvordan de har majet sig ud, hvor bønfaldende de ser ud på os. Og netop som sommeren officielt er ovre, byder nogle af de største af denne sære art sig til. Christina Aguilera tyvstartede, og nu er to enorme PR-kanoner blevet afsikret: Destiny's Childs dominatrix og store kommercielle overlever Beyoncé samt den evige knøs og kække danseræv Justin Timberlake er klar til at modtage folkets hyldest. Poppen skal frelse. Igen. Men hvem skal frelses fra hvad?

Beyoncé skal vist frelses fra sin egen tomhed: Shopping er at være; modus vivendi er en skamløs udstilling af bikini- og bundlinie; magt er egoets eneste oxygen; og spørgsmålet er, om hun kan mærke sig selv uden et spejl. Ikke kun en påklædningsdukke for ferme stylister, men et identitetsvakuum, der skal fyldes af folkets hyldest, mandens lyst, kvindens misundelse. Beyoncé sang for på Destiny's Child-mesterligheden "Independent Women", men hvis hendes nye soloalbum B'Day er feministisk, så er toppen i dansk erhvervsliv tætpakket med rødstrømper.

Men vi skal selvfølgelig også frelses, fra hverdagen, fra forsmåelserne, fra tyngdekraften. Og til det formål har Beyoncé Knowles igen haft fingre i de dyreste medproducere, men dokumenterer også ufrivilligt et skift i deres indbyrdes magtbalance. De før så uovervindelige Neptunes leverer nemlig en flad ballade og et rådvildt danse-track. Mens Rich Harrison med held injicerer sine løse funksamplinger, og Swizz Beatz præsterer nogle onde jumpup-skæringer.

Den texansk fødte sangerinde, sangskriver og producer leverer også flere intense sangpræstationer hinsides de småfascistoide mure af fordoblede stemmer, som hun ellers ynder at mønstre - og som man kan føle sig nærmest voldtaget af. Men B'Day bliver aldrig all killers, no fillers, til det er der for mange klumpsovsede ballader og for få rigtig spændstige uptempo-numre. Og så er der de idiotiske tekster, hvor hun får udstillet rablende materialisme og infantil konkurrencementalitet, får gjort reklame for sin nye tøjlinie og hidset sig op over egen krop og købekraft. Man kan finde linier som "My stock just went up over 2 million" og erfare hvordan materialismen bløder ind i sex- og følelseslivet: "I can have another you by tomorrow".

Så lad os se på popstjernen som et offer. Det værste, der kan ske for et menneske, er at få, hvad det ønsker sig (selv om jeg da er villig til at gøre forsøget), og det gælder åbenbart tifold for den succesrige narcissist og materialist, der tilsyneladende aldrig får den modstand og de spørgsmål fra omgivelserne, som kan få dem til udvikle empati og værdier, som man ikke kan hænge om halsen. Ingen inderligheder, kun yderligheder i en luksuriøs boble befolket med ja-sigere, rygklappere, hang-arounds, en boble der bliver stadig tykkere, alt som pressen presser sine kameraer stadig hårdere mod den.

Men neuroserne og megalomanien gør B'Day mere frivolt underholdende.

Pop og storhedsvanvid

Så er der en sammenhæng mellem storhedsvanvid og stor pop? Tja, man kunne jo spørge Michael Jackson...

Eller måske hans stilistiske efterfølger, denne anmeldelses slagnummer, Justin Timberlake. Lad mig med det samme sige, at jeg anser det tidligere *NSYNC-medlems solodebutalbum Justified fra 2002 for det nye århundredes hidtil bedste popplade, som jeg har kastet et uvejr af danse-moves til.

Hans længe ventede andet album Futuresex/Lovesounds rummer, som titlen antyder, både benhård funktionalisme og kattekælne sjælere, men der findes selvfølgelig masser af forgyldte middelveje undervejs. Timberlake paraderer stadig stolt sit Michael Jackson-kompleks med tyvstjålne trademark-støn (er der ikke copyright på den slags?) og vokalharmonier helt tilbage fra de ak, så sorgløse Off The Wall-dage. Men Princes stramnumsede funk får også menageriet til at vrikke. Og så er der en discokugle, som bliver smadret på coveret, formentlig dendiscokugle, der blev danset så heftigt under på Justified. Så Futuresex/Lovesounds lader 70'erne bag sig og bevæger sig op gennem 80'ernes stramme electrofunk og house-musikkens afklædning af discoens mest joviale og melodiske træk til fordel for en minimalistisk og uimodsigelig kropsfandango. Men her er også crunk-farvet dirty south-hiphop (Timberlake er jo fra fra Memphis) med gæsterappere. Og en ulideligt sentimental ballade.

Sammen med albummets hyppige medproducer og-sangskriver Timbaland (især) har Timberlake begået forrygende og skælmsk refererende skæringer som "My Love", der helt genialt klipper i et synthtæppe fra europæisk trance og syer majestætisk længsel ud af det. "Lovestoned", der lyder som revitaliseret Michael Jack-son. Den skiftevis råt funky og labert soulede "Damn Girl". Den kokette single "Sexyback", som stjæler fra Queen og Madonna. Men ingen sange ankommer med samme svirp som højdepunkterne fra Justified, ja, de når én med en mere højtidelig ambition, som både gør albummet mere lytte- og mindre danseværdigt.

Seksuelt begær fra afhængighed til utroskab slår frække buler i teksterne, men slukket kærlighed hælder selvfølgelig også fortabte sætninger i stereoperspektivet. Igen er popstjernen et offer, en narkoman, der ikke kan vente på næste forelskelses-sus eller sex-rus - og har usund adgang til alle de stoffer, han lyster.

Mod slutningen af Futuresex/Lovesounds kommer der så bizart nok en let social-realistisk gospel om en mand, der mister grebet om sin tilværelse. "Can anybody out there feel me, cause I can'tseem to feel myself". Et tømt menneske, som der også er mange af på den anden side af cd-skivens blanke overflade. Med Beyoncé som måske det meste skræmmende eksempel på, hvad det vil sige at gå til yderligheder og blive ren yderlighed. Så galt går det ikke for Timberlake, som stadig har sin erotiske glød intakt. Og selv om han ikke matcher sit foregående album, så fortjener han stadig stor opmærksomhed. Så giv ham den. Han vil - som denne anmeldelses andre hovedpersoner - så gerne have den.

nBeyoncé: B'Day (Columbia/Sony BMG).

nJustin Timberlake: FuturesexLovesounds (Jive/Sony BMG) Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her