Paris - Man kan faktisk godt krydse hendes vej et sted i nærheden af Montparnasse eller Luxembourghaven. Ved krydset ved Boulevard Raspail for eksempel, lige ved den skæve statue af Rodin, der forestiller en imposant Balzac. Men de færreste bemærker en af Frankrigs største skuespillerinder, når hun vandrer rundt i Paris. En ganske almindelig spinkel, cottoncoatklædt kvinde med hænderne dybt i lommerne. Folk går forbi, og de vender sig ikke efter hende..
"Er det ikke den sikreste måde at skjule sig på, at lade sig se og endda ganske ofte?", har hun selv sagt, med en af de kryptiske formuleringer, der kendetegner hende. I øjeblikket kan man da også i Couvent de Cordelier i Paris se hele 120 portrætter af Isabelle Huppert, fotograferet af 75 forskellige, men stort set alle verdensberømte fotografer og kunstnere. En udstilling, der allerede har været vist på kunstcenteret PS1-MoMA i New-York og som skal videre til andre storbyer Berlin, London, Rom, Tokyo. Det lyder som en sang og er måske en drøm?
Sidste år fyldte Isabelle Huppert 50 år. Og hvad forærer man en kvinde, der både har modtaget et hav af priser, bjørne i Berlin, bedste skuespillerinde i Cannes, en gylden strandskal i San Sebastian og en løve i Venedig for hele karrieren? Når man nu ikke kan give hende den Oskar på et sølvfad, hun trods alt må gå og drømme om? Hendes mand gennem næsten 25 år, filminstruktøren Ronald Chammah, har fået den idé at give hende denne vandreudstilling. I al fald står han bag den og en bog med alle portrætterne, samt tekster af Elfriede Jelinek, Patrice Chereau og Susan Sontag.
Isabelle Hubert har arbejdet med Chabrol, Godard, Hartley og Cimimo, blandt et utal af andre. Listen over fotografer er ligeså imponerende: Af de klassiske er der Doisneau, Cartier-Bresson, Ronis og Depardon, af amerikaneren er der Avedon, Robert Frank og Witkin. Fra modens verden finder man navne som Newton, Bourdin, Lindbergh eller Isserman, og blandt de nye portrætfotografer, kunstnere som Nan Goldin, diCorcia og Roni Horn. For blot at nævne nogle få.
Gådefuldt
I Elfriede Jeliniks tekst - man husker Isabelle Hupperts fantastiske skuespilpræstation i fortolkningen af Jelineks Pianisten i Hanekes version - skriver hun, at "denne kunstners ansigt kæmper med imaginære modstandere i en kamp, der lige præcis går ud på at overgive sig, men uden at kæmpe?" Gådefuldt?
Mødet med de 12o portrætter er gådefuldt. Det er som om Huppert ustandselig undslipper. Ikke et eneste sted er hun fanget ind. "At blive fotograferet er en erfaring af tomheden," siger hun, og i portrætterne synes der at henvises fra det ene billede til det næste og det næste igen, uden at man når at indhente noget. I modsætning til visse amerikanske skuespillere har Huppert aldrig dyrket dette 'at blive besat af en rolle', hun lader instruktøren og beskueren projicere følelserne over på sit flade, fotogene ansigt, der får mere og mere karakter med tiden. Og lader tavsheden tale lige så meget som ordene. Noget af det samme sker i fotografierne.
Det mærkeligste er, at hun kan udstille sig selv 120 gange, være på biografskærme og tv-skærme verden over og på forsiden af et utal af ugeblade. Når hun går rundt i Paris, genkender ingen hende alligevel. Lige undtagen undertegnede, lige den dag ved Rodinstatuen. Men jeg vendte mig altså ikke om.
