Hvad er der gået galt med verden?

Norske Karl Ove Knausgård gør et underfundigt, filosofisk, seriøst, fabulerende og knastørt ræsonnerende forsøg på at finde en forklaring
Norske Karl Ove Knausgård gør et underfundigt, filosofisk, seriøst, fabulerende og knastørt ræsonnerende forsøg på at finde en forklaring
2. juni 2007

Det er sjældent at støde på litteratur, der virkelig forsøger at undersøge, hvad der er gået galt med verden, men Knausgård gør - underfundigt, filosofisk, seriøst, fabulerende og knastørt ræsonnerende. Alt sammen i samme bog, som også leverer en bred skildring af menneskenes liv i de seksten hundrede år, der angiveligt går mellem uddrivelsen af paradiset og syndfloden.

Romanen bevæger sig på mange planer. Spekulationerne over, hvad mon englene tænkte i Lots køkken, mens han tilberedte måltidet til dem før Sodomas fald, er gennemført med ubestikkelig jordbundethed; skildringen af de generationer, der oplevede Syndfloden, hensætter én i fornemmelsen af at læse en bred og vidtløftig, norsk slægtsroman - personerne bærer endda ragsokker! - men Knausgård gør i grunden kun det samme, som malerkunsten altid har gjort: Iklæder de bibelske skikkelser sin egen samtids klædebon. Den forklaring lader bogen dog ikke stå alene. For en sikkerheds skyld præciseres det, at alle detaljer fra verden før syndfloden med tiden blev slebet væk. "Væk var alle fyrretræerne, alle fjorde og fjelde, al sne og regn, alle losser og bjørne, ulve og elge."

Verden før Syndfloden lignede Norge!

Først bagefter kom der ørken, figentræer, oaser, kameler, æsler, kjortler og små hvidkalkede huse. Romanen er fuld af den slags underfundigheder.

"For os virker det besynderligt at se elementer fra tro cirkulere i fornuftens system," står der et sted. "Der er noget urent og næsten modbydeligt over sammenblandingen."

Men det er en tongue-in-cheek-bemærkning, for det er netop Knausgårds - eller hans fortællers - måde at gå til de bibelske beretninger på. Om syndfloden hedder det eksempelvis i Bibelen: Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem.

Det kommenterer fortælleren således: "Femten alen svarer til omtrent otte meter. Da de højeste bjerge på jorden er omtrent otte kilometer, og den dybeste, undersøiske dal er omtrent elleve kilometer, kan man slå fast at vandet, der dækkede jorden under syndfloden, på sit dybeste var nitten tusinde meter, og på sit laveste otte meter."

"Trykket på jordens overflade må have været enormt," konkluderer han.

Død, liv - gud, menneske

Romanens gennemgående figur - bortset fra fortælleren - er en opdigtet renæssanceforsker fra slutningen af 1500-tallet, en vis Antinous Bellori. Hans livsværk er at klarlægge englenes natur, og han kommer til en anden konklusion. Det, der hele tiden bragte uorden i Noaks system, var englene. For Bellori bliver de derimod nøglen til en forklaring. Syndfloden skyldtes ikke menneskenes ondskab, den grundlæggende modsætning er ikke mellem det levende og det døde, men mellem det guddommelige og det menneskelige. Syndfloden skyldtes, at de to sfærer ved englenes mellemkomst var blevet blandet sammen og måtte skilles ad.

Belloris skæbne blev afgjort, da han som barn så to engle stå i en flod og æde rå fisk.

Siden har han kun været optaget af engle. Han finder ud af, at englene har blandet sig med menneskene, (noget der var en kendsgerning for Noak, ligesom han og den tids mennesker kunne se ilden fra de keruber, der vogtede vejen til livets træ). Nefilimer hed disse tre meter høje, halvt menneskelige, halvt englelige væsener med en pukkel dér, hvor vingerne sidder på engle og utroligt smukke ansigter. Ligesom Noak var de albinoer, en antydning af, at han måske ikke helt hørte til i den menneskelige sfære.

Englene er imidlertid underlagt en lov, ifølge hvilken de ikke kan gå tilbage til tidligere former, hvis de først har nærmet sig en af de jordiske, mener Bellori. De bliver mere og mere faldne og bundne til Jorden. Og i de seneste århundreder er de blevet til - måger.

Faldet

Faldet synes uundgåeligt. Herrens talrige indgreb i tidligere tider viste sig nyttesløse, alt faldt hele tiden tilbage i det gamle. "Det virker som om alt godt og retfærdigt er resultat af enorme anstrengelser, der hele tiden må gentages i en stadig vedligeholdelse som ikke noget menneske er stærkt nok til at magte." Til sidst fandt Bellori ud af, at også gud er død, og at englene vidste det.

Men hermed er faldet ikke til ende, for romanen, der er bind to i en påtænkt trilogi, ender ved første binds hovedperson, Henrik Vankel, et navn der nok kan antyde en vis menneskelig skrøbelighed. Vankel forførte i første bind, Ude af verden, en af sine mindreårige elever, og han har nu isoleret sig på en næsten øde ø, hvor han funderer over sin gerning og over tilværelsen.

Han viser sig at være romanens fortæller, umærkeligt glider den over i hans synsvinkel, da englenes fald ender ved mågerne. Men samtidig skifter han psykologi, hvilket ret beset gør det lidt usandsynligt, at det er ham, der har fortolket de bibelske fortællinger og studeret Bellori.

For herfra tager tvangsneurosen, meningsløsheden og til slut selvmutileringen over. Vankel skærer bryst og ansigt op med et glasskår.

Jeg har spekuleret en del over, hvordan denne handling indgår i romanens øvrige mønster, men uden at finde et tilfredsstillende svar. Hvormed ikke være sagt, at det ikke findes. Kain skærer halsen over på Abel - af medlidenhed, fordi lillebror er på gale veje og selv er blevet gal og grusom af at sammenblande det guddommelige med sin menneskelighed. Noak lader sin søster og hendes familie omkomme, mens de står på bjergets øverste top og betragter den flydende ark. Abraham er parat til at ofre Isak, og Lots hustru forvandles til en saltstøtte, ligesom Apokalypsens svovlregn og nedhugning for fode får sit afsnit. Der er nok af død og ødelæggelse. Men tidligere ødelagde man ifølge romanen mest hinanden. Skal Vankels handling læses som et udtryk for, at ødelæggelsen har bredt sig så langt ind i mennesker, at de ødelægger sig selv?

Under alle omstændigheder repræsenterer Alt har en tid et komplekst, storladent og samtidig underfundigt forsøg på at tage livtag med de store og største spørgsmål, dem der udtrykker sig i den menneskelige histories myter og religiøse fortællinger. Man er spændt på bind tre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu