Læsetid: 5 min.

Der går aldrig ged i Harlekin

I Berlin har der for andet år i træk været Italiensk Teaterefterårs-festival med seks udvalgte forestillinger fra hele Italien. Informations korrespondent oplevede alt lige fra intenst nærvær til ulidelig selvhøjtidelighed
21. november 2006

Dario Fo, den italienske skuespiller, dramatiker, Nobelpris-tager med mere, er ofte citeret for at have sagt: "Det fine ved latteren er, at den åbner hovedet, så fornuften kan trænge ind".

Taknemmelig og med åbent sind sidder man tilbage efter at have overværet Piccolo Teatros opsætning af klassikeren En tjener - To herrer på Berliner Ensemble.

Det gør man ikke mindst på grund af Ferruccio Soleri, der spiller rollen som den overbebyrdede tjener Harlekin, der af grådighed har skaffet sig to herrer, som skal betjenes. Mere livfuld, letfodet, elegant, erotisk og charmerende en Harlekin kan man ikke forestille sig. Og samtidig heller ikke en mere sulten, ærgerrig, skødesløs og nærmest barnlig Harlekin.

Laurence Olivier på knæ

Soleri har spillet rollen siden 1963, hvor Giorgio Strehler, det milanesiske Piccolo Teatros grundlægger, gav ham hovedrollen.

Da var han en ung mand, og han har spillet den siden i teatrets i alt 11 forskellige opsætninger ved mere end 2.000 opførelser.

Da Soleri ved den sidste fremkaldelse trækker den sorte lædermaske af ansigtet og den sorte hætte af håret, stiger tårene i ens øjne.

Selv om man forestillingen igennem har vidst det, er det alligevel et overvældende øjeblik, da det afsløres, at Harlekin spilles af en mand på 76 år med sparsomt hvidt hår og mange rynker. En ældre mand, som alle i salen har skænket deres hjerte.

Måske er det netop erfaringen, der i tre stive timer får ham til at fylde Harlekins ternede tøj så overbevisende med kød og blod, at han må være selve inkarnationen af vitalitet.

Selv Giorgio Strehler undrede sig over Ferruccio Soleri og skal under prøverne til en af opsætningerne have sagt til ham:

"Ferruccio, jeg forstår det ikke. Du bliver ældre, men din Harlekin bliver yngre og yngre. Hvordan gør du det?"

Informations anmelder er ikke den første, der er betaget af Soleris virtuositet.

Han har selv fortalt, at den engelske skuespiller Laurence Olivier efter et gæstespil på Old Vic i London i 1967 kom ud i garderoben til ham efter forestillingen, næsten knælede for ham og sagde:

"I aften ville jeg gerne have været Dem".

Soleri svarede: "Jeg ville altid gerne have været Dem".

Sådan taler gentlemen med hinanden.

Nærvær

For andet år i træk har der været Italiensk Teaterefterår i Berlin. I løbet af små tre uger har seks vidt forskellige italienske forestillinger spillet på seks af byens scener.

Al respekt for de mere eksperimenterende og moderne bidrag til den sydeuropæiske teaterfestival i den nordeuropæiske hovedstad: Men det er Carlo Goldonis stykke fra 1753, der spillede festivalens sidste tre dage på Bertolt Brechts gamle teater, der tager fat lige dér, hvor det gør ondt, og hvor det gør godt.

Her oplevede man noget, man sjældent oplever på tyske scener: Nærvær. At teatret virker. At man bliver bevæget og betaget. Både af det, skuespillerne siger, og af måden, de siger det på. Det er nemlig ikke bare alt sammen 250 år gamle commedia dell'arte-gags.

Tjenestepigen Smeraldina raser for eksempel over hankønnet og siger (i Bent Holms glimrende danske fortolkning), "at visen om kvinden som tøjte bliver spillet på mandens fløjte", og "hvis jeg kunne bestemme, skulle alle utro mænd gå med en grøn gren i hånden, så ville alle byer blive forvandlet til skov".

Publikum jubler, så deres hoveder åbner sig, og fornuften trænger ind. Den feministiske bredside går lige ind, selv om den stammer fra oplysningstiden.

Ged på staveplade

I tysk teater handler det tit om at brække sig, tvære lort eller blod ud over sig selv og sine medspillere eller løbe nøgen rundt (især mænd). I en kommentar i avisen Süddeutsche Zeitung for en uges tid siden hed det om Elfriede Jelineks nye stykke, der netop har haft premiere i Hamborg:

"Til slut var alle døde eller nøgne eller begge dele og meget kede af det".

Efter at have oplevet den italienske festival må denne anmelder kategorisk fastholde, at der findes tre slags teater: Godt teater, kedeligt teater og hovedpine-teater.

Tysk teater er ofte kedeligt. Fækalier, diverse sekreter og små slappe tissemænd er trættende at se på. Men som regel kan man døse lidt. Sid dog aldrig på de første rækker. Elementerne kan vælte ud over scenekanten og ned i hovedet på én. Som regel slipper man dog uden decideret hovedpine, men den var ikke til at komme uden om efter opførelsen af festivalens første forestilling The Cryonic Chants.

Pinen satte sig fast som hidtil ukendte smertefulde jag i hjernemassen.

Det lød ellers så godt. Socìetas Raffello Sanzio, som gruppen bag forestillingen hedder, blev dannet for 25 år siden i Cesena og omgives i Italien med ærefrygt.

Scenen var Volksbühnes, hvor man er vant til lidt af hvert. En mand kommer ind på scenen og begynder at producere skingre lyde på et anlæg. Fire kvinder, to yngre og to ældre, i sorte opknappede 1800-tals-kjoler og med tilbageskrabede frisurer stiller sig ved fire mikrofoner og begynder at fremsige om muligt endnu mere skingre lyde.

Samtidig bliver der vist en video med en ged, der går rundt på en staveplade. Altså, et hvidt gulv med felter med bogstaver. Ind imellem ser man i nærbillede gedens øjne, horn, hale, testikler og at den tisser.

Pludselig siger kvinderne mærkelige åndelyde, mens geden gumler på noget hø.

Vi ser ordformationer som Ski In Dlang og Sfle Er Kel. Det er geden, der har skrevet det. Har man læst sine lektier og set i programmet forinden, ved man, at de (tilfældige) bogstaver geden træder på, er de toner, kvinderne 'synger'. Af programmet fremgår det også, som sandt er, at det græske ord tragedie direkte oversat betyder 'gedebukkesang'.

Her er tragedien i så fald fuldkommen.

Efter en time og et kvarter er det ved at være slut. Videoen ender med at vise os en flok sædceller, der svømmer ned over lærredet. Til sidst opgiver de at slå mere med halen. De er døde og lader sig bare drive med strømmen. Imens står den ene af de to ældre kvinder og ræber ned i mikrofonen.

Publikum klapper som gale, og da er det denne anmelder beslutter sig for at være trodsig og symbolblind. Er det gedens sæceller? Hvorfor er de afgået ved døden? Er det tragedien? Og er det her ikke bare så indadvendt, uinteressant for alle andre og helt igennem selvhøjtideligt, at det havde været mere ærligt, hvis kvinderne var gået lige til sagen og havde onaneret direkte på scenen?

Socìetas Raffaello Sanzio havde lovet os en sanseoplevelse. Det løfte holdt man. De smertefulde jag i hovedet holdt sig i samfulde tre dage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her