Læsetid: 4 min.

'Du går altid tilbage til de samme sår'

15. april 2006

UBUD, BALI - "Her er i Europa har vi troet, at vi kunne overleve i vores eget lille slot," siger Odinteatrets leder Eugenio Barba. "Vi har troet os sikre, ikke mindst fordi vi har følt os så overlegne. Men den tid er forbi. De fleste udlændinge i Europa er illegale indvandrere."

Den nu 69-årige Barba sidder i tropeheden og taler om at skabe teater på tværs af landegrænser og teatertraditioner. Om human animals, som han kalder os. Og om vores dybeste instinkter, nemlig trangen til at beherske og til at hævne.

"Jeg er selv en immigrant i Danmark," siger Barba med stolthed. "Jeg forlod mit land, Italien, da jeg var 17 år. Og jeg rejste både til Norge og Polen, førend jeg slog mig ned i Danmark. Men det vigtigste er, at jeg har min professionelle identitet, min teateridentitet. Mit ensemble er blevet til mit 'land'."

Barbas hænder samler sig. De solbrune fingre gnider hinanden og folder sig ud i en vifteformet, italiensk dans. Hans hvide hår lyser mod regnskoven og rismarkerne i det fjerne. En liflig gudindestatue i baggrunden viser bryster, og Jørgen Leth-historierne ligger lige om næste palme. Barba ler.

Afvigeren

"Jeg er dissidenten. Kunstneren har rollen som afvigeren, der taler imod den herskende tankegang. Først når du stiller dig uden for kulturen, bliver du rent faktisk i stand til at berige den. Først da formår du at beskrive, hvad der egentlig sker."

- Hvad sker der så i Danmark?

"I Danmark føler vi os hævet over det her med at hævne nogen. Måske er det heller ikke lige dig, der er optændt af hævntrang. Men du har garanteret en nabo eller en kollega, der ønsker hævn over sin far. Her er pointen, at Hamlets historie ikke ligger nær så langt fra os, som folk gerne vil tro. I hvert fald ikke i Saxos version."

-Hvorfor har du valgt at bruge Saxos 'Hamlet' i stedet for Shakespeares?

"Fordi det er takket være Saxo, at alle de andre efter ham kunne digte om Hamlet. Og så fordi Saxo netop ikke er psykologisk, men fuldkommen pragmatisk. Han fortæller bare, hvad der sker - ikke noget om hvorfor. Det synes jeg er så befriende, og det passer til Odin Teatrets måde at spille på: Vi spiller ikke psykologisk realistisk teater."

- Hvordan ser du dig selv som dansker?

"Jeg tænker ikke på mig selv på den nationalistiske måde. I Holstebro har vi været i stand til at opbygge nogle stærke relationer til byen, men vi har bevidst IKKE villet assimilere os."

Barba smiler. Nok er han knyttet til Holstebro, men i praksis rejser han verden rundt for at opsøge beslægtede kunstnere halvdelen af året. Mindst.

Humanisten

- Hvorfor har du netop valgt at kommentere 'Hamlet' med balinesisk dans?

"Fordi den balinesiske gambuh-dans er så raffineret. Den har de fineste detaljer, akkurat lige som Kronborg. Desuden er der to niveauer i gambuh-dans: For det første handler gambuh ofte om en prins, der kæmper, akkurat som Hamlet. Og for det andet, så vil gambuh behage sanserne med skønhed og lidenskab. De to elementer vil jeg gerne kombinere."

- I Shakespeares 'Hamlet' ender alle med at dø til sidst, også Hamlet. Men det gør han ikke hos Saxo. Ender din forestilling lykkeligt?

Barba tager hårdt fat i armlænet.

"Lykkeligt? Nej, tværtimod! Hamlet ender at gøre det værste, man kan gøre - nemlig at dræbe den, der elsker ham. Og han giver sine våben og sin magt videre til et barn, som han kan forme præcis, som han vil. Han erstatter uddannelse, viden og erfaring med en klippefast tro på en magtutopi. Ligesom i Hitler-Jugend!"

Barbas ulastelige skjorte blafrer. Men hans ideologiske overbevisning er humanitær, ikke partipolitisk. Og hans insisteren på at gennemføre denne internationale Hamlet-produktion, Muhammed-krise eller ej, vidner i sig selv om en kosmopolitisk kompromisløshed.

Skønhedsdyrkeren

"I teateret handler det om at åbne sindet hos tilskueren, og det kan man blandt andet gøre med skønhed. Gambuh-dansen er så ufattelig smuk - smuk med den slags skønhed, som er smertefuld at overvære. Det er den slags teaterskønhed, jeg gerne vil skabe: Skønhed med et maksimum af liv - og af død."

- Dine senere forestillinger har alle handlet om død. Hvorfor det?

"Det passer ikke - alle mine forestillinger har handlet om død, helt tilbage til mine første forestillinger som amatørinstruktør i 1950'erne. Når man beskriver døden, bevæger man sig uden for det, der kan beskrives med ord og gennem erfaringen. Den følelse af transcendens søger jeg i mit teater. Men den følelse opstår kun i mødet med stærk kærlighed - 'den lille død' er jo orgasmens kælenavn. Og så opstår transcendensen i mødet med den død, der rammer dig, når du mister et menneske, du elsker."

Han bliver stille, og regnskovens kvækkelyde tager til.

"Jeg skaber teater for at finde ud af, hvem jeg er - og for at give tilskueren en mulighed for at opdage sin egen identitet," siger han så. "I virkeligheden fortæller du altid den samme historie. Du går altid tilbage til de samme sår."

Så lyser han op i sit forførende, hvide smil.

"At være kunstner er at være alene. Kunstneren er den, der fortæller sandheden - og den, der fortæller sandheden, har brug for at være alene. Sandheden er ikke nødvendigvis en provokation eller et angreb. Men sandheden er noget, der er nødvendigt at sige."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu