Læsetid: 4 min.

Her går det godt, her går det godt

28. oktober 2005

Unge mennesker af indvandrerherkomst skal beskyttes imod tvangsægteskaber. Og borgere på kontanthjælp skal gennem økonomiske sanktioner tvinges ud på arbejdsmarkedet. Det var nogle af de vigtigste motiver, der lå bag det seneste politiske forlig om det, der ganske misvisende kaldes integrationspolitikken. Derfor blev der indført den såkaldte 24-årsregel og kravet om særlig tilknytning til Danmark, når et ægteskab skulle godkendes her i landet. Og der blev lagt loft over kontanthjælpen for at tilskynde modtagerne til at søge ud på arbejdsmarkedet.

Ingen af disse foranstaltninger har virket efter hensigten. Som denne avis kunne oplyse torsdag, er mindre end fem procent af de ledige, som har fået skåret i deres kontanthjælp, blevet selvforsørgende. Langt de fleste har måttet indrette sig på de forringede privatøkonomiske vilkår. Resultatet er større ulighed i det danske samfund. De krav, der er knyttet til indgåelse af ægteskab, er blevet omgået af de familier, der har en virkelig stærk motivation, samtidig med, at de har ramt mennesker, der helt efter egen vilje og beslutning ønsker at blive gift.

Det var derfor med god grund, folketingsmedlem Eyvind Vesselbo fra Venstre i søndags i Politiken stillede forslag om, at integrationsminister Rikke Hvilshøj hyrer en gruppe uafhængige forskere til at undersøge, om den gældende lovgivning har haft de ønskede virkninger. Han fastslog ikke, at dette ikke har været tilfældet. Men han udtrykte åbent tvivl om, hvorvidt udlændingelovgivningen lever op til regeringens mål om at forhindre tvangsægteskaber og hjælpe indvandrere og flygtninge i arbejde.

Det var bemærkelsesværdige udtalelser fra en politiker, der igennem årene har været kendt for en hård linje i udlændingepolitikken, og som hele vejen igennem har arbejdet for de stramninger, der skridt for skridt er blevet indført. Gennem mange samtaler med både indfødte danskere og indvandrere har han fået et indtryk af, at 24-årsreglen har omkostninger for mennesker, der - som han siger- "ikke var tiltænkt en rolle i dette spil". Og når mange indvandrere har vanskeligt ved at få et job, kan forklaringen i høj grad findes i danske arbejdsgiveres afvisende holdning.

Det er disse forhold, han ønsker undersøgt af uafhængige forskere. Han mener, at regeringen selv må være interesseret i at få afklaret, om dens politik fungerer som tilsigtet. Venstre-politikeren finder det forkert, hvis regeringen blot siger, at "fordi vi har lavet denne politik, så virker den", og hvis "vi alle går ud i samlet flok og finder alle mulige argumenter for, at det bare er fantastisk godt altsammen". Hvis folk ikke desto mindre i deres hverdag kan konstatere, at det ikke passer, så mister regeringen sin troværdighed.

Eyvind Vesselbos forslag er både relevant og betimeligt. Beskæftigelsesministeriets egne undersøgelser har allerede vist, at loftet over kontanthjælpen har meget begrænset virkning. Og historierne om 24-årsreglens urimelige og utilsigtede virkninger har været mange. Meget kunne altså tyde på, at en revision af den førte politik kunne være påkrævet - også ud fra de mål, regeringen og Dansk Folkeparti selv arbejder efter.

Men de første reaktioner var helt som dem, Vesselbo advarede imod. Rikke Hvilshøj afviste omgående enhver ændring af den gældende politik med den begrundelse, at den virker efter hensigten. Og hun blev hurtigt bakket op af Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, der ikke så nogen som helst grund til at iværksætte en undersøgelse. Hans begrundelse var denne: "Vi ved, det virker. Det er ikke et spørgsmål om teknik, men politik. Vi har indtaget et politisk standpunkt om, at vores udlændingepolitik skal være, som den er. Og den har meget stor opbakning i befolkningen."

Jens Rohde får her i få ord formuleret det armodige grundlag for den gældende udlændingepolitik. Den er rigtig, fordi den er vedtaget af et flertal i Folketinget. Den virker, fordi regeringen har besluttet, at den virker. Og så er der iøvrigt stemmer i den. Den politiske opgave for ham og hans meningsfæller begrænser sig derfor til igen og igen at synge omkvædet om, at "her går det godt, her går det godt".

Det gør det imidlertid så langt fra. I det omfang, udlændigepolitikken reelt har som mål at fremme ægte integration, er den i alt væsentligt slået fejl. Det skyldes ikke mindst, at det politiske flertal fortsat arbejder ud fra forestillingen om, at integration mere eller mindre er ensbetydende med, at "de skal være som os". Derfor bliver flygtninge eksempelvis i de første tre år spredt ud i små lokalsamfund, hvor de som regel lever isoleret, indtil de kan flytte til de store byer for at finde sammen med landsmænd. Samtidig har den politiske retorik fra det selvsamme flertal og i store dele af medierne yderligere uddybet skillelinjen mellem "dem og os".

Som Eyvind Vesselbo så rigtigt siger, så rykker indvandrerne og flygtningene længere væk fra det danske samfund, hvis de dagligt får at vide, at de er et problem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her