Læsetid: 5 min.

Hvor går grænsen?

På et tidspunkt går der inflation i kravene til, hvad de offentlige skuldre skal bære. I moralens navn bliver moralen sat ud af kraft
30. marts 2007

Vi hører det dagligt - gamle, som ikke passes ordentligt, handicappede børn, hvis muligheder for lykke og udvikling forsømmes. Staten gør ikke nok, og de pårørende står i kø og slutter sig sammen for at lægge pres. Ikke blot de dokumenterede, men også de fantastiske behandlinger skal prøves. For ligesom lotto-spil ikke sælger gevinster - de er for usandsynlige - men drømme om gevinst, sælger fantastiske behandlinger ikke sundhed og normalitet, men drømme om mirakuløse gennembrud. Når virkeligheden er sort, er håbet lysegrønt.

I gamle dage var det enkelt. På den smalle kant mellem naturens karrighed og de riges grådighed havde fattige ingen muligheder for at passe de svage. De gamle døde, og de handicappede børn blev sat ud. Dårlig samvittighed kunne blande sig med ønsketænkning, så Hans og Grete fandt deres pandekagehus, overvandt heksen og vendte tilbage med guld og grønne skove.

Balancepunktet

I den modsatte ende af spektret står den fulde behandling. Den drømmer man om, når man er medlem af en forening med fokus på en bestemt sygdom eller handicap. Her er der ingen grænser for hvor mange ressourcer, der bør afsættes. Mange mødre vil ofre alt for et handicappet barn, selv deres normale børns trivsel, og da de ikke kan magte det hele, hverken fagligt, økonomisk eller tidsmæssigt, søger de statens hjælp. Med et stærkt emotionelt fokus skal hver sten vendes.

De hede drømme møder den kulde, som hedder økonomi. Der er grænser for, hvor mange ressourcer som kan afsættes til at passe borgere, der ikke selv bidrager. Intet samfund kan leve af at passe sine handicappede fuldt ud - og hvorfor skal handicappede børn have så mange flere ressourcer end normale børn? Men da hvert liv er unikt og uerstatteligt, er det uforenelige krav, som støder sammen, humanitet og økonomi. Der må findes en balance mellem moral og penge, selv om et menneskes værdighed, som vi ved fra Kant, ikke har noget med penge at gøre.

Mellem den fulde behandling i den ene ende og drabet på handicappede og senile i den anden ende er der mange mellempositioner. En mand som John Stuart Mill, der blev beundret af Georg Brandes og nærmest helgenkåret af Harald Høffding, krævede i 1860, at folk, som ikke betaler skat, unddrages indflydelse på, hvordan statens midler skal fordeles, fordi de ikke vil ikke have nogen barrierer mod overforbrug. Tilsvarende krævede han, at folk på bistand mister deres stemmeret. De bidrager ikke til samfundet og skal ikke have medbestemmelse.

Pligter og rettigheder

Sådanne krav er for længst overhalet af tidsånden. For mange år siden sagde Bent Rold Andersen, at den enorme opbakning bag velfærdsstaten skyldes, at den har overskåret båndet mellem pligter og rettigheder. Når det er almindeligt accepteret, at ingen normal familie kan passe sine syge, gamle og handicappede, må staten tage over. Og i samme øjeblik det sker, behøver familien ikke længere at overveje de økonomiske konsekvenser - de samles i den ubestemte bunke, som hedder 'skat'. Så går der inflation i kravene om, hvad sygehuse, plejehjem og skoler skal levere.

Her står de trængende borgere lykkeligvis ikke alene. Politikere med en stærk sans for, hvad befolkningen - og genvalget - kræver, og eksperter med stærke ambitioner om at se deres domæne vokse er mere end imødekommende. Det skaber en uovervindelig alliance til kamp for mere velfærd.

Mellem alt og intet er der ingen sagligt rigtig grænse. Ligesom der i et fosters udvikling ikke er ét bestemt sted, hvor det er videnskabeligt korrekt at sige, at her går abort-grænsen, er der intet sted, hvor man kan dokumentere, at en bestemt dosis behandling til et handicappet barn er den rigtige. Der er altid mulighed for at yde mere og bedre. Vilkårligheden i enhver grænse bliver synlig for det blotte øje og kan ikke gemme sig bag videnskab og saglighed.

Har myggen krav på liv

Derfor er sådanne grænser politisk glohede - de er, om man vil, stedserøde. Selv om kravene løbende udfordrer de moralske grænser, som har stabiliseret sig i samfundet, fremføres de alligevel som moralske krav.

Det sker ud fra det supermoralske krav om, at alt, hvad der kan gøres for at lindre menneskelig lidelse, bør gøres. Det supermoralske krav forener sig med det teknologiske imperativ om, at alt, hvad er teknisk kan gøres, bør gøres.

Hermed gør det offentlige rum sig løbende mere sensibelt. Antallet af berørte parter, som der bør tages hensyn til, vokser uophørligt. I en håndbog om medicinsk etik kan man læse, at når man skal overveje, om man skal holde liv i alle de for tidligt fødte fostre, som kan overleve, bør man ikke blot tage hensyn til forældre, søskende, plejepersonale og samfund, men også til de børn, som kunne være født, dersom det for tidligt fødte foster ikke blev holdt i et måske handicappet liv. Sagligt er der ingen ende på, hvor moralsk sensibelt et samfund kan gøre sig, dersom det er parat til at betale, hvad det koster. Også myggen har sine krav på at leve. Også græsset har ret til at vokse uden at blive spist eller mast af køer. Og hvad med rosens skrig, når den bliver plukket?

Derfor overgår kravene til den politiske kampplads, som ikke handler om at overbevise med saglige grunde, men om at overtale med retoriske grunde. Her er moralske krav vigtige - "hvor mange lig skal der på bordet", hører man, og "skal det koste menneskeliv," og "når jeg har betalt min skat i mange år". Men de er ikke enerådende.

Selv om krav om velfærd fremføres i moralens navn, sker der samtidig en underminering af moralen. Også folk, som er skyld i deres dårligdom, stiller op i rækken af ofre ud fra princippet om adskillelse af rettigheder og pligter. At være narkoman, drikfældig, overvægtig, spillegal eller storryger er et frit valg af livsform, og har det uønskede konsekvenser, er det ikke de pågældendes egen sag at bære konsekvenserne. Selv folk, som i årevis har brugt ulovlige stoffer for at bringe deres krop i synlig superform, begynder at klynke, når kroppen forudsigeligt svigter.

Så hvem har den stærkeste lobby? Hvem er bedst til i moralens navn at sætte moralen ud af kraft?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu