Læsetid: 4 min.

Hvor går kunsthåndværket hen?

’Biennalen for Kunst-håndværk og Design 2007 – ZOOM’ er den hidtil største udstilling af sin art og kan ses i Kolding for tiden – fordelt på to museer – Trapholt og Koldinghus. Med mere end 220 udstillede værker er det overvældende. Men spændvidden i udstillingen blotlægger også nogle problemer for dagens kunsthåndværk
21. maj 2007

Siden de ældste tider har man kendt til smukt udformet håndværk. Det var dog først med den engelske Arts and Crafts-bevægelse for omkring 150 år siden, at håndværket fik en selvstændig kunstnerisk status. I dag lever kunsthåndværket i et vanskeligt område mellem fri billedkunst og industrielt design.

På den ene side har faget store kunstneriske ambitioner, og på den anden side skal resultatet helst ende som unikke genstande – enten som brugsgenstande eller som noget, der har karakter af pyntegenstande og udsmykning. Men det ligger i ordet, at der er tale om håndværk, og at kunsthåndværkeren selv udfører alt arbejdet i skabelsesprocessen.

I kunstens verden rangerer kunsthåndværket dog ikke højt i det faglige hierarki, hvilket bl.a. afspejler sig i, hvad kunsthåndværk kan sælges for sammenlignet med anden kunst. Og de mange billige industrivarer i en relativ høj kvalitet, gør det heller ikke nemmere at afsætte håndarbejde. Resultatet er, at kunsthåndværkere ifølge undersøgelser af de kreative brancher har nogle af de laveste indkomster i Danmark, nogle tjener mindre end dagpengene.

Det er blandt andet i dette lys, at man kunne vælge at se Biennalen i Kolding. Arrangøren er foreningen Danske Kunsthåndværkere, som har allieret sig med Trapholt og Koldinghus, der i øvrigt ligger ca. fem km fra hinanden, for at realisere det store projekt. Og det må være en kraftanstrengelse for den forholdsvis lille og fattige forening hvert andet år at tage dette initiativ.

I modsætning til tidligere biennaler, hvor der næsten udelukkede blev vist kunsthåndværk, så har komiteen bag, og de to kuratorer – kunsthistorikeren Lars Dybdahl og keramikeren Ole Jensen – i år valgt at lade design få en stor plads. Og i stedet for at opdele udstillingen i forskellige faglige kategorier, såsom keramik, tekstil, smykker m.m. så har man valgt at lave 10 brugsmæssige kategorier: Hjemlighed, visualitet, materialitet, historiefortælling, kroppen, m.fl.

Kommunikationen halter
Resultatet er, at især den forudsætningsløse tilskuer kan have svært ved at overskue præsentationen af de mere end 220 værker og helt forstå sammenhængen. Opstillingen er sine steder ret flot, men andre steder for rodet og sammenpresset. Især de grafiske designs på Trapholt har fået en noget stedmoderlig behandling, f.eks. er nogle af Finn Nygaards flotte plakater placeret 3-4 meter over gulvet i en smal gang.

Det virker som om, at man fra arrangørernes side har ville for meget. En strammere kuratering kunne have bragt udstillingen ned i en overskuelig størrelse, så det hele også kunne være samlet på kun ét sted. Til biennalen er den ene halvdel af arbejderne udvalgt gennem censur og den anden er indbudt, men det fremgår ingen steder, heller ikke i det flotte katalog, hvilke ting, der er udvalgt på hvilken måde.

En stor del af projekterne er flotte og smukke, andre interessante, mens visse er direkte ligegyldige. Blandt det mere klassiske håndværk finder man flotte glasvaser af Line Gottfred Petersen med et særegent rillet mønster i overfladen og Tyge Axel Holms smukt mønstrede drejede træskåle. Også Louise Sass har trykt nogle dejlige stribede stofbaner i kraftige og støvede farver.

Mindre klassisk måske, men til gengæld interessant er 4-5 brillestel i træ af Dennis Marquart og Anders Egelund, og den grafiske tegnestue, Spild af Tid’s, plakater er forfriskende bud på en fornyelse af folkeoplysende information. Guldsmeden Kim Bucks lille smykke Tro, Håb og Kærlighed der inkorporerer korset, davidsstjernen og halvmånen er også et hit, samt et lille hip til tidens religionsdebat.

Det er i yderkanterne af fagligheden at det bliver problematisk. Når kunsthåndværket bliver til forvredne lerklumper (nogle sågar lavet med bind for øjnene) og ironiske amagerhylder, så bliver det svært at tage alvorligt. Og når værkerne prætenderer at ville være fri kunst, så holder det ikke standarden. Kunsthåndværket står stærkest, når det relaterer sig til menneskers liv og levned på en meningsfuld måde – som smykker og tøj der kan bæres, møbler der kan bruges og plakater med et budskab.

Ud fra kunsthåndværkets egne præmisser, giver det heller ikke mening at medtage masseproduceret design, som man har gjort i Kolding i år. Et aggregat til fordring af grise, eller et industrielt fremstillet skilteprogram kan være fremragende design, men koblingen til håndværket mangler.

I princippet er der overlappende zoner mellem håndværk og design, møbelområdet er et af dem. Men her har man valgt at medtage en del projekter, der slet ikke kan siges at ligge i en sådan gråzone, men som falder langt uden for feltet.

Holder bukserne?
Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2007 forsøger at vise en helt enorm spændvidde, fra installationskunst og malerier i den ene ende af skalaen, til emballager og industrielt design i den anden ende.

Spørgsmålet er om bukserne kan holde til at skræve så vidt? Kunsthåndværket har, i en tid med konkurrence fra andre typer formgivning, snarere brug for at redefinere fagligheden og genopfinde sig selv i en moderne kontekst, frem for at udviske fagets konturer yderligere.

Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2007. Trapholt og Koldinghus til 29. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu