Læsetid: 4 min.

Han går jo med slips

Hvad stiller vi op med et statskup, gennemført af en folkevalgt regering?
18. juni 2007

Hvem kan vi forhandle med? Hvem skal vi tale med? Naturligvis skulle vi ha' snakket med Hamas for flere måneder siden. Men vi brød os ikke om det palæstinensiske folks demokratisk valgte regering. Det var meningen, de skulle ha' stemt for Fatah og dets korrupte ledelse. Men de stemte for Hamas, der nægter at anerkende Israel eller følge den mildt sagt tvivlsomme Oslo-aftale. Ingen fra vores side har spurgt, hvilket specifikt Israel, Hamas skulle anerkende. Israel fra 1948? Israel med grænserne fra post-1967? Det Israel, der bygger - og fortsætter med at bygge - enorme bosættelser for jøder - og kun jøder - på arabisk jord, mens de opsluger endnu mere af resten af det 'Palæstina', der stadig er at forhandle om?

Så i dag er det meningen, at vi skal forhandle med vores trofaste politimand, Mahmoud Abbas, den 'moderate', (som BBC, CNN og Fox News kalder ham) palæstinensiske leder. En mand som skrev en 600 sider lang bog om Oslo uden på noget tidspunkt at benytte ordet 'besættelse', som altid refererede til israelsk 'omgruppering' og ikke 'tilbagetrækning', en leder vi kan stole på, fordi han går med slips og besøger Det Hvide Hus og siger alle de rigtige ting. Palæstinenserne stemte ikke på Hamas, fordi de ønskede en islamisk republik - sådan vil Hamas' blodige historie blive fortalt - men fordi de var trætte af korruptionen i Abbas' Fatah og 'Palæstinensisk Autoritets' rådne natur.

Jeg husker, at jeg for år tilbage blev indkaldt til et privat møde med en embedsmand fra PA. Murene i hans hjem var netop blevet gennemhullet af en israelsk tankgranat. Men hvad der slog mig, var de guldbelagte vandhaner i hans badeværelse. Disse haner - eller noget der minder om - var, hvad der kostede Fatah valgsejren. Palæstinenserne ønskede, at korruptionen - den arabiske verdens kræftsygdom - skulle ophøre, så de stemte for Hamas, hvorefter alle vi, de kloge, velmenende folk i Vesten vedtog sanktioner imod dem, at udsulte dem og forfølge dem for at benytte sig af deres stemmeret. Måske skulle vi tilbyde 'Palæstina' medlemskab af EU, hvis de ville være så venlige at stemme på de rette folk? Sådan er situationen over hele Mellemøsten. Vi støtter Hamid Karzai i Afghanistan, selv om der sidder krigs-herrer og narkotika-baroner i regeringen (og, nå ja, vi er for resten meget kede af alle disse uskyldige afghanske civilister, vi dræber i vores 'krig mod terror' i Helmand-provinsens ødemarker).

Vi elsker den gale diktator

Vi elsker ægyptens Hosni Moubarak, hvis tortur ikke er standset med den nylige arrestation af politikere fra det muslimske broderskab uden for Cairo, og hvis præsidentskab er varmt støttet af fru - ja, fru George W. Bush - og hvis efterfølger nærmest med garanti bliver sønnen Gamal.

Vi beundrer Muammar Ghadafi, Libyens gale diktator, hvis varulve har myrdet hans modstandere i udlandet, og hvis sammen-sværgelse om at myrde kong Abdullah af Saudi Arabien gik forud for Lord Blair af Kut al-Amaras nylige besøg i Tripoli - man skal også huske på, at Jack Straw kaldte oberst Ghadafi for 'statsmand', fordi han opgav sine ikke-eksisterende atom-ambitioner - og hvis 'demokrati', vi gladelig accepterer, fordi han er på vores side i 'krigen mod terror'.

Ja, og vi elsker kong Abdullahs forfat-ningsstridige monarki i Jordan og alle Golfens prinser og emirer specielt de, der bliver betalt så meget i bestikkelse af vores våbenfabrikanter, at selv Scotland Yard må lukke deres undersøgelser efter ordre fra vores dybt korrupte premierminister - og ja, jeg kan sagtens se, hvorfor han ikke bryder sig om The Independents dækning af, hvad han malerisk kalder 'Mellemøsten'. Hvis blot araberne - og iranerne - ville støtte vores konger og shah'er og prinser, hvis sønner og døtre uddannes i Oxford og Harvard, ville det være meget lettere at kontrollere 'Mellemøsten'.

Hvad gør vi nu?

For det er det, det handler om - kontrol - og det er derfor, vi ikke lever op til de løfter, vi har givet deres ledere.

Nu tilhører Gaza Hamas, hvad vil vores egne, folkevalgte ledere gøre? Vil vores pontifikater i EU, FN, Washington og Moskva nu være nødt til at snakke med disse ynkelige, utaknemmelige mennesker (vær ikke bange, de vil ikke være i stand til at give et håndtryk), eller bliver de nødt til at anerkende Vestbreds-versionen af Palæstina (den sikre Abbas), og samtidig ignorere det folkevalgte, militært succesrige Hamas i Gaza? Det er naturligvis let at fordømme begge parter. Men det er sådan, vi siger om hele Mellemøsten. Hvis blot Bashar el-Assad ikke var præsident i Syrien (himlen skal vide, hvad alternativet ville være), eller den tossede præsident Ahmedinejad ikke kontrollerede Iran (selv om han faktisk ikke kender den ene ende af et atommissil fra den anden). Hvis blot Libanon var et hjemmeavlet demokrati som vores egne små omegnsnationer - Belgien, f.eks., eller Luxemburg. Men nej, disse irriterende folk i Mellemøsten stemmer på de forkerte, elsker de forkerte, opfører sig ikke som os civiliserede vesterlændinge.

Så hvad gør vi? Støtter en ny besættelse af Gaza, måske? Vi vil med garanti ikke kritisere Israel. Og vi skal fortsat vise vores hengivenhed over for kongerne, prinserne og de utiltalende præsidenter i Mellemøsten, indtil hele området eksploderer lige op i ansigtet på os, og så skal vi sige - som vi allerede gør om irakerne - at de ikke fortjener vores ofre og vores kærlighed.

Hvad stiller vi op med et statskup, gennemført af en folkevalgt regering?

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her