Læsetid: 7 min.

Gåsens forhold til foie gras

Skal EU integreres i den daglige politik, og skal vi finde en bedre måde at lave traktatændringer på, er det afgørende, at civilsamfundet træder til
29. august 2005

Forleden var vi til møde med Statsministeren sammen med de øvrige partier og bevægelser for at drøfte tilrettelæggelsen af den generaldebat om Europa, som EU har besluttet efter nej'erne til forfatningstraktaten i Holland og Frankrig.

Som forventeligt viste mødet, at nej-bevægelserne har tænkt sig at blive siddende i skyttegraven. De vil fortsætte ja-nej-diskussionen i stedet for at tage den politiske debat om Danmarks rolle i Europa. De mener, at støtte til de kommende debataktiviteter skal fordeles ud fra om ansøgeren er ja- eller nej-siger, og ikke ud fra projektets evne til at skabe god debat. Det vil give tiltrængte midler til deres overlevelse.

Mere bekymrende var det, at ja-partierne med statsministeren i spidsen ensidigt slog på, at debatten bør "vendes på hovedet", så den drejer sig om "indhold frem for paragraffer og opgaver frem for traktater". Statsministerens udgangspunkt er åbenbart, at Unionen slet ikke svarer til borgernes ønsker, og at den brede befolkning derfor er rede til en stor debat om, hvilke opgaver EU så i virkeligheden burde løse.

Efter vor opfattelse risikerer debatten at løbe af sporet fra starten, hvis dette er udgangspunktet.

Først og fremmest tager man fejl, hvis man tror, at de vælgere, der ikke ville stemme ja til forfatningstraktaten generelt har appetit på mere information, debat og inddragelse i Europa-politikken. Det burde de måske have, men folk, der beskæftiger sig med EU-oplysning, ved af erfaring, at det ikke er tilfældet. Det er ikke sådan, at vælgerne rykker politikerne for svar på EU-spørgsmål, mens politikerne hellere vil tale om noget andet. Mere EU-debat vil de fleste vælgere opleve ligesom franske gæs oplever deres deltagelse i foie gras produktionen. Modsat gæssene vil vælgerne heldigvis frit kunne løbe skrigende bort.

For det andet er der ikke noget nyt i at "vende debatten på hovedet", så den handler om konkrete problemer og løsninger frem for traktatjura. Det har været regel nummer et for EU-tilhængerne i mange år. Når en ny traktat skal debatteres op til en folkeafstemning, forsøger tilhængerne altid at forklare de konkrete problemer, som traktaten vil skabe grundlag for at løse. I sidste ende er det dog traktaterne, vi tager stilling til, og ikke de konkrete politikker. Det fremmedgørende paragrafrytteri er modstandernes speciale. De forholder sig sjældent til de konkrete udfordringer Europa står overfor, men ynder at vifte med traktatteksterne og læse højt fra de passager, der med juraens uforståelige sprog giver billeder af suverænitetsafgivelse (medbestemmelse) til ukendte myndigheder.

Endelig er der ikke grund til at tro, at de aktuelle problemer med opbakningen til Forfatningstraktaten er udtryk for, at borgerne vil have et andet EU eller en anden dagsorden, som vi så skal diskutere os frem til. Meningsmålinger viser tværtimod massiv opbakning til dansk medlemskab af det EU, vi har i dag. De områder, hvor forfatningstraktaten ville give bedre mulighed for fælles handling, er områder, som vælgerne ifølge meningsmålinger meget gerne ser EU prioritere. Det gælder især bekæmpelse af international kriminalitet og terror samt en styrket rolle for EU på den globale scene. Derimod er det et ofte overset faktum, at EU i tråd med nærhedsprincippet ikke har nogen rolle at spille, når det gælder det meste af det, som ligger øverst på borgernes prioriteringsliste: indkomstskatter, skolepolitik, ventelister og det meste af velfærdspolitikken for at give nogle få eksempler.

Kast dit land ud i krise

Debatten går død fra start, hvis vi tager som udgangspunkt, at vælgerne efterlyser mere debat om EU's konkrete politikker, og at EU's politiske dagsorden ikke i det væsentlige afspejler vælgernes. EU's aktuelle demokratiske problem er ikke så meget legitimiteten af det eksisterende, men derimod opbakningen til forandringer, som foreslås ved folkeafstemninger. Hvad vælgerne her med god grund efterlyser, er en forståelse af og tryghed ved det, som foreslås, og det meningsfulde i den proces de deltager i.

EU er kompliceret. Værre er det, at det i høj grad holdes skjult for vælgerne i hverdagen af politikere og medier, der undgår det kedelige. Og når EU så endelig skubbes helt op på den politiske dagsorden i anledning af en folkeafstemning om en ny tilpasning af traktatgrundlaget, så er processen nærmest hysterisk og ikke meningsfuld, Valget er ikke reelt - stem ja eller kast dit land og kontinentet ud i dyb krise. Protest!

Hvis de kommende måneders debat skal bruges til noget fornuftigt, bør tre spørgsmål stå centralt:

- For det første er der behov for at diskutere, hvordan vi sikrer en bedre forståelse af, hvad det komplicerede EU er for noget. Hvordan fungerer EU som en ramme for politik, og hvordan er vi som vælgere repræsenteret? Hvordan hænger udviklingen af EU sammen med globaliseringen? Man kan ikke tillade sig at bede vælgerne tage stilling til noget så kompliceret som traktatændringer uden at give dem disse grundlæggende forståelsesredskaber til dette.

Mange aktører bør her engageres: Kan skolerne gøre mere? Er politikerne gode nok til at tage ejerskab for det europæiske demokrati og forklare og forsvare de fælles politikker - i stedet for at bruge EU som prügelknabe? Er medierne og især vores public service stationer gode nok til at formidle EU-stoffet? Og hvorledes kan erhvervslivet, fagbevægelsen, oplysningsforbund og bevægelser bidrage mere til oplysningen?

- For det andet er der for det andet behov for at diskutere, hvordan vi til daglig får integreret den alt for skjulte EU-politik i den almindelige politiske debat. F.eks. i forhold til kommunalvalgene til november. En forståelse for EU opbygges bedst gennem løbende daglig formidling. Samtidigt er det ikke meningsfuldt at behandle EU som et separat politikområde, som det ofte sker. De fleste hjemlige politikområder har en EU-dimension, hvor EU sætter rammer for eller supplerer de nationale politikker.

EU er sådan set 'indenrigspolitik', men alt for ofte fremstilles EU som en ekstern aktør og ikke en politisk ramme, vi er indenfor. 'EU truer Danmark' er favoritskabelonen for mange journalister. EU-debat ligner derfor ofte udenrigspolitisk debat, hvor spørgsmålet er, hvad EU gør ved os, og hvordan vi kan tilpasse os dette, og ikke hvad vi kan gøre i EU. Dette skæve billede af Unionen har negative konsekvenser for debatten om traktatændringer. Disse fremstår som løsrevet fra den nationale politiske dagsorden og dermed uden større betydning for det indenrigspolitiske. Derudover giver denne fremstilling medløb for negative, hypotetiske, og ukonstruktive betragtninger om, hvordan nye traktatbestemmelser vil kunne bruges imod os frem for, hvad vi vil kunne opnå med disse. Kom selv med eksemplerne!

- For det tredje bør vi diskutere, hvorledes vi kan udvikle Unionen på en anden måde end den 'danske model', hvor befolkningerne præsenteres for den færdige tekst, efter at EU's regeringsledere har forhandlet den på plads, og Folketinget godkendt den. En model som en række lande ubegribeligt valgte at importere i forbindelse med ratificeringen af forfatningstraktaten. For nationale folkeafstemninger er ikke en meningsfuld måde at inddrage vælgerne på, da der ikke er en konstruktiv mulighed for at sige nej. Det ser vi nu, hvor nej'erne i Frankrig og Nederlandene har kastet Europa ud i dyb krise.

Folkeafstemninger som demokratisk instrument kan i høj grad diskuteres, men er de først introduceret, er de svære at komme af med igen. Da de nu er blevet udbredt på europæisk niveau, er der behov for at diskutere en europæisk løsning på, hvordan man fremover kan udvikle samarbejdet på en konstruktiv og demokratisk måde. Et godt forslag, mener vi, er at lade vælgerne vælge deltagerne i det konvent, der skal udarbejde nye traktater. Vælgerne ville så få indflydelse på processen fra starten. Er der stadig behov for folkeafstemninger, bør der efter vor opfattelse afholdes en samlet europæisk folkeafstemning om det endelige resultat. Derved fjernes de forstyrrende nationale aspekter af afstemningerne - den franske afstemning handlede f.eks. mere om Chiracs upopularitet end om EU - ligesom det udsigtsløse og handlingslammende i at afholde dem serielt over flere år undgås.

Politikere må traske efter

. Politikerne kan ikke gå i spidsen her. Under meningsmålingernes daglige pres er de tvunget til at handle kortsigtet - tale mindst muligt om Europa og holde sig fra synspunkter om, at den nuværende folkeafstemningsmodel måske bør revideres. Civilsamfundets organisationer har derimod en oplagt interesse i at presse Europapolitikken ind på den daglige politiske scene og giver samtidig mulighed for at inddrage borgerne i udviklingen af EU.

Europæiske forbrugere, lønmodtagere, arbejdsgivere, miljøaktivister, dyrevenner og andre organiserede interesser, der har behov for fælles europæiske løsninger, må gå forrest i debatten om, hvordan vi udvikler Europa som en demokratisk politisk ramme. Så må politikerne traske efter, når vejen er ryddet for tabuer og hellige køer.

Denne debat vil ikke kunne engagere flertallet, men den er vital, og den bør være så bred som muligt, så alle almindeligt interesserede støder på den, kan zappe ind og engagere og fordybe sig efter behov.

Erik Boel og Anders Panum Jensen, henholdsvis landsformand og landssekretær for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu