Læsetid: 4 min.

Gadespejl

16. oktober 2002

»Man skal tænke den demokratiske pr0ces som et rum med en dør. På den ene side står danskerne, der skal lukke døren op, så folk med anden etnisk baggrund kan komme ind – og på den anden side står de etniske borgere, der skal tage sig sammen til at gå ind ad den dør og se, hvad det er, der foregår.«

Mohammed Siam, formand for bestyrelsen i boligforeningen Støberigården

VERDEN SPEJLER spejler sig i Holmbladsgade på Amager. Kvarterets 16.000 beboere er en farverig blanding af flere end 30 forskellige nationaliteteter, og så mange som 22 procent har anden etnisk baggrund end pæredansk. Når man dertil lægger, at kvarteret er nedslidt og har et overtal af beboere med sociale og/eller psykiske problemer, ligner det et oplæg til evig ballade.
Men sådan er det ikke. Informations serie om glæder og problemer i forholdet mellem kvarterets nye og gamle beboere har tværtimod givet en fornemmelse af, at samlivet ud fra en hverdagslivsbetragtning går ganske godt. Den irakiske halalslagter, grønthandleren fra Libanon og kioskejerne fra Pakistan driver erhverv side om side med amagerkanske pølsemænd og detailhandlere, italienske pizzabagere og kinesiske og tyrkiske restauratører. Krejlere og kunder af enhver tænkelig herkomst mødes i den lokale bazar: Det Blå Pakhus’ loppetorv på tre etager. Fra stambordene i det 100 år gamle værtshus Café Sommerlyst kan gæsterne nyde deres pilsnere og bajere fra klokken seks om morgenen og glo over på
Café Bizarro på den anden side af gaden, hvor det unge publikum nyder kaffe i sydlandske variationer. Lige om hjørnet i motionscentret i Vermlandsgade kondicykler tørklædeklædte kvinder med kohl-øjne side om side med bleghvide, kronragede mænd.

HVERDAGSKONTAKT mellem udlændinge og danskere er en af de syv målestokke, Indenrigsministeriets tænketank har opstillet for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund. Ud fra andre målestokke er Holmbladsgades succes mindre storartet; det gælder eksempelvis graden af danskkundskaber hos kvarterets indvandrere, deres uddannelsesniveau, beskæftigelse og deltagelse i det politiske liv. I forbindelse med kvarterløftet er der i de senere år blevet postet penge i mangeartede projekter med det formål at rette op på nogle af manglerne. For eksempel blev informationer om et nyt affaldssorteringsystem i et stort boligkompleks oversat til arabisk og tyrkisk, så flertallet af beboerne fik mulighed for at sætte sig ind i sagen. Hvilket naturligvis har gjort det lettere for dem at opføre sig reglementeret.
For eksempel står der nu en blå container fuld af bolde og andet legetøj, som kvarterets børn i alle kulører fornøjer sig med om eftermiddagen. Ud over at have det sjovt, lærer de selvfølgelig at begå sig på dansk.
For eksempel viste en lokal jobformidling, der havde kontor i gadens kulturhus, at det var muligt at få mange etniske arbejdsløse i job, når jobkonsulenterne gav sig tid til at hjælpe dem med at finde vej i systemet.
Samtidig har kvarterløftet skærpet de lokale social- og sundhedsarbejderes opmærksomhed på integrationsproblemerne. Sundhedsplejerskerne er eksempelvis ikke bange for at råde etniske familier til at sende deres unger i daginstitution, så de kan lære ordentligt dansk, før de kommer i skole – med det resultat, at mellem 80 og 90 procent af de etniske børn i Holmbladsgadekvarteret går i børnehave.

HVORDAN DET går med Indenrigsministeriets målsætning om diskrimination, er svært at måle; den føles og f0rmuleres af en 18-årig som, at »man kan lige så godt se i øjnene, at jeg er fremmedarbejder her og fremmedarbejder i Chile«, men er ellers svær at få øje på for udenforstående. Informations reportere oplevede til gengæld, at debatten om ’de fremmede’ har gjort mange tilbageholdende med at sige, hvad de mener. Undskyldende bemærkninger a la – »jah, jeg er altså blevet racist, for jeg mener ikke, de skal have boliger før os andre eller have kontanthjælp, hvis de ikke gider lære dansk og arbejde,« er ikke ualmindelige.
Det er da absurd! Vel er man ej racist, fordi man stiller krav om, at folk skal gøre sig umage for at tilegne sig færdigheder, som er nødvendige for at fungere i samfundet. Vel er man ej racist, når man synes, folk skal lade være med at slå deres børn. Vel er man ej racist, når man synes, at forældre, der forbyder deres 17-årige knægt at gå på Amager Strand, fordi han ikke må se piger i bikini, nok burde have tænkt sig om en ekstra gang, før de forlod deres hjemland.
Den anden side af sagen er så, om det danske samfund har gjort sig tilstrækkeligt umage. Set i Holmbladsgadespejlet er svaret nej: Når så elementære ting som oversættelse af vigtige informationer om boligdemokrati, og en blå container med legetøj er nyskabelser; når to jobkonsulenter i gadeplan kan rokke alvorligt ved de barrierer, der spærrer vejen til arbejdsmarkedet; når lidt flere gode råd end sædvanligt fra sundhedsplejersker kan få indvandrere til at sende deres børn i børnehave – så er det tegn på, at der hidtil er gjort alt, alt, alt for lidt for at invitere de fremmede ind i varmen.

fris & aa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu