Læsetid: 3 min.

Gældseftergivelse

13. juni 2005

Der er ingen tvivl om, at den amerikanske finansminister John Snow havde ret, da han lørdag kaldte G8-gruppens aftale om at afskrive 18 fattige landes gæld på 40 mia. dollar til de internationale låneinstitutioner "et historisk øjeblik". Hans britiske modpart Gordon Brown talte bevægende om, at "280 mio. afrikanere vil vågne i morgen for første gang i deres tilværelse uden at skylde dig eller mig en øre for en gæld, der har forkrøblet dem og deres lande i så lang tid".

Fattige landes gældsbyrde har i 10-15 år virket som en bremseklods for sund økonomisk udvikling og været en skamplet på rige landes samvittighed. Selv om lørdagens aftale indtil videre kun omfatter 18 lande (mindst 20 andre står på listen over kandidater), er det unægteligt et skridt i den rigtige retning. Zambias finansminister Ng'andu Magande illustrerede det smukt, da han bebudede, at besparelsen i hans lands rentebetalinger vil blive brugt til at hyre 7.000 nye skolelærere.

Men den reelle økonomiske besparelse for de 14 afrikanske lande, der omfattes af G8-aftalen om gældsefterlivelse, er beskeden. Det ligger kun lidt over en mia. dollar om året. Hvis de omtrent 40 lande med en ubetalelig gæld på 55 mia. dollar får deres gæld eftergivet, vil det højst frigøre to mia. dollar i rentebetalinger til investeringer i udvikling. Den britiske regerings mål for G8-mødet i næste måned er at skaffe 25 mia. dollar ekstra om året i bistand til landene syd for Sahara.

Der er altså lang vej endnu. Bush har afvist at yde mere end 674 mio. dollar - der allerede var blevet bevilget af Kongressen - i akut nødhjælp til lande på Det Afrikanske Horn. Uden amerikansk deltagelse er det svært at forestille sig, at mere bistand til f.eks. nødvendig forbedring af infrastruktur i afrikanske lande (en forudsætning for tiltrækning af udenlandske investeringer og en bremseklods for mulig kapitalflugt) bliver vedtaget på G8- mødet.

EU-landene blev tidligere i år enige om at hæve deres udviklingsbistand til 0,51 pct. af deres BNP i 2010. Langt størsteparten af disse ressourcer vil gå til afrikanske nationer. Men i betragtning af de store EU-landes budgetproblemer er det tvivlsomt, at de vil leve op til dette løfte, med mindre USA præsterer noget mere. Bush gjorde i sidste uge under sit møde med Tony Blair et stort nummer ud af USA's tredobling af sin bistand. Nuvel, en tredobling lyder imponerende. Men udgangspunktet var lille, nemlig 1,6 mia. dollar om året. Størsteparten af stigningen på 250 pct. (ikke 300 pct.) går til behandling af et par hundredetusinde hiv/aids-syge.

En hel anden men relevant ting er, at Afrika aldrig vil blive integreret i den globale markedsøkonomi uden friere adgang til rige landes markeder. Bistand er fundamental i den udstrækning, at menneskeliv kan reddes fra sygdom og sult; penge investeres i sundhedsforsorg, uddannelse og et socialt sikkerhedsnet samt i en moderne infrastruktur tilpasset det private erhvervsliv behov. Men den egentlige drivkraft må være afrikanerne eget økonomiske initiativ.

Der er i dag mange eksempler på, at det kan afrikanerne lige så godt som asiaterne. Det eneste, de forlanger, er en åbning af rige landes markeder for deres produkter - især for landbrugsvarer. Men en nedtrapning af landbrugssubsidierne står desværre ikke på G8- eller EU-landenes dagsordenen. Så længe vi i de rige lande beskytter os mod afrikanske produkter, vil Afrika derfor tynge vor samvittighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her