Læsetid: 2 min.

Gældseftergivelser er et globalt cirkus

27. februar 2007

Dette er for eksempel tilfældet, når Danmark eftergiver gæld til Nigeria, idet bistanden som bekendt stiger i takt med den økonomiske vækst. Men fratrækker man de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, så faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med 2 procent i forhold til året før.

En noget overraskende udvikling, idet de rige lande samme år besluttede at øge udviklingsbistanden til Afrika med 25 millioner dollars. Faren ved denne øvelse er naturligvis, at EU's befolkninger tror, at Afrika modtager store summer til fattigdomsbekæmpelse - selvom dette langtfra er tilfældet. Rent faktisk går omkring 25 procent af EU landenes samlede udviklingsbistand til gældseftergivelse, men kun en brøkdel af disse frigøres reelt til investeringer i sundhed eller uddannelse.

U-landenes gæld består hovedsageligt af 20-30 år gamle eksportkreditlån, der som hovedregel blev givet med det formål at fremme danske virksomheders eksport snarere end at bekæmpe fattigdom. Samtidig blev lånene ofte givet til militær- og diktatorregimer, som ikke har prioriteret social og økonomisk udvikling for deres befolkning.

Moralsk forpligtelse

Norge er hidtil det eneste land, der har følt sig moralsk forpligtet til at vurdere om tidligere eksportkreditter er legitime og derfor retfærdigvis kan finansieres over udviklingsbistanden. Derfor måtte man sidste år erkende, at eksportkreditlån fra 1970'erne bestående af norske skibsleverancer, snarere sikrede beskæftigelse til en kriseramt norsk skibsindustri end udvikling i verdens fattigste lande. Det burde være indlysende, at en sådan vurdering af danske eksportkreditlåns indvirkning på fattigdomsbekæmpelse er helt afgørende for, om de efterfølgende kan eftergives over udviklingsbistanden. Men en sådan analyse er, aldrig foretaget i Danmark. U-landenes gæld eftergives til den pålydende værdi (altså med renter og renters rente) i stedet for til gældens markedsværdi, der som hovedregel udgør mellem 0-50 procent af den pålydende værdi. Ingen forventer, at gælden vil kunne tilbagebetales fuldt ud, og gældens værdi nedskrives derfor til et mere realistisk niveau. Dette er også normalt tilfældet med u-landenes gæld til Danmark. Men når gælden eftergives over udviklingsbistanden, sker det altid til den pålydende værdi.

Groft sagt kan man sige, at vi overkompenserer os selv, når gælden eftergives. Dette er desværre også praksis i andre rige lande - men det er naturligvis helt urimeligt! Danmark må først sikre sig, at gældseftergivelsen kan retfærdiggøres. Dernæst må gældseftergivelsen ske til markedsværdien, sådan at vi ikke skaber en pengemaskine for den danske statskasse.

I begyndelsen af april skal verdens rige lande diskutere kriterierne for opgørelse af bistand, hvor bl.a. militær humanitær bistand og FNs fredsbevarende operationer er på dagsordenen. I den forbindelse burde Danmark naturligvis arbejde for, at den internationale bistandsstigning til Afrika ikke ender i et gældseftergivelsescirkus, som ikke giver flere ressourcer til global fattigdomsbekæmpelse. Der er naturligvis intet forkert i at eftergive fattige landes gæld. Men det er helt uholdbart, når gældseftergivelsen betyder færre midler til verdens fattigste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her