Den 20. november 1945 i det daværende Leningrad udspillede sig et af det 20. århundredes mest ekstraordinære litterære møder. Dets to hovedpersoner var Isaiah Berlin, dengang 35 år og førstesekretær ved den britisk ambassade i Moskva, og Anna Akhmatova, der på det tidspunkt ansås for den største, nulevende russisksprogede digter - hun var 20 år ældre end Berlin.
Isaiah Berlin blev født i Riga i Letland i 1909, og hans modersmål var russisk. Han tilbragte sine første 12 år i Rusland og studerede siden i Oxford såvel filosofi og litteratur som de slaviske folks historie.
Denne baggrund var forklaringen på, at det britiske udenrigsministerium midlertidigt havde kaldt ham væk fra hans akademiske arbejde på det fornemme, gamle engelske universitet, hvor han allerede havde indlagt sig betydelig hæder, og sendt ham til Moskva.
Da han hørte, at der i det tidligere Sankt Petersborg var mange antikvarboghandlere, opnåede Isaiah Berlin de sovjetiske myndigheders tilladelse til at besøge den by, hvor han havde tilbragt de første fire år af sin barndom. Han indkvarterede sig på Hotel Astoria, og i det første antikvariat han besøgte om morgenen den 20. november fortalte en anden kunde, der også var i færd med at gennembladre gamle bøger, ham, at den store Anna Akhmatova, der stort set var ukendt i Vesten, ikke blot stadig var i live, men boede ganske tæt på i en lille, spartansk lejlighed på Nevskij-prospektet. Da han bemærkede Berlins himmelvendte øjne, tilbød den ukendte at arrangere et møde med det samme.
'Jeg er forelsket'
Mødet faldt i to dele. Den første på den tidlige eftermiddag blev afbrudt af tilråb fra journalisten Randolp Churchill, søn af den britiske premierminister, som netop ankommet til Leningrad og Hotel Astoria, der havde hørt, at hans gamle universitetsven Berlin, som han ikke havde set i årevis, befandt sig i samme by og bygning. Nu var han begyndt at råbe Berlins navn, og Berlin var nødt til at gå nedenunder, forsøge at slippe af med Churchill igen og undskylde over for Akhmatova, med hvem han traf en ny aftale kl. ni samme aften. Det er muligt, at de tragiske konsekvenser denne dags møde skulle få for hende blev forværret af den larmende afbrydelse fra Winston Churchills uforstandige søn.
Den anden del af mødet begyndte efter mørkets frembrud i Akhmatovas dystre lejlighed, hvor der ikke desto mindre stadig hang det portræt, Modigliani havde malet af hende i Paris mange år tidligere. Mødet sluttede først 12 timer senere den næste morgen, da den unge intellektuelle vendte tilbage til Hotel Astoria, euforisk udbrydende: "Jeg er forelsket, jeg er forelsket!"
Strømme af blæk er udgydt på spekulationer om, hvad der mon skete i løbet af denne lange nat i den lille lejlighed i Sheremetov-familiens hensmuldrende barokpalads, hvor Anna Akhamtova boede. Vidnesbyrdene fra de to hovedpersoner er ufuldstændige og vage, og dette har indhyllet episoden i mystik og antændt de mest fantastiske hypoteser. At de har elsket fysisk med hinanden må vel anses for udelukket, men at en stærk følelse af ægte lidenskab opstod imellem dem og kom til at præge deres liv siden hen er givet.
Enorm popularitet
Den, som ser ud til at have leveret den mest detaljerede beskrivelse af denne nat, er György Dalos, en tysksproget ungarsk forfatter, som har viet emnet en hel bog, der er udkommet på engelsk med titlen The Guest from the Future. Titlen stammer fra den kryptiske måde, Anna Akhmatova omtaler Isaiah Berlin i de digte, hun skrev og som refererede til dette møde og indgår i hendes digtsamling Cinque.
På et tidspunkt i løbet af natten i det værelse, hvor de talte sammen, indfandt Lev Gumiljov, Akhmatovas søn, sig og tilbød Berlin nogle kogte kartofler - det eneste måltid, der blev spist under den lange samtale. Anna og hendes søn (som for nylig var kommet hjem fra en koncentrationslejr, og som, på grund af denne nat, snart skulle vende tilbage dertil) levede under ekstremt nødtørftige forhold på grund af den alvorlige mangelsituation, Sovjet endnu befandt sig i et halvt år efter krigens afslutning foruden den tilstand af halv-unåde, som poeten (hun brød sig ikke om at blive kaldt 'poetesse') var endt i. Hendes store ry daterede sig tilbage til før revolutionen og var vokset yderligere i årene efter den. Men siden de store udrensninger af intellektuelle i 1930'erne blev hun kun lige akkurat tålt, sjældent offentliggjort og i så fald stærkt censureret. Trods alt dette var hendes popularitet enorm. Hendes digte cirkulerede som løse blade og blev kopieret og lært udenad af millioner af mennesker. Hendes første mand, Levs far, var blevet henrettet, anklaget for at konspirere imod Sovjet-regimet.
Der kan ikke herske tvivl om, at der den nat blev udgydt mange tårer. Akhmatova græd, imens hun reciterede sine digte, og når hun talte om Pusjkin, Dostojevskij, Kafka og andre elskede forfatterkolleger. Og tårerne løb ned ad hendes kinder, efterhånden som hun, i en trancelignende tilstand, åbnede op for sine minder, og over for Isaiah Berlin udfoldede sin barndom, den nu forsvundne verden, hvori hun voksede op, og de lidelser hun var blevet kastet udi gennem sine seneste mange år. I det essay, han skrev om den nat, Personligt indtryk, tilstår Isaiah Berlin, at han, (der ellers var reserveret som nogen) også havde blottet sine inderste tanker og følelser over for Akmatova i en grad, som han aldrig nogensinde havde gjort før eller skulle komme til at gøre siden over for nogen anden.
Det var ikke blot den russiske digters litterære geni, der forblændede Berlin. Det gjorde også den ekstraordinære personlighed hos denne kvinde, hvori en udsøgt og yderst feminin sarthed sameksisterede med en jernvilje til at ville modstå alle lidelser uden at bryde sammen, skønt hun var fuldt ud klar over, at det land, hun boede, og som hun trods alt elskede over alt andet og havde besluttet sig for ikke at forlade, aldrig ville kunne give hende nogen fred eller tryghed.
Idealiserede Vesten
Hvad var det omvendt ved Isaiah Berlin, der i den grad betog Akhmatova? Frem for alt det russiske, han talte, som var så raffineret, dannet og traditionelt, og hans omfattende viden om de bøger, forfattere og digte, som det nye Sovjet-samfund havde forkastet som burgøjserbras. Hvortil naturligvis kommer det kendskab til hendes eget værk og den hengivenhed for samme, som han udviste. Og den kendsgerning, at han kom fra det Vesteuropa, der - som Berlin siger - af alle sovjetiske intellektuelle i deres klaustrofobiske indestængthed bag de lukkede grænser og den censur, der isolerede dem fra deres kolleger i Vest, blev idealiseret på måder, der både var sindrige og storslåede.
Blev der aflagt gensidige løfter? Skulle et eller andet langsigtet projekt binde begges liv permanent sammen? Meget kunne tyde på det og på, at i al fald Akhmatova tænkte sig, at denne nat ville blive begyndelsen på et langt og intenst forhold.
Men tingene går i denne verden ikke altid, som digterne ville ønske sig, og så meget desto mindre da i Stalins rige. Sidstnævnte, som snart modtog detaljeret underretning om det lange møde, bemærkede kort efter til den berygtede Zhdanov, Sovjetunionens øverste kommissær for kulturelle anliggender:
"Nå, så vores lille nonne får besøg af britiske spioner - hvad har De at sige til det?" Øgenavnet 'den lille nonne' havde hun fået af kommunisterne på grund af den spiritualitet og religiøse atmosfære, der gennemsyrede så megen af hendes poesi. Herefter var Anna Akhmatovas skæbne beseglet.
Miskreditering
Sovjetmyndighederne skulle over de næsten 15 år ikke tillade hende at udgive en eneste bog, ligesom alle litterære tidsskrifter var lukkede for hende. Aldrig igen skulle hun få lov til at recitere digte offentligt i sit hjemland. Nogle oversættelser, hun lavede, blev udgivet, men ikke under hendes navn. Hendes søn Lev blev igen interneret og måtte friste en ussel skæbne i Sibiriens Gulag i yderligere 13 år.
Men lige så grum var den miskrediteringskampagne, som Sovjetunionens kommunistparti iværksatte imod hende, og som strakte sig over flere år. Den begyndte med en resolution fra Centralkomiteen præsenteret af kommissær Andrej Zhdanov, hvori han kaldte Anna Akhmatova for en "nonne og en luder" og beskyldte hende for illoyalitet, obskurantisme og forræderi imod Sovjets idealer.
György Dalos har forsket i den myriade af fornærmelser, forhånelser og bandbuller, der øjeblikkelig nedkaldtes over Akhmatova i hele Sovjetunionen signeret af regimets skarer af servile, inferiøre statspoeter og intellektuelle eftersnakkere. Hvordan kunne denne hånede kvinde udholde de følgende års ensomhed, frygt, trusler og personforfølgelse? Utvivlsomt i kraft af det stålsatte temperament, som Berlin siger, var tydeligt at fornemme under hendes høflige og elegante manerer. Det mest slående er, hvordan hun i løbet af disse år havde åndskraft til i sit hoved at digte (så der ikke kunne være noget nedskrevet, der faldt i KGB's hænder) stroferne til Mødet - det digt, som med en formulering af Joseph Brodsky (en af hendes disciple) skulle blive "et af de mest storslåede vidnesbyrd om åndelig og digterisk modstand imod stalinismens tyranni."
Det sidste møde
Atter vendt tilbage til Storbritannien forsøgte Isaiah Berlin i årevis igen at tage kontakt til Anna, men uden held. Da han anmodede den britiske ambassade i Moskva om hjælp, svarede man her, at netop på grund af den vanskelige situation, forfatteren var havnet i, var det i hendes egen bedste interesse, at man afstod fra at gøre forsøg på at kommunikere med hende. 11 år efter dette møde - "det vigtigste i mit liv", skulle Berlin skrive - vendte han i 1956 tilbage til Moskva og forsøgte med sin ven Boris Pasternaks mellemkomst at få et nyt møde i stand med Anna Akhmatova. Hun bad ham dog om ikke at besøge sig og ville kun gå med til tale med ham i telefonen, således at regimets spioner kunne forvisse sig om, at der i deres samtale ikke var noget, der kunne bringe det sovjetiske proletariats sikkerhed i fare.
Det mødtes endnu engang, i England, under 1960'ernes kortvarige tøbrud. I 1965 havde Isaiah Berlin og andre professorer arrangeret, at den store digter blev tildelt en æresgrad ved Oxford, og formået myndighederne i Moskva til at give hende udrejsetilladelse. Men gensynet, 20 år efter hin nat i Leningrad, blev temmelig koldt og tilsyneladende meget smerteligt for Anna Akhmatova. Det siges, at hun efter at have kigget sig rundt i den overdådige villa, Headington House, hvor Isaiah Berlin residerede med sin kone Aline, en velhavende fransk kvinde, tørt skal have udbrudt: "Ser man det. Fuglen er blevet lukket inde i et gyldent bur."
© Mario Vargas Llosa, El País Internacional og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
