Læsetid: 4 min.

Gæt et parti

Fremtidens velfærd løses hverken ved at sende flere eller færre penge. Der skal et helt nyt Danmark til.
7. april 2006

Kære læser, drop sudukoen og gør Dem i stedet klar til dagens quiz. Hvilket parti står bag følgende politik?

- Afskaf skattestoppet og lad skatterne stige med pristalsreguleringen, så alle offentlige budgetter ikke udhules med to-fire pct. om året.

- Lav en ny fordeling af skattebyrden, så de rigeste boligejere og erhvervslivet betaler mere, mens skatten på arbejde sættes markant ned til fordel for de svageste i samfundet.

- Brug det øgede økonomiske råderum til en massiv social satsning i vuggestuer, børnehaver og socialforvaltninger samt et bedre miljø - og drop ligegyldigt valgflæsk som nedsættelse af takster i daginstitutionerne, plejehjemsgaranti og efterløn til dem, der kan selv.

- Afskaf starthjælpen og loftet over kontanthjælp og hæv dagpengesatsen i de første tre måneder, så nye arbejdsløse har ro til hurtigt at finde nyt arbejde. Sørg til gengæld for, at man skal starte på en uddannelse, når man har været arbejdsløs i to et halvt år, hvis man vil fortsætte med at modtage dagpenge. Sats i det hele taget massivt på efteruddannelse.

Opgør med velfærdsstat

Hvilket parti mon vil kæmpe indædt for dette program i forhandlingerne om fremtidens velfærd?

Kunne det være Socialdemokraterne? Nå nej, Socialdemokraterne vil jo fastholde skattestoppet og ønsker ikke at genere boligejerne.

Kunne det så være Enhedslisten eller SF? Nej, begge partier stemmer for regeringens nedsættelse af taksterne i daginstitutionerne for de 75 procent rigeste danskere, der dermed får foræret en milliard kroner om året. Samme partier stemmer også for regeringens forslag om en plejehjemgaranti og kæmper for at bevare en efterløn, der kan sikre velfungerende og veluddannede ældre en reel pensionsalder på 60, selvom der er desperat brug for deres arbejdskraft til at kunne fastholde velfærdssamfundet. For de svageste.

Jamen, hvilket parti er det da så? Kunne det være Dansk Folkeparti? Nej, vel? Dansk Folkeparti får godt nok en ekstra sjat penge til de ældre hvert år, men ellers støtter partiet både skattestop og valgflæsk. Især hvis det kan ske på bekostning af marginaliserede indvandrergrupper. Og V og K er det slet ikke.

Partiet hedder Det Radikale Venstre, og de radikale er tilsyneladende de eneste, der er klar til at tage det grundlæggende opgør med den del af den danske velfærdsstat, der har spillet fuldstændigt fallit og udfordre den kendsgerning, at næsten en million voksne danskere er sat uden for arbejdsmarkedet.

Det ironiske i situationen er, at alle partier faktisk er enige om, hvor skoen trykker: Fremtidens velfærd er uløseligt knyttet til at få flere mennesker i arbejde, både af økonomiske og menneskelige grunde. Enigheden hører til gengæld helt op, når man diskuterer, hvordan det så skal ske.

Venstrefløjens vigtigste bud går ud på, at der skal bruges flere offentlige kroner på højere overførselsindkomster og øget offentligt forbrug, der kan samle flere arbejdsløse mennesker op. Det er en sympatisk tankegang, men den har to problemer. For det første virker den ikke. For det andet ville den ikke løse problemet, hvis den virkede.

Venstrefløjens strategi virker ikke, fordi problemet ikke kun er mangel på arbejde, men også mangel på arbejdskraft. Det egentlige problem er, at den arbejdskraft, der efterspørges, ikke er den samme, som der er til rådighed. Det problem løser vi ikke ved at udvide antallet af offentlige arbejdspladser. For selv hvis en kraftig udvidelse af den offentlige sektor fik virkning på beskæftigelsen, ville den kun løse halvdelen af problemet.

Manglen på arbejdskraft ville samtidig blive endnu mere udtalt i den private sektor, hvilket ville give alvorlige problemer for samfundsøkonomien.

Desværre er regeringens velfærdsudspil endnu mere udsigtsløst. Der er tale om 80 procent stramninger og 20 procent bureaukrati. Højrefløjens bud på, hvordan vi får flere i arbejde, er i korthed at tage flere penge fra de folk, der er arbejdsløse.

Det helt store problem ved denne tilgang er, at den i virkeligheden kun retter sig mod det lille mindretal, der officielt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er med andre ord ingen socialpolitisk tænkning i regeringens rækker. Derudover er det stærkt tvivlsomt, om endnu flere pisk vil have nogen som helst effekt på modtagere af dagpenge og kontanthjælp, der ofte kæmper med andre problemer end lige arbejdsløshed. Det er just grunden til, at de radikale i stedet foreslår at droppe kontanthjælpsloftet og starthjælpen.

Den vigtigste nøgle til at stoppe tilgangen til gruppen af udstødte er en massiv sænkning af skatten på arbejde, ikke mindst for de lavest lønnede. Kun derved kan vi få skabt en helt ny privat servicesektor i Danmark, så ganske almindelige danskere igen begynder at købe ydelser af hinanden, i stedet for at brænde pengene af på flere nye samtalekøkkener og trivselsbadeværelser. Dermed skabes et helt nyt arbejdsmarked til dem, som vi ikke umiddelbart kan videreuddanne ind i en af de ledige stillinger. Dermed får vi skabt arbejde til alle hænder og hoveder i landet.

Løsningen på Danmarks sociale problemer og sikringen af fremtidens velfærd handler hverken om at sende flere eller færre penge. Løsningen er at tænke i et helt nyt samfund, hvor vi både satser på at uddanne flere til at tænke kreativt og visionært, og samtidig skaber en servicesektor, der kan give jobs til den store gruppe af mennesker, der ønsker at leve af håndens arbejde.

De to ting er ikke modsætninger. De vil i stigende grad blive hinandens forudsætninger og garanten for, at Det Kreative Danmark kan hænge sammen både økonomisk, menneskeligt og socialt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu