Læsetid: 3 min.

'Gahazala-dommene vil virke præventivt'

Den norske ekspert i æresdrab, Unni Wikan, er ikke i tvivl om, at dommen over Ghazala Khans familie vil medvirke til, at lignende sager kan undgåes i fremtiden
30. juni 2006

Unni Wikan, antropolog og ekspert i æresdrab, er ikke i tvivl om, at de hårde straffe til ni familiemedlemmer for drabet på den 18-årige Ghazala Khan vil virke præventivt.

"Dommen over Ghazala Khans familie er ikke alene historisk og opsigtsvækkende. Det er efter min mening det eneste rigtige udfald," siger Wikan.

Hun har på Oslo Universitet i flere år beskæftiget sig med æresdrab i en europæisk sammenhæng og mener, at dommene vil få betydning for fremtidige lignende sager i hele Europa.

"Det helt afgørende er, at retten afsagde en hårdere dom over faderen end over broderen, der var den, der faktisk udførte mordet. Dermed har man sendt et klart signel om, at den, der træffer beslutningen om at begå forbrydelsen, også skal bære det tungeste strafansvar. Det vil uden tvivl have en præventiv effekt og modvirke at familiens overhoved bruger sin magt til at skubbe ansvaret fra sig," siger Unni Wikan.

- Men kan man overhovedet tale om præventiv effekt, når det gælder denne type sager? Hvis man er indstillet på at dræbe sit eget barn, er det så ikke mindre vigtigt, om man får fem år eller livstid?

"Jeg mener godt, at man kan tale om en præventiv effekt, især tror jeg, at vil blive uhyre vanskeligt for en familie, der har planer om at dræbe et familiemedlem at finde medhjælpere. Når selv folk, der har haft perifære roller i drabet på Ghazala Khan bliver idømt hårde straffe, vil det få folk til at tænke sig om en ekstra gang," siger Wikan, der også mener, at det vil få betydning for, hvor meget indvandrermiljøerne i fremtiden vil reagere på rygter.

"I den pågældende sag er der ingen tvivl om, at der var mange i det pakistanske miljø i København, der havde kendskab til, at pigen var i fare, men de valgte at tie. Jeg tror, at vi i fremtiden vil se en mere aktiv indsats fra forskellige grupper og organisationer inden for miljøerne," siger Unni Wikan.

Norge var det første land, der kriminaliserede tvangsægteskaber, og hun mener, at erfaringen viser, at det har styrket samarbejdet mellem indvandrermiljøer og myndighederne.

"Efter en sag i Drammen, hvor en tyrkisk familie blev dømt for at tvinge datteren til at blive gift, så vi, at den lokale tyrkiske forening begyndte at henvende sig til politiet i lignende sager. Vi ser allerede en tendens til, at det også har betydet en nedgang i tvangsægteskaber. " konkluderer Unni Wikan.

- Der har været hård kritik af politiets manglende respons på Ghazala Khans bøn om hjælp, og noget tyder på, at det er et generelt problem. Hvordan bør politiet og myndighederne reagere på den slags sager ?

"Det danske politik er bestemt ikke alene om at være dårligt forberedt. Vi har set ligende sager i både Sverige og Norge. Men jeg tror, at den megen omtale om denne sag betyder, at de vil reagere hurtigere næste gang," siger Unni Wikan, der understreger, at politiet skal være forsigtige med at fare for hårdt frem.

"I den her type familer er det en alvorlig ydmygelse at blive kontaktet af politiet. Hvis der er mistanke om, at et ungt menneske er truet, bør man sørge for den umiddelbare sikkerhed og så bør politiet trække sig lidt tilbage og lægge det over til specialiserede socialarbejder, der kan fungere som mæglere i familen. Det kan ikke klares inden for vores almindelige retsvæsen," siger Wikan.

- Danmark har indenfor de senste år været i det internationale søgelys på grund af vores behandling af etniske minoriteter. Er de lange straffe et tegn på, at den hårde linje mod netop denne gruppe også har sneget sig ind i retssalene?

"Nej, det mener jeg slet ikke. Jeg er sikker på, at vi kunne se samme hårde straffe i en norsk retssag. Sagen er unik, fordi der er blevet lavet et så grundigt politiarbejde og derfor fremskaffet et stort bevismateriale. Jeg syntes, at denne sag er ren og klar jura," konkluderer Unni Wikan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu