Læsetid: 5 min.

Den gale stræben i Gladsaxe

Asger Liebst har valgt den sjoveste, mest subjektive og mest givende måde at fortælle lokalhistorie på, et enkelt sted smagløst, men generelt så spænd-ende fortalt, at bogen i den grad afkræfter tesen om, at der intet sker i forstæderne
1. november 2006

Asger Liebst fastsætter Gladsaxes fødsel til den utrolige dag i 1962, hvor Juri Gagarin trådte ud af den sovjetiske ambassade på Østerbro i København og satte sig ind i en skinnende hvid Oldsmobile Dynamic 88 Convertible sammen med sin ulykkelige staffagehustru og satte kursen nordvest mod Gladsaxe Idrætspark.

Året før havde han været i 108 minutters kredsløb om kloden, hvilket afstedkom en verdensomspændende hyldest - selv fra højreorienterede socialdemokrater som Erhard Jakobsen - og fik mødre i øst og vest til at døbe deres sønner efter rumhelten, der også blev modtaget af kongen, dronningen og kronprinsessen på Amalienborg. Alle bøjede sig for den kommunistiske kosmonaut.

"En fremmed, der kom langvejs fra og ikke beherskede mere end et par ord på dansk, ville lige om lidt forløse Gladsaxe," skriver Liebst i sin levende og dybt underholdende krønike om forstaden, der forandrede Danmark, fordi den gik foran de andre, og fordi visse af dens borgere senere kom på afveje, så det kunne mærkes på resten af landet. Gagarin gik ud på det våde græs og frem mod Birthe, en blond skolepige i hvid gymnastikdragt. Han fæstnede kosmonaut-nålen til hendes bryst. Stadion jublede. Gladsaxe fandtes selvfølgelig inden denne mørkegrå, våde septemberdag, men kun på papiret som et fælles navn for Bagsværd, Buddinge, Mørkhøj og Søborg, ikke i folks hjerter. Gladsaxe Kommune var et ikke-sted, en strimmel land med pæne gulstenshuse i udkanten af København. Der manglede samling, stil og formål. Russeren kom forbi med storhed og stolthed, og borgmesteren skaffede resten: vækst og opsving på højt niveau med tv-tårne og biblioteker, fabriksområder, højhuse og teater, friluftsbad, kirker, isbane. Erhard trådte speederen i bund.

Den dag var han ikke en gang til stede på stadion, han var med en 11 mand stor delegation rejst til verdensmesterskaberne i kaproning i Luzern for at se på rosportsanlæg og fik gaflet verdensmesterskaberne til kommunen det følgende år. I sin fortravlede glæde over det hele og alle de nye penge, kaldte han konservative og gammelrige Søllerød for stillestående. Det sure svar derfra lød "Selvgladsaxe".

Formålet med Gladsaxe var vækst og dens drivmiddel galde. Af vejen med de kulturradikale. Af vejen med klassisk tilbageholdenhed. Af vejen med de røde lejesvende og med Bagsværds mølædte bymidte. Hellere et højhus end en stråtækt smedje. Hellere bil end cykel. Hellere et stort fjernsyn end et lille.

Optur og nedtur

Der er mange måder at skrive lokalhistorie på, og Asger Liebst har valgt den sjoveste, mest subjektive og i mine øjne mest givende ved at se stedet som et sindbillede på tressernes optur (1958-73) og den efterfølgende nedtur med forrygende tømmermænd, populister, bombemænd og Centrum Demokraternes endeligt.

Bogen er delt i to, optur og nedtur, og hans tese er, at opturen såede frøene til nedturen, og at netop Gladsaxe landede ekstremt hårdt. Der er ikke tale om lokalhistorie, som vi kender det med endeløse og stærkt forglemmelige oplysninger om bygninger, vejføringer og årstal, men en tolkning af Gladsaxe som et resultat af menneskers færden og personlige ambitioner.

Han følger en håndfuld af forstadens mænd og kvinder og deres stakkels, forsømte børn og sætter dem til at spille en tragedie om Gladsaxes storhed og fald parallelt med deres egen historie. Der er den uomgængelige Erhard Jakobsen, men også mange andre, herunder et udfoldet portræt af den maniske supersælger Frank Mogensen med radioforretningen på butikstorvet, der svulmer op til en millionforretning, så manden stiger til toppen og velhaverkvarteret med kometfart og falder så tungt, så tungt. Hans ærgerrighed, galde og afmægtighed ender med at tage livet af ham og efterlade børnene som fremmede. Det er lige før Asger Liebst anklager Erhard for at gøre det samme over for Mimi Jakobsen. Hvis hun skulle i kontakt med sin far, måtte det foregå i politik eller slet ikke. Derfor trådte hun ind i det politiske familiefirma Jakobsen, og derfor er hun i forfatterens optik et typisk barn af det grådige Gladsaxe, hvor opturens børn i den grad ryger af i svinget. Senest for seks år siden, hvor en 44 år gammel mand slog sine kone og tre døtre ihjel, fordi han ikke havde råd til at sidde i villaen ved Bagsværd Sø eller lade børnene gå på Bagsværd Kostskole. Politiets teori er, at manden blev sindssyg ved tanken om at tabe ansigt. Hellere miste livet endt tabe ansigt.

Smagløs iscenesættelse

År tidligere indrulleres andre børn af Gladsaxe i Blekingegadebanden, og her bliver Asger Liebst smagløs i sin dramatiske iscenesættelse, da han sætter læseren til at gætte, hvilke af hovedpersonernes børn, der endte i den bande forbrydere, der slog en politimand ihjel på Købmagergade i 1988. Var det fjernsynskongens fortabte søn? Var det bombemanden fra Gladsaxe, der efter fem år i fængsel krævede hævn, eller var det ægteparret Larsens søn, der havde spændt sig op mod forældrenes omklamrende humanisme?

Jeg bryder mig ikke om, at han bruger et stadig uopklaret og traumatisk mord på en ung betjent til et teknisk greb i underholdningen. Det er heller ikke nødvendigt, for historierne bærer så rigeligt sig selv. De er rent ud fantastiske, og Liebst går hele vejen. Han æder ikke bare myter og halve sandheder, men efterforsker dem konkret og præcist og afliver en hel dem af dem. Hvor befandt fjernsynskongen sig egentlig under besættelsen (ikke på den adresse, han har opgivet, for der var slet intet hus)? Og hvorfor optrådte hans hustru, der kom i Folketinget for Erhards parti, på forsiden af BT med en historie om, at hun og manden havde reddet deres søn fra narkohelvedet, når sønnen aldrig havde været narkoman, men det tværtimod var hans far Frank, der var på piller? En andet spørgsmål trænger sig på for denne anmelder: Hvorfor hører vi hele tiden, at der ikke sker et hak i forstæderne, når der udspiller sig det ene storladne drama efter det andet? Det her er real life romanstof fra sovebyen, der overhovedet ikke sover, men stræber som en gal. Man behøver ikke være spor interesseret i Gladsaxe for at sluge bogen, men hvis man er, er der i hvert fald ingen vej udenom.

* Asger Liebst: Drømmen om Gladsaxe. En krønike om forstaden der forandrede Danmark. 240 sider. 299 kroner. Gyldendal.

Pernille Stensgaard er journalist på Weekendavisen og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu