Læsetid: 2 min.

Galleri Hornsleth

26. august 2006

KUNSTNEREN Kristian von Hornsleth har engang lavet en pornofilm, hvor skuespillerne ikke måtte stønne, men kun råbe producentens navn: "Hornsleth, Hornsleth, Hornsleth". Pointen overlades det trygt til kunst-historikerne at få noget ud af, for hvad ved bønder om agurkesalat? Men excentrisk og egomanisk forekommer det for den udenforstående.

Det samme kan siges om kunstnerens seneste stunt, hvor han har doneret en mængde geder og grise til indbyggerne i en ugandisk landsby. Det eneste, de skal gøre til gengæld, er at antage hans efternavn. Bytteforholdet går strygende. 307 indbyggere har allerede fået lavet nye identitetskort med danskerens navn, som hvis det står til manden selv også skal ende med at være byens navn. "Hornsleth Village Project" er værkets titel.

Selvpromoverende, forargeligt, groft. Indtil videre har reaktionerne fra bistandskant først og fremmest kredset om de forargelige sider ved den danske kunstners happening, dog skal det retfærdigvis siges, at nogle bistandsfolk rent faktisk har rost ham. Han promoverer sig selv og sit eget navn, mens han ansvarsløst udnytter den afrikanske landsbys sociale situation og fratager beboerne deres identitet, lyder kritikken. Medierne har heller ikke hævet sig over dette niveau.

HVIS KRISTIAN VON HORNSLETH i processen er selvoptaget, er han ikke den første kunstner, der er det. Men der ender opmærksomheden og debatten, og det forhindrer, at man ser, hvad det egentlig er, manden peger på.

Kunstens rolle er blandt andet at sætte virkeligheden på spidsen og udstille iøjnefaldende urimeligheder og uretfærdigheder. Og glemmer man et øjeblik alt om Hornsleths mulige excentricitet og selvoptagethed, så er der en mening bag, som kan skabe lige så meget bevidsthed som nok så mange avisledere om strandede WTO-forhandlinger.

ALT SIGES AT VÆRE TIL SALG, hvis prisen er den rigtige. Kunstneren vil med den usædvanlige handel mellem sig selv og landsbyen påpege det urimelige bytteforhold, der i den virkelige verden består mellem os og dem.

Her giver EU og de øvrige vestlige lande med den ene hånd u-landsbistand til kontinentet, mens man med den anden gør alt, hvad man kan, for at fastholde toldsatser, landbrugsstøtteordninger og en række andre barrierer, der kan beskytte vore markeder og landbrugsprodukter, som vi til gengæld gladeligt afsætter i Afrika. Endnu et urimeligt bytteforhold.

Som Hornsleth sagde i Information i går, ved landsbyens beboere godt, hvorfor de ikke længere arbejder på kaffeplantagen. De har viden om de globale mekanismer, der rammer dem. At underkende det, som blandt andet Folkekirkens Nødhjælp har gjort, er i virkeligheden at underkende dem.

Måske ved de endda, at de er med i et værk, og det holder det først op med at være, hvis det ikke pilles ned igen, når udstillingen er forbi. Og dermed ville han ikke være alene om kun at promovere sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her