Læsetid: 4 min.

Hvad er der galt i Centraleuropa?

Politisk ustabilitet, populisme, polarisering og folkelig mistro - Polen, Tjekkiet og nu også Ungarn er blevet EU's problembørn
28. september 2006

Kaczynski-brødrene til magten, kold krig mellem Polen og Tyskland, masseudvandring af unge, regeringskriser, politisk skakmat i Tjekkiet, sanktioner over for den ny regering i Slovakiet, revolutionære tilstande i Ungarn - hvad er der galt i det ellers så fredelige Centraleuropa? Lige nu tyder meget på valg i utide i Polen, Tjekkiet og Ungarn.

I Polen førte valget i 2005 til markant svækkelse af Venstrealliancen SLD, der gik fra 42 til 11 pct. af stemmerne. Polen i dag er ikke længere opdelt i et politisk højre kontra venstre, men i et Polska Solidarna ('Det solidariske Polen') over for Polska Liberalna ('det liberale Polen').

Kaczynski-tvillingerne og deres Lov og Retfærdighedsparti står som repræsentanter for det solidariske, Borgerplatformen for det liberale Polen. I meningsmålingerne står de tæt på hinanden, og ved et nyvalg vil regeringsspørgsmålet formentlig afgøres af, om PiS eller Borgerplatformen har de stærkeste støttepartier.

Før valget i 2005 var det ventet, at de to partier ville nå et kompromis og danne regering sammen. I stedet allierede Kaczynski-brødrene sig med de to populistiske partier, Andrzej Leppers Selvforsvar og Roman Giertychs Ligaen af Polske Familier. Den koalition holdt et halvt år. Nu har Selvforsvar forladt regeringen efter uenighed med regeringschefen om bl.a. finansloven. Tonen i polsk politik er hård til det brutale og ikke kun mellem regering og opposition, men også inden for regeringen selv.

Kaczynski-brødrenes projekt har været etablering af en ny Fjerde Republik til erstatning af den Tredje Republik fra årene efter 1989. Den nye republik skal præges af lov og orden, en stærk stat, social solidaritet, nationale og katolske værdier og udrensning af postkommunister og 'agenter' fra fortiden, kort sagt et brud med det liberale princip om checks and balances og en neutral stat.

Udenrigspolitíkken er blevet mere anti-russisk og anti-tysk, euro-skeptisk og samtidig stærkt transatlantisk. Premierminister Jaroslaw Kaczynski har dog i den sidste tid forsøgt at neddæmpe den EU-kritiske tone af frygt for at blive isoleret i EU, utvivlsomt efter vink fra vennerne i Washington.

Skakmat i Tjekkiet

I Tjekkiet endte valget tidligere på året med dødt løb mellem de to politiske blokke. Begge fik 100 sæder i det nyvalgte parlament, og modsat i Polen er venstrefløjen, Socialdemokratiet og Kommunisterne stærkt repræsenteret.

Siden valget er der blevet forhandlet intensivt om etablering af en regering, der ikke har et flertal imod sig - hidtil forgæves. Mirek Topolaneks liberale Borgerdemokratisk Parti har forsøgt sig med en borgerlig koalition og sidst også med en mindretalsregering. En bred koalition som i Tyskland mellem socialdemokrater og liberale har været på tale og er blevet støttet af præsident Václav Klaus, men vælgerne er imod. Også et forretningsministerium er bragt på bane, men heller ikke den løsning har fået opbakning. Der bliver givetvis nyvalg i 2007, og et helt år vil være spildt. Men tjekkisk økonomi er i god form. De politiske og økonomiske love kører som bekendt ikke parallelt.

Slovakiet virker pt. som Centraleuropas mest stabile land. Efter valget tidligere i år blev der dannet en flertalsregering af Robert Ficos socialdemokratiske Smer-SD, Vladimir Meciars Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet og Jan Slotas Slovakiets Nationale Parti (SNS), der klarede sig overraskende godt ved valget. SNS er Slovakiets modstykke til Dansk Folkeparti, nationalt indstillet og kritisk over for det ungarske mindretalsparti. Opdelingen i højre-venstre er lige så uklar i Slovakiet som i Polen.

Regeringen i Slovakiet holder tilsyneladende bedre sammen end regeringen i Polen, måske fordi den er under pres udefra. Europæiske socialdemokrater med Nyrup Rasmussen i spidsen har protesteret mod SNS's regeringsdeltagelse. Slovakiets forhold til Ungarn er blevet alvorligt forværret efter valget. Jan Slota har således draget det ungarske mindretalspartis loyalitet over for den slovakiske stat i tvivl, opfordret det til at nedlægge dets mandater i parlamentet og, nok så kontroversielt, udtalt, at han ville ønske, at ungarerne som tyskerne var blevet fordrevet fra Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrig. Han ser med skadefryd på, hvordan tingene i den sidste tid har udviklet sig i Ungarn.

Septemberoprøret

Ungarn er længe blevet set som den 'stabile ø' i Centraleuropa. Valget for få måneder siden endte med, at den siddende socialistisk-liberale regering fik styrket sin position i parlamentet.

Op til valget førte Socialistpartiet en effektiv valgkamp med brug af de brede, blairske teser om et moderne, ansvarligt og solidarisk Ungarn. Ungarske socialister har altid været modernister og teknokrater modsat Tjekkiets meget lidt klassiske socialdemokrater. Den traditionelle velfærdsstat forsvares af Viktor Orban og FIDESZ, der i udenrigspolitikken har været mere euroskeptisk og nationalt indstillet end socialister og liberale. Ikke mindst derfor blev den social-liberale valgsejr hilst velkommen i Bruxelles.

Men freden og stabiliteten blev kort. Ferenc Gyurczany lancerede efter valget sin plan 'Ny Balance', der skal rette op på den betrængte økonomi, især det store underskud på statsbudgettet.

Alle kommer til at betale, også virksomheder og folk med høje indkomster. Reaktionerne var skarpe fra start, men blev direkte voldelige efter offentliggørelsen af premierministerens 'løgne-udtalelser' på et partimøde i maj.

Som i Tjekkiet er linierne mellem højre og venstre trukket hårdt op, men med den forskel at tjekkerne er mere 'klassiske socialdemokrater' end modernisterne og teknokraterne i Budapest. Ungarn står ikke så isoleret internationalt som Slovakiet, men er ikke længere den 'fredelige ø' i det ustabile Centraleuropa. Det begrædes i Bruxelles, som i forvejen har problemer nok med Polen og Slovakiet - oven i alle de andre problemer, EU kæmper med.

Søren Riishøj er lektor ved Statskundskab Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu