Læsetid: 5 min.

Min gamle identitet

Hun kæmpede altid for at være bedst i klassen, fik stipendium i Italien, var undervisningsassistent på universitetet i Mogadishu og afdelingsleder ved geologi. Geologien fyldte alt, før Hawa Hersi måtte flygte til Danmark. Efter flere års kamp har hun nu accepteret, at hun aldrig kan vende tilbage til sit felt
23. august 2006

På geologi ved Århus Universitet vidste de ikke helt, hvad de skulle stille op den formiddag, Hawa Hersi dukkede op. Hun var blevet træt af bureaukratiet. Træt af det tunge arbejde med at få godkendt sine eksamenspapirer fra Somali National University. Hun ville arbejde. Hun ville tilbage til geologien efter at have forladt karrieren i Mogadishu og være flygtet til Danmark i 1991.

I 1992 stod hun så på det geologiske institut i Århus og kiggede ned i en stor kasse med sten. Institutlederen havde fundet den frem.

"Jeg mødte en underviser derinde, og han tog mig med ned for at møde institutlederen. Jeg fortalte dem om, hvad jeg havde lavet i Somalia. Hele min karriere. De var meget venlige, men vidste ikke helt, hvad de skulle gøre. Til sidst fandt de ud af, at de ville lave en lille test til mig for at finde ud af, hvad jeg kunne," fortæller Hawa Hersi.

Og så fandt institutlederen kassen med sten frem og bad Hawa Hersi fortælle, hvilke slags sten, der var.

"Det vidste jeg selvfølgelig, men jeg sagde til dem, at jeg ikke kunne dem på dansk. De sagde: 'lige meget, du siger det på det sprog, du kan.' Det gjorde jeg så. I virkeligheden er navnene jo ikke så forskellige på dansk, italiensk, engelsk og så videre. Jeg pegede på stenene én efter én og sagde deres navne."

Forfulgt og flygtet

Familien var blevet i Mogadishu, så længe det var muligt. De fleste af hendes kolleger var flygtet, men det var først, da Hawa Hersis mand, Abdirazak Nuur, blev offer for regimets paranoia og blev beskyldt for landsforræderi og forfulgt, at familien besluttede at flygte i 1990. Han var ellers ansat i militærets ingeniørtropper.

"Men i de dage stolede lederne ikke længere på nogen," siger Hawa Hersi og fortæller om det desperate arbejde med at få visa gennem venner i militæret, regeringen, kolleger på universitetet og alt andet, hvor der var indflydelse. Da manden kom ud efter en måned i fængsel, lykkedes det endelig.

"I maj 1990 fik vi visum til Tjekkoslovakiet. Vi fløj med Aeroflot," siger Hawa Hersi og smiler. Men de kunne ikke blive i Tjekkoslovakiet. Manden havde fået et stipendium i England, men Hawa Hersi og børnene måtte rejse videre illegalt. Hun endte i Danmark. Alene med syv børn. Hendes tre egne og fire fra den nærmeste familie. De sad i Sandholm i et år.

Fred var det vigtigste

Hawa Hersi vidste godt, at det ville blive svært at vende tilbage til sit felt.

"Da jeg kom til Danmark, tænkte jeg kun på fred. Jeg havde ikke nogen ideer om, hvad jeg skulle. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk fra Somalia. Det var det vigtige. Men senere kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme tilbage til geologi. Det ville jeg."

Viljestyrke har Hawa Hersi altid haft. Det ved hun. Hun ved også, at det ofte var noget, folk snakkede om.

"Jeg konkurrerede altid med drengene. Jeg skulle vise, at vi piger var lige så gode som dem. Det, tror jeg ikke, var meget anderledes, end det var her i Danmark. Der var også kvindefrigørelse i Somalia."

Hawa Hersi har altid haft mulighed for at følge sine egne ambitioner. Og hendes mand forsøgte aldrig at stille sig i vejen for hende. Faktisk mødte de hinanden i folkeskolen og fulgtes længe ad.

Gik i gymnasiet sammen. Var i National Service som værnepligtige sammen og blev så gift. De har begge haft et-årige stipendier til Italien. Dér læste de dog ikke samtidig. I dag bor de igen sammen i Danmark. Hawa Hersis mand er netop vendt hjem fra Uganda, hvor han har haft arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke og Danida. Han har haft svært ved at finde arbejde som ingeniør i Danmark.

Hawa Hersi tog først med til Uganda. Men vendte så hjem, da hendes yngste datter gerne ville hjem til Danmark for at tage en uddannelse.

Krisen

Hawa Hersi er glad for at være i Danmark. Fra starten har hun gerne ville forsætte et liv, der lignede det, hun havde i Somalia. Da hun flygtede var hun afdelingsleder ved det Geologiske Institut og havde arbejdet som undervisningsassistent ved mineralogi i flere år.

"Det var jo derfor, jeg selv ville ned til instituttet her i Århus. Jeg elsker geologien. Jeg elsker at arbejde med de studerende. Da jeg boede i Somalia, tog vi ofte ud på ekskursioner og undersøgte jorden. Vi vandrede op af bjergsider og diskuterede lagene. For geologer er naturen vores laboratorium," siger hun.

Efter besøget på Geologisk Institut fik Hawa Hersi godkendt sine eksamenspapirer, men de gav kun adgang til universitetet. Hun måtte starte forfra.

"Det havde jeg sådan set ikke noget imod, men det blev sværere og sværere. Selvom min mand sagde, at jeg bare skulle koncentrere mig om min uddannelse, så sad jeg konstant og tænkte på mine børn. Jeg var meget splittet og røg ud i en dyb krise."

På universitetet var de medstuderende flinke, fortæller Hawa Hersi.

"Men de var meget unge, og det tog lang tid for mig at bevise for dem, at jeg kunne faget."

Den modtagelse hjalp ikke på Hawa Hersis motivation.

"Men i sidste ende var det mig, der besluttede at droppe ud. Min mand syntes, jeg skulle forsætte. Men jeg kunne ikke."

Den person, der i sin tid havde vist Hawa Hersi hen til Geologisk Institut, var det nuværende medlem af byrådet i Århus, Ali Nuur. Han er også uddannet geolog. Fra Danmark.

"Jeg kiggede på Ali Nuur. Han kan heller ikke få arbejde som geolog, og han har endda en dansk uddannelse. Hvordan skulle jeg så kunne få arbejde?"

Såret stolthed

Det tog et par år, men nu har Hawa Hersi accepteret, at hun ikke kommer til at arbejde som geolog i Danmark. Hun har taget en læreruddannelse, men også her blev hendes stolthed såret.

"Jeg blev kun sat til at være støttelærer i klasser med somaliske børn. Det er ikke det, jeg vil. Jeg vil undervise. Det sårer mig, når jeg skal være støtte i en time, hvor jeg ved, jeg er lige så kompetent som den danske lærer, der underviser."

Hun er nu ansat som integrationsmedarbejder i Århus Kommune, hvor hun arbejder med at få somaliske kvinder i arbejde, og hun er også aktiv i somaliske foreninger i Århus.

"Jeg er tilfreds med mit liv nu. Men det gør mig stadig ked af det at tænke på, at jeg har disse ressourcer, som jeg ikke rigtig kan bruge til noget. Men jeg har accepteret det nu, og det har hjulpet mig ud af krisen. Jeg har et godt liv."

Hawa Hersi savner geologien. Lige så meget som dengang hun stod på geologisk institut og kiggede ned i kassen med sten. Hun forsøger at fastholde forbindelsen til universitetsmiljøet og deltager ivrigt i universiteternes konferencer og møder om Somalia.

"Det gør mig meget glad. Jeg holder oplæg om at være somalisk kvinde i Danmark. Og jeg møder måske gamle kolleger og venner fra Mogadishu. Det er en del af min gamle identitet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her