Læsetid: 4 min.

Gamle mænd i sorte hættetrøjer

Den 11. SPOT-festival blev afviklet i denne weekend. Branchefestivalen, hvor den danske musikbranche viser sine allerbedste sider frem - og sine aller allerværste
13. juni 2005

"Hype er en del af musikbranchen, som gylle er en del af landbruget," sagde rockanmelderen her på bladet for nyligt. Og trækker man parallellen ud, er der grund til at undersøge grundvandet under området ved Århus Musikhus efter weekendens Spotfestival.

Festivalen er den 11. af slagsen og er arrangeret af Dansk Rocksamråd (ROSA). Den huserer i to dage midt i Århus og adskiller sig en smule fra en traditionel festival ved at være en art branchefestival, hvis egentlige hovedformål ikke er at tække almindelige betalende gæster, men i højere grad at sætte 'spot' på ny dansk musik over for branchefolk i ind- og udland.

Det skaber en lidt speciel stemning, der tydeliggør det mærkværdige krydsfelt af industri, kapitalisme, underholdning, idealisme, selvbekræftelse og kunst, som musikverden forsøger at pejle rundt imellem. Der trykkes hænder og grines højt. Og der bliver blinket, knipset og peget til SPOT-festival i en grad, der kan være ækel at være vidne til.

Musikken

Til gengæld er musikken på et niveau, der kun er én anden dansk festival forundt, og det til trods for, at det næsten kun er nye danske upcommings, der træder op. Lyden, scenerne, festivalområdet og programmet er i særklasse. Spot har i den grad etableret sig som en af årets mest interessante musikbegivenheder. Større koncentration af dansk talent og løsningsforslag til pladebranchens krise findes ikke.

SPOT 11 var ingen undtagelse fra tidligere års succeser. Der var dog ændret en smule på konceptet ved at undlade de helt store publikumsfælder, som Kashmir, Håkan Hellström, Sort Sol, The Raveonettes og Kaizers Orchestra, der tidligere har gæstet festivalen. Der var nærmest ikke et band i programmet, der havde udgivet mere end to plader. Men det er der forhåbentlig nogle af de optrædende kunstnere, der kommer til.

Gerne den purunge Amalie Riis, der alene med sin guitar og lidt skrøbelige stemme hæver sig klasser over den linde strøm af ensomme kvinder med guitar, der fulgte efter Tina Dickow. Også det dansk syngende power-folk-band Kå, var et virkelig spøjst og interessant bekendtskab, mens dancehall orkestret Djosos Krost ser ud til at kunne føre reggaesuccesen fra Bikstok Røgsystem og Rub'a Dub videre ind gennem sommeren.

Mikael Simpson viste endnu engang, at de anmelderoser og tilhørende Steppeulvpriser ikke kun er givet til ham i et anfald af anmelderpsykose, men at han endda er i stand til at give hans i forvejen fremragende to plader en helt ny dimension med sit liveorkester Sølvstorm.

Lørdag jagtede Århusbandet Spleen United spøgelser som Depeche Mode og gamle Manchesterbands i 80'erne foran et fyldt Ridehus. Men de store oplevelser Information kom forbi den lørdag, var indadvendte Efterklang og udadvendte vrøvle-funk-rapperne i Ikscheltaschel. Og nå ja, Bikstok Røgsystem, der kun endnu en gang må skamroses for en energiudladning som intet stof - naturligt eller kemisk designet - kan stå mål med. Det til trods for at koncerten åbenlyst var fejlplaceret i Musikhusets røgfri (!) koncertsal, hvor hundredevis af betalende gæster måtte gå forgæves (som det i øvrigt også var tilfældet til blandt andre Blue Foundation, Ataf og Teitur - det er jo dårligt arrangeret). Det var musikken - det ene af festivalens tre ben.

Branchen

Mens det 'rigtige' publikum (det andet ben) fortrylles af musikken på de første rækker, står det sidste ben på de bagerste rækker til koncerterne. En lille håndfuld ældre herrer, der mest af alt minder lidt om en særlig afart af en brugtvognsforhandlere. Det er den samme type brugtvognsforhandlere, der for år tilbage bar sorte cowboyjakker. De er nu byttet ud med sorte hættetrøjer, som deres børn angiveligt også render rundt med. Ensomt rygende med en fadøl i den ene hånd. Let spredte ben. Solbriller i håret, der er gråt eller farvet sort. De nikker lidt i takt med musikken. De siger ikke noget. De nikker bare. Musikkens magtmænd. Og det unge band på scenen ved, de er der. De ved, hvor meget de betyder. De kan skimte dem og deres stille røg. De kan også se dem gå efter blot to numre. De synes måske oven i købet, de kan se dem ryste på hovedet. Men der oppe fra scene kan de ikke se, at deres øjne bag solbrillerne er uden liv. De kan ikke se, at de snubler over et 10 centimeter højt trappetrin og bruger fire fem skæve skridt på at finde balancen igen på vej væk fra koncerten. Bandet på scenen skulle tage at kigge ned af sig selv eller på de første rækker. Så vil de se, at det ikke er de gamle mænd i sorte hætter trøjer, der har det. Det er dem selv, der har det og de gamle mænd i hættetrøjer, der har tabt det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu