Læsetid: 4 min.

Gammel dreng fundet

13. juli 2002

»Det vil få samme virkning som en mindre atombombe«

Daniel Liebermann, Harvard, i The Independent

ALDRIG SÅ snart havde man lokaliseret John F. Kennedys gamle krigsskib på bunden af Stillehavet, førend nyheden om et nok så interessant fund i Afrika indløb via nyeste nummer af det videnskabelige tidsskrift, Nature. Efter ti års søgen har den franske forsker, Michel Brunet, fundet et menneskeligt kranium, som viser, at vi er meget ældre, end vi går rundt og tror, selvom vi egentlig selv synes, vi er gamle nok. Fundet af sahelantropus tchadensis, som den nye, gamle herre betegnes – og man tror, det er et mandekranium – giver os pludselig mange flere grå hår i hovedet. Det peger længere tilbage i klodens
historie end noget andet fund af gamle kranieknogler.
Dermed kan Grauballemanden – blandt venner
Røde Christian – godt gå hjem og lægge sig, hvis det ikke var, fordi han allerede lå der. Det samme kunne Tollundmanden samt den yngre, men dog ældre Egtvedpigen, der er rene årsunger ved siden af Toumai, som kraniets indehaver allerede er døbt. Toumai betyder ’håb om liv’, et navn, der bruges lokalt på findestedet Tchad til især børn, der bliver født umiddelbart før tørketiden.
Mens de danske mosefund kan dateres til forholdsvis få århundreder før Kristus, er vi med Toumai oppe i millionklassen. Med et slag er menneskehedens historie sat en million år længere tilbage i tid, nemlig fra for seks til syv millioner år siden (ikke mærkeligt, at man kan føle sig træt engang imellem). Den forrige nestor var Millennium Man, fundet i Kenya i år 2000.

AT MENNESKEHEDENS ’vugge’, som man så poetisk kalder begrebet, derved rykker adskillige hundrede kilometer vestpå i det afrikanske, holder vuggen nok til, men hvad betyder fundet derudover? Hvor vigtigt er det? Hvor vigtigt er ’vigtigt’? Og hvad får en Harvard-forsker til at tale om en »virkning som en mindre atombombe«? Endda midt i ferietiden...
Umiddelbart får fundet den virkning, at en del lek-sika trænger til revision og en del forskere får mere arbejde – og godt for dem. Men fundet er ikke bare
et almindeligt fund af begrænset rækkevidde, men et, der forrykker perspektivet i historieskrivningen og livsopfattelsen. De tavler, der tidligere hang på væggen i skolerne, og som viste en abe i den ene ende af udviklingsskalaen og en mand i habit i den anden har millioner af skolebørn stirret forgæves på, for
Toumai skulle ifølge den teori være endnu mere primitiv, end han viser sig at være.
Hominiden Toumai er en moderne mand med menneskeligt ansigt og pæne tænder(!), mere moderne end mange yngre hominider. Han burde egentlig slet ikke have haft et ansigt med menneskelige træk, når han er født en million år før alle andre. Der burde være mere dyr over ham. Eller noget helt tredje.
Dette udlægges allerede nu i tese-brygningen sådan, at flere abe- og menneskelignende væsener på forskelligt udviklingstrin har levet side om side dengang, det var før, og at der derfor ikke nødvendigvis har været tale om en tydelig udviklingsstige fra det primitive til det højerestående væsen, som vi kender fra os selv. Stige-teorien er afløst af busk-teorien – »en busk med mange forskellige grene«, som en antropolog udtrykker det. I øvrigt har Toumai haft buskede øjenbryn. Det er derfor, nogle tror, han er af hankøn.

OPDAGELSEN får dog næppe nogen til at lægge deres liv om – og slet ikke i sommervarmen. Livet må jo gå videre, som man siger. Anderledes, da atombomben, den første, den rigtige, Little Boy, som den så forsorent kaldtes, blev udløst over Hiroshima. Dette var en fysisk begivenhed, der tydeligt ændrede verden, ændrede magtforholdene, ændrede risikoen.
Efter torpederingen af tvillingetårnene den 11. september talte dybt berørte tv-rapportører om, at verden »aldrig ville blive den samme som før«. Også den begivenhed var tydelig – intet mindre end en hel ny krigsform var introduceret, »fjenden midt iblandt os«, en trussel mod alle kulturer.
Da astronauterne landede på månen talte man om »et lille skridt for mennesket – et stort skridt for menneskeheden«. Hvorefter livet gik videre, som om intet var hændt. Fundet af kraniet i Tchad er på samme måde og tid en stor begivenhed og en ikke-begivenhed. Sammenligningen med en mindre atombombe forekommer derfor ude af proportioner. Den kan simpelthen ’ikke lade sig gøre’. Og dog, men alligevel.
Der vil næppe være en moderne digter, som besynger homeniden Toumai, (i hvert fald ikke en af nutidens minimal-digtere), således som Oehlenschläger besang Guldhornene (»De higer og søger i gamle bøger…blandt smuldnede bene«). Derimod kan man nok forestille sig en moderne Spielberg hente næring i det nye fund. Der er penge i kraniet.
Videnskabelige resultater kan være noget i sig selv, ja, det er vel sådan set ’det vigtige’ ved det vigtige.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her