Læsetid: 4 min.

Gammel nyhed

28. september 1999

EN NYHEDSHISTORIE gik pressen rundt i weekenden. Informations forsidenyhed om at Danskerne lever længere. Det mest opsigtsvækkende ved nyheden var, at det var den slet ikke. Ny, altså.
En nydelig kurve fra Sundhedsministeriet viser, at danskerens middellevealder er steget støt og roligt siden 1985/86. Kvinder lever for tiden 78,6 år i snit - godt et år længere end i 85/86 - mens mænd har øget middellevealderen med to år til 73,7 år. Klare indicier på øget gennemsnitlig folkesundhed, klare skridt fremad mod det evige liv. Sandheden er i hvert fald, at middellevealderen i Danmark aldrig i moderne tid har været faldende. At vi derfor lever længere end nogensinde før. P.t. dobbelt så længe som menneskene i de fattigste afrikanske lande.
Hvis det er sådan, hvorfor gentog alle medier så i weekenden Informations historie? Og hvorfor skrev vi den selv?
Fordi mange medier i flere år har skrevet noget, der ligner det stik modsatte. Som det f.eks. hed i Jyllands-Posten for et år siden:
"Den gennemsnitlige levealder i Danmark er 75,3 år - og faldende." Og i en efterfølgende artikel: "...den (er) helt gal med levealderen i Danmark. (...) Faktisk har middellevealderen været faldende for både mænd og kvinder i flere årtier."
Journalisterne er formentlig blevet inspireret til de dødbringende formuleringer af flere sundhedsministre, der i årevis og med dybe panderynker har talt om den "foruroligende" (Torben Lund, 1993) eller ligefrem "pinlige" (Carsten Koch, april 1999) situation.

DET HELE ER en stor misforståelse og begrebsforvirring. Som begrunder sig i det forhold, at godt nok lever danskerne længere end nogensinde, men i en række af vore nabolande lever man endnu mere længere end nogensinde. I de industrialiserede landes kappestrid om først og størst er Danmark vitterlig sakket agterud. Vi ligger nede omkring tyvendepladsen! Lev dansk - dø ung! som det hed en artikeloverskrift i Politiken. Og dét er naturligvis dybt pinligt og forstemmende. For det handler ikke om at måle livets fylde i sig selv, men derimod om hvor stærkt man står i konkurrencen med andre. Og derfor må der herses og regeres med de usunde, selvdestruktive danskere. Vi skulle sandelig også gerne i denne konkurrencedisciplin om vækst i det uendelige være foregangsland.

Man får lyst til - bare for at være uartig - at erklære sig enig med den 81-årige og formentlig stadig cigarrygende og whisky-drikkende læge og provokatør Tage Voss, der for et par år siden i bogen - sagde doktoren! hvæsede ad lægers og offentlige myndigheders fastholdelse af danskerne i en evig sygdomsbekymring og dødsangst. I øvrigt samtidig med, at andre offentlige myndigheder har travlt med at give de længstlevende sort samvittighed, fordi de er blevet en "forsøgelsesbyrde" og i stigende grad ligger samfundet og de yngre, hårdtarbejdende skatteydere til last.
"Er problemet, at vi dør - eller at vi ikke gør det," spurgte Tage Voss mellem to glas whisky i et interview med Ekstra Bladet, da bogen udkom.
Der er to problemer. For det første dét problem, at det moderne menneske har ladet sig besætte af forestillingen om at skulle kontrollere alt og derfor ikke kan forlige sig med tanken om hverken kroppens ældning eller livets afslutning.
"Døden har længe været på vej ud af vor bevidsthed. Der synes at være tale om en mægtig kulturel fortrængning," skrev cand.theol., nu biskop, Jan Lindhardt for nogle år siden i bogen Døden - at sige verden ret farvel. Fra de første ungdommelige anstrengelser med 'kropsbygning' blandt fitness-centerets torturmaskiner, over ansigtsløftningen og de evige diæter til den langtrukne, ofte medicotekniske, kamp mod livets afslutning kan det moderne menneskes selvkontrol opleves som drevet af angst for at miste herredømmet, angst for den tomme, meningsløse død.

DÉT SYN på livet - og døden - er med til at forklare de mediebårne klageråb over, at Danmarks succes med fortsat levetidsforlængelse ikke er helt så imponerende som vore konkurrenters.
Og den afsporing er stærk beklagelig, fordi - og det er så det andet problem - fokuseringen på den dybest set meningsløse middellevealder skjuler, at der vitterlig er grupper af mennesker i Danmark, der lever et for kort, usundt og sygdomsplaget liv.
Gå til Kgs. Enghave i København, en bydel med en høj andel af medborgere på overførselsindkomster, uden for de arbejdendes fællesskab eller med lavtlønnede, ufaglærte job. Her lever mænd i gennemsnit seks år kortere end landsgennemsnittet for mænd. Dødeligheden i denne bydel af f.eks. lungekræft er dobbelt så høj som blandt mænd, der bor på Vestamager. Luftforurening, usunde boliger, dårlig ernæring, for meget rygning, for meget alkohol, for lidt selvværd - en ophobning af årsagsfaktorer, der peger på, at det problem, Danmark har med levealderen og livskvaliteten, først og fremmest er et socialt problem.
Her som på andre områder i Velfærdsdanmark er situationen, at et stort flertal har fået bedre levevilkår og dermed indsigt og overskud til en sundere livsform, der bl.a. giver dem et længere liv. Mens en mindre gruppe er hægtet af, uden overskud til at studere, endsige efterleve kostråd eller gennemføre fitness-kampagner. Og uden mulighed for at lade sig påvirke af larmende avisoverskrifter om det "pinlige" i den danske middellevealder, som de så upassende trækker ned. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her