Læsetid: 3 min.

Gammelmandsvælde

13. maj 2003

»Gennemsnitslevealderen vokser, fordi sundhedstilstanden bliver bedre, og folk bliver knap så nedslidte på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er, om det er fornuftigt at have en fast pensionsalder i et dynamisk samfund, hvor alderen forrykker sig?«
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)

REGERINGENS økonomiske politik har længe og med rette været kritiseret for at være kortsigtet og konfliktsky. Til trods for at utallige prognoser viser, at de offentlige udgifter vil stige uhåndterligt i de kommende år i takt med, at antallet af ældre stiger i forhold til antallet af erhvervsaktive, har VK-regeringen hidtil lovet, at alt bliver ved det gamle. At såvel folkepensionen som efterlønnen bevares uændret. Hidtil. For nu har statsminister Anders Fogh Rasmussen genåbnet debatten om fremtidens ældreforsørgelse. Forslaget lyder, at ældre skal kunne opspare folkepension, hvis de vælger at gå senere på pension. Altså ingen besparelse, men dog et forsøg på at skubbe til pensionssystemet.
Siden Nyrup-regeringen i 1998 indgik forlig med bl.a. Venstre og De Konservative om den såkaldte ’efterlønsreform’, har emnet været tabubelagt. I en revideret udgave af interviewbogen I godt vejr og storm udpeger statsministeren imidlertid den demografiske forskydning – også kaldet ’ældrebomben’ – som den vigtigste samfundsøkonomiske udfordring: »...finansieringen af fremtidens velfærdssamfund står og falder med, at vi løser den opgave«, siger Anders Fogh Rasmussen og understreger dernæst, at »man i fremtiden skal vænne sig til, at alder ikke i sig selv er en social begivenhed«.

UMIDDELBART et ganske klart og indlysende standpunkt. Ældre mennesker har nemlig ikke behov for automatisk offentlig service – alene fordi de bliver ældre. Flertallet kan sagtens klare sig uden offentlig hjælp. Som gruppe er landets pensionister allerede ved at blive den rigeste befolkningsgruppe i Danmark – i kraft af såvel store kapitalpensioner som friværdien i deres ejerboliger. Der er derfor alt mulig grund til at overveje, hvordan de offentlige udgifter i fremtiden kan blive brugt til andet og mere end ekstratilskud til velhavende pensionisters otium.
Men nej. Ældre mennesker udgør tilsyneladende allerede en så vægtig vælgergruppe, at det bliver mere end almindeligt svært for enhver siddende dansk regering i de næste mange år at reformere pensionssystemet. Realpolitisk set står de ældre således til at få et veto mod reformer, alene i kraft af deres antal.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen – som har været chefideologen bag Venstres kursskifte fra den gamle minimalsstats-liberalisme til nutidens velfærds-realisme – har også straks forsøgt at stoppe debatten, før den kommer for godt i gang: »Vi vil ikke tvinge mennesker til at trække sig tilbage på et bestemt tidspunkt. Det må danskerne selv om.«

OPPOSITIONENS reaktion er endnu mere kortsigtet og populistisk. Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen, forsøger at gøre debatten til et banalt spørgsmål om troværdighed: »Er de på vej til at lave forligsbrud? Det vil vi have at vide.«
Ærligt talt: En pinlig reaktion fra et parti, som siden efterlønsforliget har holdt så lav profil i spørgsmålet om fremtidens pensionssystem, at dét i sig selv fremstår utroværdigt.
Socialdemokraterne kan ikke med nogen troværdighed i behold hævde, at statsministeren ikke har en reel pointe – som partiledelsen i øvrigt er fuldstændig enig i. Virkeligheden er, at Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, er kommet Socialdemokraterne i forkøbet med selve formuleringen af en moderne, socialdemokratiske ældrepolitik: ’De, som har behov, skal have hjælp – resten kan klare sig selv!’ og ’Væk med universal-ydelserne til overklassen’.
Eftersom VK-regeringen næppe har i sinde at føre statsministerens ny-socialdemokratiske ældrepolitik ud i livet, burde det være oplagt, at Socialdemokraterne selv tog affære. Den politiske debat i Danmark er imidlertid havnet i en sær situation, hvor regeringen ikke gør, hvad den siger – og oppositionen ikke mener, hvad den siger.
Risikoen er, at ingen tør diskutere, hvordan pensionssystemet reformeres, mens tid er, så Danmark ender med et gammelmandsvælde, der begunstiger ældre på bekostning af alle andre.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her