Læsetid: 4 min.

Én gang fredløs, altid...

29. juli 1998

Karadzic på fri fod underminerer Dayton.

Richard Holbrook, september 1997.
Tidligere USA-udsending i Bosnien
og initiativtager til Dayton-aftalen.

Næsten ubemærket har den amerikanske regering lagt sin politik i Bosnien om og skal ifølge en rapport i dagbladet New York Times have opgivet de efterhånden lunkne bestræbelser på at arrestere notoriske krigsforbrydere som Radovan Karadzic og Ratko Mladic. Hvis man skal tro avisen, så har præsident Bill Clinton og hans udenrigspolitiske rådgivere forsøgt at overtale Pentagon til at stille op med et kontingent soldater og fange Dr. Karadzic, hvor end han nu befinder sig i den serbiske zone af Bosnien. Men det har været forgæves. Højtstående officerer i Pentagon siger, at en aktion vil koste alt for mange menneskeliv og føre til en serbisk opstand mod de udstationerede NATO-tropper og i sidste instans til Dayton-aftalens sammenbrud.
Selv om man aldrig á priori bør afvise militærofficerers kyndige råd i denne slags sager, så minder debatten i Clintons-regeringens rækker i forbavsende grad om lignende episoder under og efter krigen i Bosnien, hvor FN- eller NATO-officerer påstod, at militær indgriben mod bosniske serberes brutale krigsførelse og overgreb på civilbefolkningen ville gøre ondt værre. Så godt som hver gang viste det sig, at de havde uret.
I foreliggende tilfælde synes den amerikanske regerings passive (pacifistiske?) holdning at være så meget mere uforståelig. Ingen kan påstå, at Dayton-aftalen har været en uforbeholden succes. De facto er Bosnien en føderation delt op i en muslimsk, kroatisk og serbisk ministat. Bestræbelserne på at hjemsende bosniske muslimer til landsbyer i den serbiske zone - og omvendt - har været lidt af en sisyfos-opgave for det internationale samfunds repræsentanter, og er i de fleste tilfælde mislykkedes. Men - det seneste års tid har trods alt budt på fremskridt, uanset om pessimister gerne vil overbevise os om det modsatte.

Sidste sommer og efterår tog de fem kontaktlandes politiske ledere og NATO-kommandaterne sig endelig sammen, og lyttede til udbredt kritik fra den offentlige mening i USA og Europa. Nettet blev lagt ud og NATO-tropper anholdte nogle serbere, kroatere og bosniske muslimer, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag har sigtet for bestialske forbrydelser i 1992-95. Blandt de tilfangetagne var endda en officer, som FN-domstolen endnu ikke havde sagsøgt. Siden januar 1998 går man igen stille med dørene.
I mellemtiden har den politiske situation i den serbiske zone udviklet sig i pro-bosniske demokraters favør, mens Dr. Karadzic og hans højrenationalister gradvist mister indflydelse, og han selv må flygte hver nat fra et skjulested til et andet som et jaget dyr. End ikke i Pale - Karadzics gamle fæstning - tør han opholde sig længere. Samtidig skulle pressen i Srpska Republika være blevet friere, og nyvalgte premierminister Milorad Dodik optræder som en arg modstander af højrenationalisterne.
Med andre ord synes situationen ganske moden til at indkredse og opsnappe en fredløs af Karadzics format og betydning. Synet af diktatoren og slagteren stående foran overdommer Louise Arbour i Haag ville utvivlsomt sende et utvetydigt signal til de bosniske-serbere, der aktivt modarbejder Dayton-aftalen: "Krigsforbrydere vil ikke slippe ustraffet, det internationale samfund er fast besluttet på at føre aftalens bestemmelser om repatriering af flygtninge ud i livet og dermed bane vejen til dannelsen af en funktionerende multi-etnisk forbundsstat."
Vestmagterne har efterhånden erkendt, at virkeliggørelsen af Dayton-aftalen vil tage lang tid. Derfor er SFOR-styrkernes mandat i Bosnien ikke længere gidsel for en kunstigt fastsat tidsfrist. Set i dette lys virker det uforståeligt og uklogt, at præsident Clinton bøjer sig for Pentagons bedømmelse og lader hånt om et princip, som USA ellers anser for helligt i sin udenrigspolitik: At bringe krigsforbrydere for en international domstol.

Clinton har aldrig været populær blandt amerikanske officerer. De anser ham ikke for at være én af deres egne og nogle iagttagere hævder endda, at mere end nogen anden nylig præsident gør Clinton alt for at undgå konflikt med Pentagon. Hvis præsidenten inderst inde turde, så kunne han beordre et kontigent amerikanske tropper, helikoptere og tanks til at fange Karadzic i løbet af kort tid. Han er trods alt øverstkommanderende for USA's væbnede styrker.
Aktionen ville utvivlsomt koste menneskeliv - især på serbisk side. Ville den være dét værd? En succesrig mission ville ryste de serbiske nationalister i Bosnien og Jugoslavien. Nyt liv ville blive pustet i Dayton-
aftalen. Chokbølgerne ville nå Kosovo, hvor Slobodan Milosevic pludselig måtte føle sig mere usikker på
USA's intentioner og give mægling med kosovo-albanerne og guerillahæren UCK en ny chance.
Men nej, USA har besluttet at lade stå til og vente på bedre tider. En holdningsændring, som virker hyklerisk, al den stund Washington har gjort nærmest grin af Frankrigs indsigelser mod at medvirke i en militær aktion mod Karadzic i den franske NATO-zone dette forår.
Det bliver interessant at se, om USA's indstilling af jagten på krigsforbryder nummer ét i Bosnien er startsignalet på en mindre engageret og offensiv amerikansk udenrigspolitik eller om det blot er tale om en enlig svale.
Begivenhedernes gang i Kosovo bliver den første lakmusprøve. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu