Læsetid: 6 min.

I gang med et livsværk

Når målet er en livslang karriere i kontakt med sig selv og publikum, så er midlet at spille i sit helt eget tempo. Efter sit gennembrud i Danmark er Tina Dickow langsomt, men sikkert i gang med at spille sig ind på det ameri-kanske marked
14. september 2006

Under bølgende fløjl, omgivet af teaktræ og tusinde spejle fylder hendes glasklare vokal øjeblikkeligt hele lokalet.

Det småsludrende publikum bliver helt stille, al opmærksomhed rettes mod den lille scene, og de mange små spejle synes alle at reflektere fragmenter af sangeren i centrum. Tina Dickow er vitterligt allestedsnærværende i The Spiegeltent, det verdensomrejsende spillested, der for tiden har slået teltpælene ned i en bådebro ved Brooklyn Bridge i New York.

Koncerten er hendes fjerde her i byen på under et år. Omkring 60 mennesker har betalt de 100 kroner, det koster at komme ind i de Moulin Rouge-agtige omgivelser bag teltdugen. Publikum er en broget flok. Der er nogle få danskere, en flok amerikanske studerende, folk der lige har fået fri fra arbejde, og ved siden af mig sidder Esther. Hun er fra New York og kom egentlig bare gående forbi, som hun gør så tit, fordi hun godt kan lide at kigge på skibene. Så fik hun øje på spejlteltet og billetkontoret, og pludselig var hun til koncert med den danske sangperle.

"Jeg er her bare for underholdningens skyld," som hun siger.

Tina Dico, som hun kalder sig i udlandet, er ikke noget stort navn på denne side af Atlanten. Da hun sidste år ankom mutters alene med sin guitar under armen for at give koncert på The Living Room i New York, skulle hun vise ID i hoveddøren for overhovedet at komme ind. Siden da er hendes album In the Red kommet på hylderne i pladebutikker over hele landet, og denne gang kører hun rundt i Willie Nelsons gamle tourbus sammen med færøske Teitur og svenske Tobias Fröberg. Men store dele af publikum sidder stadig forudsætningsløse, når Tina Dico går på scenen for at overbevise dem.

Gennembrud

Tidligere samme dag mødes vi over en frappuccino, og Tina Dickow fortæller, hvordan hun nærmest knokler for hver eneste cd, der bliver solgt:

"Det er ligesom i Danmark, hvor jeg også startede med at spille koncerter. Herovre tager det bare 10 år længere. Men det er sundt at måtte kæmpe for hver eneste publikummer. Det holder benene på jorden."

Det er over syv år siden, at Tina Dickow spillede sine første koncerter i Danmark. Siden er der sket en del. Hun har startet sit eget pladeselskab og udgivet tre albums. I 2004 modtog hun den danske kritikerpris, Steppeulven, som årets komponist, og samme år blev hun kåret som årets danske sangskriver ved Danish Music Awards. Ved dette års DMA tog hun prisen som årets sangerinde og vandt desuden P3-prisen "for dit mod, talent og evne til at vise dig frem uden gøgl", som det hed i begrundelsen.

Kritikerne har længe haft et godt øje til Tina Dickow, men det er først i år, at hun for alvor har fået sit populære gennembrud. I juni spillede hun foran 10-15.000 mennesker på Plænen i Tivoli, og måneden efter stod den på Grøn Koncert landet over. Hendes singler har været fast inventar på P3's Tjeklisten, og albummet In the Red har solgt over 45.000 eksemplarer i Danmark. Træerne lader til at vokse ind i himlen, så jeg spørger, hvad målsætningen er.

"Umiddelbart er målet at kunne rejse til en hvilken som helst by, hvor pladen er ude, og spille for et publikum, bare 500 stykker, der kender sangene. Hvis jeg kan gøre det i både München, København og Seattle, så ville jeg være rigtig glad," siger Tina Dickow, hvis seneste plade er udkommet i Storbritannien, USA, Sydafrika og Norge, samt i Tyskland om en lille måned.

Hun tilføjer dog øjeblikkeligt:

"Men det er jo også helt vildt overfladisk. For målet er jo egentlig at udgive nogle plader, der udtrykker det, jeg gerne vil udtrykke."

Svære 20'ere

Anerkendelse, penge og kunstnerisk udfoldelse kan umiddelbart virke som modstridende størrelser for en musiker, men for Tina Dickow hænger de uløseligt sammen.

"Jeg har en følelse af øget ro og tryghed, som er kommet af succes og af, at jeg føler mig forstået. I starten af 20'erne hylede jeg mig selv ud af den og var i virkeligheden min egen værste fjende. Nu behøver jeg ikke nødvendigvis skille mig selv ad hver morgen for at samle mig selv på en ny måde. Alt vælter ikke, bare fordi jeg skal lave et interview på tv. Jeg er kommet ud over den ungdommelige tøseusikkerhed, som har stået i vejen for bare at slappe af og virkelig give noget. Jeg har en tro på, at jeg godt bare må være mig selv, og at jeg godt kan klare det. Det har jeg ikke altid været sikker på, at jeg kunne."

"A sceptic mind set free," som hun ganske passende sang fra scenen samme aften.

Et livsværk

Selv om pladesalg uafladeligt betaler huslejen og giver en vis ro i sjælen, så har Tina Dickow ikke ambitioner i retning af at fordoble oplagstallet for enhver pris. Hun har sagt nej til at tv-annoncere - "det er sådan noget, man lader Big Fat Snake om," som hun siger - og vægrer sig faktisk ved tanken om at få alt for meget succes.

"Det er farligt, hvis man vil have en lang karriere, for den type fans, man får på den måde, er som vinden blæser."

"Den kontakt, jeg har til mit publikum i Danmark, har styrket mig meget. Det er foregået meget stille og roligt. Jeg føler, at folk accepterer mig, uden at jeg er skruet op til at være noget, jeg ikke er," siger Tina Dickow.

Støt og stilsikkert har hun spillet sig frem til at være en af Danmarks førende sangere og sangskrivere, og den langsomme proces skulle gerne fortsætte fremover.

"Hvor min ambition tidligere har været at skrive den perfekte sang, så er ambitionen nu i løbet af et liv at få lavet en krop af arbejde, som virkelig betyder noget i andres liv. Det skal være organisk, tungt og sundt frem for at have fire store hits, som hele ens karriere er bundet op på. Det skal gerne være et liv. Et værk."

Poetens briller

Det igangværende livsværk står snart over for en udvidelse, idet Tina Dickow går og pusler med et fjerde album-udspil. Det har hun sådan set gjort i et stykke tid, men først nu er hun nået til at skrive. Tina Dickow er nemlig et ordensmenneske. Og den slags skal have styr på en masse småting, før der bliver åbnet for inspirationskilderne.

"Jeg skal altid have det forkromede overblik, før jeg kan arbejde mig nedad og gå i flæsket med sangene."

Overblikket har hun nu. Det praktiske er på plads, og Tina Dickow ved, hvilken plade hun vil lave. Den skal bevare varmen og de gode melodier fra In the Red, men samtidig gøre plads til et mørkere og mere eksperimenterende udtryk. Forhåbentlig.

"Jeg siger til mig selv, at jeg vil være mere fri, men jeg ved slet ikke, om jeg er klar til at give mig selv den plads. Mit band vil sikkert gerne lave seks minutters hippie-jam til sidst i et nummer, men jeg har en tendens til at skære ind til benet og arrangere tingene, så min hjerne kan forstå, hvordan det hele foregår."

Det, der foregår i hovedet på Tina Dickow lige for tiden, er hovedsageligt sangskrivning. Hendes øjne lyser helt op, når hun fortæller om sin yndlingsbeskæftigelse.

"Jeg er der, hvor det er forholdsvist nemt at skrive, og det er det fedeste sted at være. At gå og lede efter poesi alle vegne. At tage de briller på. Man ser en masse historier rundt omkring, og meget bliver ikke til noget, men når det så lykkes at lave et af de øjeblikke om til sang, så er det rigtig sjovt."

Hun kigger ud af vinduet på gadelivet i Manhattans finansdistrikt. Fortovene vrimler med travle jakkesæt.

"Jeg har det rigtig godt, der hvor jeg er nu. Jeg føler, jeg lever min drøm," siger hun.

"Jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at føles bedre, end det gør lige nu. Det tror jeg egentlig ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu