Læsetid: 2 min.

En gang til for Prins Kanon

Heldigvis belærer den kanoniserede litteratur os om det, som selve kanoniseringens gestus udgrænser: fremmedheden og kønnet
26. januar 2006

Den litterære kanon, vi sidste år fik forelagt fra Undervisningsministeriet, lugtede betænkeligt af nationalkonservatisme og patriarkisme. I forhold hertil er den kulturministerielle kanon en forbedring: Hjemmefødingen Grundtvig er erstattet med kvasityskeren Kierkegaard, og vi har fået Leonora Christine og Inger Christensen med på spindesiden. Godt så.

Principielt er jeg ikke imod en litterær kanon. Principielt tror jeg ikke en gang jeg er imod, at den bliver knæsat af gamle gråhårede mænd, for så er der da nogle tydelige etablerede skolemestre at forholde sig polemisk til. Uden autoritære mestre ingen oprørske hy-sterikere, og uden oprørske hysterikere ingen erkendelse. Principielt. Men i den konkrete situation, under det aktuelle politiske klima, mener jeg simpelt hen, at en national kanon er rigtig dårlig timing.

I fremmedfjendtlige tider som vores vil det nationale altid blive spændt for nationalismens trækvogn. Og den bør litteraturen aldrig spændes for, for litteraturen (også den her kanoniserede) kan netop belære os om eksilet og fremmedheden som eksistentielle grundvilkår. Og om national- og hjemmefølelsen som fantasier, konstruktioner.

Énkønnet lyrik

Et andet eksistentielt grundvilkår, de litterære forfattere altid har haft sans for, er kønnet. Og det har det kulturministerielle udvalg altså også haft lidt mere sans for end det undervisningsministerielle, hvis kanon gav det indtryk, at dansk litteratur er et énkønnet foretagende, med kvinden (i Karen Blixens skikkelse) som undtagelse eller 'one of the boys'. Men se om ikke nissen alligevel er flyttet med, ned i det lille hjørne af listen, der hedder 'lyrikantologi', hvor det er lykkedes udvalget at kanonisere 24 danske digte, fra Kingo til Nordbrandt, uden at ét eneste af dem er skrevet af en kvinde. Imponerende.

Den undladelsessynd, der springer i øjnene, er Tove Ditlevsen. Direkte adspurgt om hendes fravær udtalte Erik A. Nielsen i radioen, at hendes lyrik ikke havde kunnet holde til den kvalitetsprøve, han omhyggeligt havde udsat alle de udvalgte digte for. Han talte eftertrykkeligt i første person ental, men dette formands-'jeg' skulle altså åbenbart borge for objektive kva-litetsdomme. Spørgsmålet er, om ikke Ditlevsens Kvindesind kunne have klaret kva-litetsprøven, hvis der til dette 'jeg' havde hørt en for-elsket eller forladt eller erotisk genvakt kvindes erfaringer?

Bevaring eller redning

Problemet er henvisningen til angiveligt objektive kvalitetskriterier. Til øverste objektive kvalitetsdommer udnævnes 'Tiden': 'Tiden' har vist eller vil vise om dette eller hint værk er kanonisérbart. Men 'Tiden' er en grum og ubønhørlig mester at underkaste sig. Litteratur-historie bør også handle om at 'redde' det af fortiden, som 'Tiden' har trampet ubønhørligt henover, fordi det ikke har passet ind i Tidens kram. Værker af kvindelige forfattere har i høj grad lidt denne skæbne, og det råder vi ikke bare bod på ved at udgive separate litteraturhistoriske værker om disse kvinder eller relegere dem til den ghetto man kalder 'kvindelitteratur'.

I min egen historiefilosofi (som jeg har tyvstjålet fra Walter Benjamin) er nutidens opgave ikke at bøje sig ærbødigt for fortiden, som om den var et stivnet, urokkeligt klippemassiv, men snarere at betragte den som noget bevægeligt, noget der er åbent for fortolkning og forandring. Fragmenter af fortiden kan vise sig at være ruiner af fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu