Læsetid: 3 min.

Ganske, ganske langsomt...

...går det i Ole Grønnes debutroman om en mands afmontering af fortællingen om sin familie
12. oktober 2006

Ole Grønne debutroman Siriuspassagen er en udpræget ambitiøs bog. Den opererer med en stort anlagt symbolik, avanceret fortælleteknik og et billedmættet, kunstfærdigt sprog. Men romanens problem er, at den er alt, alt for langsom. Og det er pokkers ærgerligt. For Ole Grønne er helt klart en dygtig fyr.

Peter Sirius er vores ho-vedperson. Hvert andet af-snit fortæller han selv, mens en implicit fortællerinstans med privilegeret adgang til Peters bevidsthed fortæller resten. Den avancerede for-tælleteknik giver Ole Grøn-ne mulighed for både at lade læseren se verden fra hovedpersonens synspunkt, men også at se på og ind i hovedpersonen udefra.

Peter er en slick fyr med det rigtige udseende og en velspækket tegnedreng. Han arbejder som marketings-chef i sin fars sportstøjfirma og er indehaver af en intet-sigende blondine med silikone i brysterne og intet andet end fitness og cafe latte-dates med veninder i tankerne. Moderen Esther døde i et trafikuheld, da Peter var lille, og han er derfor vokset op i sin fars nye familie, med papmoren Tove og hendes søn Adam, en kærlig autistisk knægt med særlige evner a la Dustin Hofmann i Rainman.

Massiv symbolik

Alting kører på skinner for drengerøven Peter, da Adam pludselig tager sit eget liv på ganske makaber vis. Skjult i efterladte, ret udsyrede digte og forunderlige hjemmebyggede modeller af planetsystemet kan Peter skimte en eller anden form for besked fra Adam, og så går resten af den voluminøse roman ellers med, at Peter ganske, ganske langsomt arbejder sig frem til en forståelse af, hvad det var, papbroren ville sige ham.

I sidste ende står Peter til-bage med et helt nyt billede af sin familie. Pludselig forstår han, at intet er, som han troede. Som læser er man da også blevet grundig forberedt på, at ellers fasttømrede sandheder måske i virkeligheden kan vise sig at være konstruktioner. Amerikanernes månelanding i 1969 og Robert Capas berømte foto "Faldende soldat" fra den spanske borgerkrig, begge fænomener hvis sandhedsværdi eftertiden har stillet spørgsmålstegn ved, nævnes nemlig igen og igen og vinder efterhånden status som en slags symboler på sandheden om, at vedtagne sandheder ikke altid er lige sande.

Ligeledes synes fundamentet i Peters far, Bjarnes, hus at være symbolsk ladet. Vi får at vide, at det konstant slår nye revner, som Bjarne manisk forsøger at fylde ud. Og som romanen skrider frem, bliver det klart, at den indædte, men ørkesløse kamp for at opretholde en pæn overflade ikke kun skal læses som en beretning om gør-det-selv-arbejde.

Dårligt forlagsarbejde

Det er selvfølgelig menin-gen, at det skal gå langsomt med Peters afmontering af den hidtidige sandhed om sin familie. Den slags indser man ikke fra den ene dag til den anden. Men det går altså for langsomt. Læsningen antager i lange passager karakter af sneglelangsom fremdrift på en motorvej med kø, og som læser keder man sig på de langvarige stræk.

At Peter Grønne altså har fået skrevet en lidt kedelig bog er synd og skam. Men ekstra ærgerligt er det, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at han faktisk kunne have skrevet en god bog. Sproget er nemlig fint, symbolikken fungerer, og plottet er slet ikke dårligt, men bare alt for udstrakt. Havde Grønne bare haft en forlagsredaktør med nosser nok til at barbere en tredjedel af bogen væk, havde der været tale om en rigtig fin debut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu