Læsetid: 3 min.

Er det ganske vist?

Teatret kan noget helt særligt, og der er brug for de faster scener i provinsen. Men hvis støtten bliver ved med at falde, ender teatrene som en trist, underernæret ælling
30. april 2005

For nylig så jeg forestillingen Kender du Svimmel - bed at hun ikke griber dig på Odense Teater. Instruktøren Henrik Sartou havde før sin alt for tidlige død skabt en fremragende forestilling over Svend Holms tekst, en forestilling, som for mig blev den hidtil eneste kunstneriske oplevelse i dette H. C. Andersen jubelår, der fuldt lever op til det, som digteren selv har skabt. Resten har været en ørkenvandring gennem den slags udvendige events, som mere og mere forveksles med kunst og kultur.

Da jeg gik ud af Odense Teater - efter at et publikum, som ikke så ud til at være mere bogligt end gennemsnittet af befolkningen, begejstret havde hyldet skuespillerne med Jesper Langberg i spidsen, for i nogle timer at have lukket os ind i en verden fjernt fra dankortgebyrer, men hvor alle livets store eksistentielle spørgsmål var på spil - tænkte jeg på, hvor godt det er, at der stadig ude i provinsen findes faste scener med et afvekslende repertoire.

Det var på dette teater jeg for første gang så John Osbornes Ung vrede med Søren Elung Jensen og Jens Østerholm. Og det var her, jeg oplevede skuespillere som Bodil Ipsen og den norske Claes Gill. Det var i mørket i dette gamle skuespilhus, jeg for livet blev grebet af teatret og dets fantastiske muligheder for at 'snyde' tilskueren på den gode måde gennem dets forenkling af virkeligheden.

Triste nedskæringer

Derfor blev jeg bedrøvet, da jeg forleden slog min lokale Fyns Stiftstidende op og læste, at Odense Teater siden sæsonen 2002 har mistet syv millioner i tilskud fra staten. Og nedskæringerne fortsætter, lyder meldingen fra kulturministeren, ifølge avisen.

Odense Teaters økonomichef Peter Houmann siger, at det skyldes både besparelser på finansloven, og at staten ikke fremskriver tilskuddet i samme størrelsesorden, som priser og lønninger stiger. Staten anvender en procent på 1,2, mens amterne er mere realistiske og fremskriver med 3,5 procent. Han konkluderer over for avisen: "Det betyder, at vi er meget sårbare. Et par enkelte kiksere, altså forestillinger, som ikke fænger hos publikum, og vi kommer ud med et kæmpeunderskud."

Hvad det betyder for en teaterleders vovemod, kan man sagtens forestille sig.

Og udsigterne for fremtiden ser tilsyneladende endnu sortere ud på grund af kommunalreformen. I forrige århundrede var det sådan, at staten skulle matche tilskuddet fra Fyns Amt. I dag er forholdet forrykket, sådan, at Amtet giver næsten 28 millioner kr., mens staten kun giver godt 20 millioner.

Fra januar 2007 forsvinder amterne som bekendt, og de nye regioner får ingen kompetence på dette område, således at det bliver total statsfinansiering. Derfor er den initiativrige direktør, Kasper Wilton, yderst pessimistisk, hvis ikke regeringen melder ud på en anden måde, men fortsætter undermineringen af landsdelscenens drift.

En mulighed er helt at lukke 'Sukkerkogeriet', den scene, som ikke mindst har været brugt til eksperimenterede forestillinger for de unge, og som på årsbasis har 25.000 tilskuere. Foreløbig har Wilton bebudet færre forestillinger allerede fra sæsonen 2006-07.

En underernæret ælling

Og det er ganske vist. Det er den konkrete sandhed om kanonkongen Brian Mikkelsens kulturpolitik her i det store H.C. Andersen år. Svanen er sat på skrump og kan hurtigt blive til en underernæret ælling. Ministerens utrolige entusiasme med hensyn til en bevaring af kulturskatten i diverse kanoner, som alt for flinke mennesker har ladet sig vælge til at udvælge, måle og veje blandt de forhenværende æbler og pærer, tordenskrald og rådhustårne, bunder formentlig i en oprigtig bekymring for befolkningens dannelse.

Men det er kun i det levende møde med et publikum, at fortiden smider de støvede klæder og bliver eksistentielt vedkommende for nutiden. Med andre ord: Det nytter ikke at vedtage, at et drama fra forrige århundrede er godt for befolkningen og bevaringsværdigt, hvis ingen teaterdirektør tør binde an med at finde den spændende instruktør, som kan give de gamle ord et nyt liv. Og hvis direktøren derfor føler sig nødsaget til at købe de sikre stykker, som kan importeres i metervis fra udlandet.

Jeg tillader mig at være lidt naiv og nægte at tro på, at Brian Mikkelsen har til hensigt, at det skal gå så galt efter kommunalreformen, som det ser ud til. Så jeg forventer, at han nu fortæller Kasper Wilton og hans kolleger, at de ikke behøver at være bekymrede over, at staten i fremtiden vil være mindre generøs end de amter, som nu går i graven.

Jeg er sikker på, at denne avis gerne vil give plads til et sådant eventyr fra det virkelige liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her