Læsetid: 3 min.

Gauguin og impressionerne

1. september 2005

Det gør indtryk at se den omfattende Gauguin udstilling i Ordrupgaards nyinviede bygning, tegnet af arkitekten Zaha Hadid.

Og jeg kan ikke helt undlade at gå en omvej for at komme frem til de mange værker - ligesom Paul 'Gågæng' i sin tid måtte trave hvileløst rundt i københavnske parker, førend han forlod børn og kone for at male fuldtids og fuldblods i Frankrig og Sydhavet.

Interessant kunstner. Det ved vi godt. Men når Gauguin og forholdet til impressionismen nu er genstand for opmærksomheden, kræver bygningen også sit. Man skal passe på ikke at snuble, for selv om dækket ikke er glat, er vi i høj sø. Det første billede jeg kontemplerer over hænger vist da ikke i water. Nej eller? Væggene er skæve og vinklede, rumforløbet overraskende. Paul Gauguins værk er udsat for ikke så lidt af en bevægelse. De mørke rum giver nærhed til oplevelsen af en sjæl i verden, men antyder også at vi er under dæk i denne bygning, lad os sige det, som det er, Arken 2. Den første er museet i Ishøj, som også er tegnet med forbillede i et af Zaha Hadids arbejder, en brandstation. Udrykning og sprøjtekøretøjer. Afsted til kunsten.

Udstillingen

Gauguin og impressionismen er en blændende udstilling, hvad angår omfang og forskningsmæssig kvalitet. Kataloget giver hele udtrækket af den tidlige Gauguins liv og færden, og sætter maleriet ind mellem samtidige impressionisters påvirkning og ikke omvendt. For der spørges korrekt: Var han impressionist? Ja. Nej. Og symbolist. Og ekspresionist og postimpressionist og så videre. Han var en vild og ville være det. En skæv maler af grimme prospekter og nødlysende haver i sne. Hans keramik er ekstraordinær. Oppølsede krukker fra brun stue.

Der er virkelig afmålt distance til civilisationen her, eller også kan Gauguin bare ikke hitte ud af det. At blive kunstner. Snakketøjet fejlede bestemt ikke noget. Og til og med endte han sine dage på Marquesas-øerne i Stillehavet med at skrive en af de bedste bøger om kunst, der er skrevet. Før og efter. Det hedder den også. Dette er ikke en bog, står der ustandseligt. Det er det, for den kan fås på dansk. Læs den ved lejlighed. Eller før De entrer Ordrupgaard ad Vilvordevej. For en lille flig af sandheden mangler her blandt de tørre eftersynsagtige malerier. Historien fortælles gennem billeder. Og mange af dem er kæbe-af- led-gabende træge. De åbnes end ikke af de ledsagende billedtekster.

Lys, lyst og lidt tungt

Men, men, men. Derfor er malerierne interessante. Han kan nemlig male, Gauguin. Understatements af natur, opstillinger og mennesker. Se portrættet af chefens datter. Føj da. Og så denne eminente spiddende indlevelse i mennesket. Portrættet af sønnen Clovis. Jamen kæreste barn dog. Hvad er sket, er du helt alene i verden med far? Paul Gauguin maler selvfølgelig sig selv, sine kvaler og sit selvhad. Og gør det overalt i værket og ikke kun foran spejlet. Jeg er vist en mærkelig lille lågkande når det kommer til stykket, siger et nature morte. Og Clovis falder i søvn af udmattelse foran og i fars maleri. Mystiske kande. Mystiske Gauguin. Det gør ondt at se på. Ondt at erfare. Durk gennem sjælen.

Paul Gauguins værk er tungt. Alting virker tungt. Pæonernes hoveder er bristefærdige af sødlig duft. Det hjemmegjorte vitrineskab, der står på udstillingen er kluntet i sin tilstræbte elegance. Keramikken, motiverne. Impressionismen kastede lys ind i landskabet. Paul Gauguin kastede snesjap. Effekten udebliver. Men hvor er det sundt at se den fremmede maler inde i Paul Gauguin finde vej op til overfladen. På Ordrupgaard sker det for øjnene af en. Når man gennem alle nybygningens forviklinger og korridorer ind i den gamle bygning fra 1916, forstår man, hvad lyspåvirkning er. Her står nogle bogskabe. Og her er en ovenlyssal, der får det Olaf Ussingsk altmodige suk frem over læben. Åh ja. Man er blevet gammel. Men Gauguin er ung endnu. Ung som den arkitektur, der prøver at kaste hans værk omkring i bølgerne, men som ikke får værket druknet. Værdierne overlever. Trods det teatralske forsøg. Kunsten er lang, livet er kort og impressionismen kun en overgang til noget værre og muligvis bedre for Paul Gauguin. Sex og død lurer allerede i krogene. Farveløse orgier. Lys og lyst. Sikke en fremragende omkostning ved livet. Den ægte kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her