Læsetid: 4 min.

Gave-idé til 250-årig

18. december 1998

Et mærkeligt jubilæum bliver det, når Det Kongelige Teater i aften kan fejre sin 250 års fødselsdag ved en stor galla, der bliver transmitteret til det ganske folk. For sjældent har der været så lidt at fejre, i hvert fald hvad angår teatrets ledelse.
Teaterchef Michael Christiansen har nu mistet sit greb om tøjlerne - medarbejderne ved teatret har simpelthen taget over, når det gælder planlægningen af teatrets fremtid. Christiansens økonomichef Mai Buch tog sin afsked i mandags, men alligevel er det hende - og ikke Christiansen - som medarbejderne har udnævnt til at samle tropperne forud for kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens høring om Det Kongelige Teaters fremtid den 18. januar. Christiansens handlingsplan fra oktober skal nu skrottes til fordel for mere visionære tanker, som personalet selv vil sætte sammen.
Balletmester Maina Gielgud meddelte sidste uge, at hun forlader teatret til sommer - og få dage efter sagde viceoperachefen Claes Sjöblom sin stilling op. Operachef Elaine Padmore har ikke tænkt sig at få sin kontrakt forlænget ud over sommeren 2000. Og nu forlyder rygterne glædeligt, at bestyrelsesformand Niels-Jørgen Kaiser pønser på at forlade sin post til foråret.
Kong Christiansen (og Kong Krigstjansen) er teaterchefen tit blevet kaldt, men noget tyder altså på, at han kommer til at stå temmelig alene ved højen mast. Godt nok har han aldrig har været bange for at fremstå som Stærk Mand. Heller ikke for at sætte sin stilling ind på et hjertensprojekt, sådan som han gjorde det for at få Sverre Fehns tilbygning Fuglen vedtaget og opført.
Men modgangen omkring Fuglen gjorde ham svag. Først fortrød han sit løfte om at gå - og blev siddende. Og siden har han brilleret ved heller ikke at tage konsekvensen af sine fejlansættelser, nemlig valget af balletmester, først Peter Schaufuss og dernæst Maina Gielgud. Det sidste skete ikke mindst efter anbefaling fra viceballetmester Johnny Eliasen, som Christiansen har ladet sidde i stolen. Dén Eliasen, som indtil nu opportunistisk har skjult sig bag tumulten omkring Maina Gielgud, som i stigende grad er upopulær i kompagniet og derfor bør gå, inden den nye balletmester vælges.

Men har kunsten på scenen og i orkestergraven det lige så dårligt som ledelsen?
Selvfølgelig ikke. Selv den værste ledelse kan ikke forhindre talenterne i at stråle. Men det kan fratage dem glæden ved at skabe teater. Og et håbløst repertoire kan naturligvis forhindre talenterne i overhovedet at demonstrere evnerne.
Kritikken af Det Kongelige Teater er for massiv, mener nogle, der prøver at give medierne skylden for den dårlige stemning omkring teatret. Men selv set med de allervenligste briller har det også i følge denne avis skortet på succeser i jubilæumssæsonen:
*Skuespillet har været domineret af skuespilchef Klaus Hoffmeyers nye og danske repertoire, der ikke har budt på underværker. Derimod viste 1600-talsstykket Det' en skam hun er en mær sig at være en kraftpræstation med en førsteelsker med abonninetække og en tåretrillende komik så afvæbnende, at det vitterlig var kongeligt duarder.
*Balletten har satset på det udenlandske og det lette, men uden at overbevise. Den Glade Enke blev til champagneforgiftning for både dansere og publikum, men festgallaens tre nye værker af Peter Martins, Maurice Béjart og John Neumeier i aften kan jo endnu nå at vise sig som de forventede højdepunkter i denne sæson.
*For operaen har det mest været aflysningerne i repertoiret, der har haft publikums bevågenhed. Men som flere operakendere udtrykker det: Når alt er lige ved at køre af sporet, opstår der ofte helt fremragende øjeblikke. Sangerpræstationerne i Tristan og Isolde kaldes i hvert fald en helhjertet, scenisk indsats i skærende kontrast til ledelsens.

Georg Metz fremførte i lørdagsavisen den tese, at Det Kongelige Teaters dårlige ledelse helt af sig selv vil komme til at splitte kunstarterne ad - og dermed afslutte debatten om kunstarternes samhørighed.
Måske får han ret. Men om løsningen på Det Kongelige Teaters komplekse problem virkelig blot er at finde i denne adskillelse kan diskuteres. For uanset om kunstarterne er samlede eller hver for sig har de brug for kloge ledere og tidssvarende sceneforhold - præmisser, som ikke nødvendigvis blot opfyldes af en ny organisationsplan.
Det Kongelige Teater skal uomtvisteligt have nye scener. Men ikke nødvendigvis et skuespilhus ét sted og et musikhus et andet sted. Udover at bevare Gamle Scene, som fortsat er en perfekt lysekroneindramning af mindre, ældre balletter og operaer, er det fortsat muligt at bygge et nyt teater med plads til alle kunstarter. En tre-i-en-teaterbygning, eventuelt opbygget i flere faser, sådan som Allan de Waal beskriver det på side 9 i dagens avis. Vel at mærke udformet og placeret et sted, der også udi psykogeografien umiddelbart opfattes som passende for et kongeligt teater.

Jamen, er tiden ikke løbet fra en institution som Det Kongelige Teater - og bør vi ikke blot have en kongelig opera og ballet?
Nej, tiden er måske mere end nogensinde inde til de store identitetssamlende monumenter - inden for kulturen såvel som inden for bro-elefantiasen. Og selv om der i dag spilles skuespil på alle mulige andre teatre i landet, der samlet præsenterer et tilsvarende repertoire som det kongelige, så vil sproget - og dermed skuespillet - fortsat være det egentligt konstituerende for en nationalscene.
Netop det nationale lagde kulturministeren stor vægt på, da hun forleden udtalte sig om teatret i DR2-TV. Og hun mente ligefrem, at den største jubilæumsgave til Det Kongelige Teater netop er den igangværende debat.
Herfra kunne tilføjes: Den bedste gave ville være, at Michael Christiansen slap taget i hin højen mast.AMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu