Læsetid: 3 min.

En gave til verden

30. september 1997

PÅ EN konference i Washington i går afleverede energi- og miljøminister Svend Auken intet mindre end en "gave til jorden". Det er Verdensnaturfonden, der har fået den gode idé at kalde til internationalt møde, hvor man for en gangs skyld ikke skal begræde tingenes tilstand, men glæde sig over de fremskridt, der sker, og kalde et par nye fremskridt frem.
Den gave, Auken havde med hjemmefra, er fem hundrede vindmøller, anbragt på vort moderlige hav vest for Blåvand og Omø og syd for Læsø, Lolland og Gedser.
Mange tak skal Auken have og hip hurra for de små smedemestre og store idealister, aktivister, lobbyister, forretningsdrivende og politikere, der gjorde dette muligt. Hurra for vores allesammens tryghed i det globale drivhus.
Hvis glædesrusen har lagt sig, vil vi lige tillade os at minde om et par kendsgerninger.
For det første at det her er et ganske almindeligt stykke dansk industripolitik. Det ville være meget besynderligt, hvis Danmark ikke gik i spidsen og viste verden et eksempel på det her område. To af de tre firmaer i verden, der kan levere Megavindmøller, er nemlig danske. De danske vindmøllefabrikker er i det hele taget verdens førende - og de står midt i et boom, med en vækst på ikke mindre end 40 procent i omsætningen - op til 6 milliarder i år.
Det ville være en meget mærkelig regering, der ikke prøvede at støtte et så spektakulært gennembrud for en enestående, eksportorienteret og beskæftigelsesfremmende, miljøvenlig industrigren.

ØKONOMISK har vindkraften nået det punkt, hvor den - næsten - er konkurrencedygtig uden støtte. Beregningerne viser, at de nye havmøller kan levere strøm til en pris på 35-38 øre, kun få øre mere end prisen for at lave strøm på den i Danmark billigste, men miljømæssigt mest betænkelige måde: Et nyopført kul-kraftværk.
Eller sagt på en anden måde: Med de nyeste megamøller er det blevet billigt at skære ned på det store danske udslip af kuldioxid, som Danmark har forpligtet sig selv til at skære ned med 20 procent i år 2005 i forhold til niveauet i 1988 - og forpligtet sig i EU til at reducere med 25 procent i år 2010 sammenlignet med år 1990.
Foruden miljøgevinsten og den politiske prestige er der nationaløkonomisk udsigt til nye job og skatteindtægter og valutaindtægter i milliardklassen. Skam få den minister, der ikke støtter sådan et industrieventyr, når branchen har brug for demonstrationsanlæg at vise frem for de internationale kunder, og de danske elværker har penge nok til investeringen.
"Havmølleparkerne vil blive et udstillingsvindue for dansk energipolitik og miljøvenlig teknologi," sagde Auken om projektet allerede den 1. juli.

JUBELEN over at der sker noget med det danske CO2-udslip skal heller ikke skjule, at det er på høje tid. En og anden deltager i den festlige Washingtonkonference kunne ellers få den tanke, at Danmarks miljøminister taler lovlig meget om Danmarks planer og lovlig lidt om den danske virkelighed.
Virkeligheden er, at vi aldrig i Danmarkshistorien har forurenet atmosfæren så meget med drivhusgasser som vi gjorde i det sidst opgjorte år, 1996. Vores lille energiske foregangsland med de høje krav i de internationale forhandlinger spyede over 14 tons CO2 pr. indbygger ud i atmosfæren i 1996. Det placerer os langt højere på skalaen end lande som Tyskland og Japan, der ellers har meget mere tung industri. (Men også mere atomkraft, ret skal være ret).
Ja, ja, svarer Aukens energistyrelse, men det er jo før den ekstra store stigning, som skyldes eksporten af strøm til især Norge, som manglede vand i fjeldene og derfor var nødt til at købe strøm fra de danske kulkraftværker - også fra nogle af de gamle værker som er mindre effektive.
Nuvel. Men brændt blev de kul altså. Enten det så skal regnes med på CO2-regnskabet i Norge og Sverige eller i Danmark.
Og nægtes kan det i hvert fald ikke, at udslippet også voksede fra den forcerede udvinding af olie og gas i Nordsøen og fra erhvervsvirksomhederne med deres voksende produktion og - ikke mindst - fra den hastigt voksende biltrafik og flytrafik.
Kendsgerningen er, at CO2-udslippet er stabiliseret, hvis man godtager Energistyrelsens korrektioner. Men det er ikke for alvor på vej ned.
Danmark er verdensmester i gode hensigter på energiområdet. For eksempel fik vi i 1981 en energiplan, der satte 10 procent vindkraft som mål i år 2000. Nu, 16 år senere, er vi nået op på 6 procent. Men vi har sat et nyt og større mål. 50 procent i år 2030.
God vind.es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu