Læsetid: 4 min.

Gaven fra Haider

14. februar 2000

Vi frasiger den østrigske regering evnen til at udtale sig på vegne af kunsten og kulturen og for dens interesser og mål. Ikke alene på grund af dens manglende faglige forudsætninger, men på grund af dens manglende moralske kvalifikationer.
Underskrevet af en lang række østrigske forfattere, kunstnere og intellektuelle

Hvem skulle tro, at vi nogle uger inde i det nye årtusind skulle opleve bekymring for den kunstneriske frihed i Europas velbjergede hjerte, efter at vi i årevis med et skuldertræk havde konstateret, at kunsten jo havde frihed til alt, og at dens politiske potentiale som kritik af magten var gået fløjten? Frygten for Haiders forslag om fjernelse af statsstøtte til kunsten og udsigten til, hvad regeringsdannelsen i øvrigt må afstedkomme, har fået en række af østrigske forfattere m.m. til at underskrive erklæringen, der på én gang skal være et opråb til regeringen og til den øvrige verden om, at modstand er påkrævet. Netop som vi havde vænnet os til, at Murens Fald også havde trukket de sort-hvide tankeforestillinger med sig i støvet, står vi atter i dilemmaet. For naturligvis skal der ydes modstand mod Haider, der jo selv er båret frem på den polære opdeling mellem 'os' og 'de fremmede', og yderst forståeligt er det, at en deklaration har føltes påkrævet. Men med deklarationen kommer kunstens talsmænd unægteligt til at rette sig ind efter Haiders egne tvivlsomme moralske kvalifikationer, nemlig derved at de lyder, som om kunsten repræsenterer den rigtige moral.

Hvem kunne have gættet, at den påtrængende diskussion om demokrati genrejser spørgsmålet om, hvorfor man i lang tid ikke automatisk har kunnet regne med, at de intellektuelle vil gå i front med de overbliksskabende synspunkter i stedet for at tvivle og tie.
For lige så let det er at afskrive Haiders og Kjærgaards lavinerullende folkeopbakning som et udtryk for den manipulérbare masses fordummelse, lige så vigtigt er det at betænke, at højrepopulismen og nationalismen midlertidigt har genindført den polarisering, som herskede i tiden før Murens Fald, hvor man, hvis man udtalte sig, var sikker på at blive placeret i et meningsfællesskab på den ene eller anden side af fløjen.
At den meningsytrende intellektuelle længe ikke i sig selv har udgjort en avantgardistisk fortrop for koret af menige meningshavere, har ikke desto mindre gjort ønsket om det endnu mere besnærende. For vi vil ledes og jo helst hen til det rigtige. Eller rettere: Vi vil gerne have tillid til, at nogen i det mindste påtager sig et etisk funderet ansvar, når nu de ansvarlige politikere ikke kan give os anden fornemmelse, end at de manøvrerer for at afværge det værst tænkelige og ikke evner at være fællesskabets idealbærende ikoner, som tænker på det bedst mulige, sådan som de gav indtryk af at være engang.

Politikerne er pÅ godt og ondt afhængige af scenespillet i de medier, der jo som navnet antyder, i grunden skulle være 'medium', dvs. formidler af hvad der sker i verden for dem, som er i verden. Men formidlingsrummet er i dag snarere blevet en selvrådende virkelighedsdanner, der sætter i scene og selv fremprovokerer, hvad der passer ind i iscenesættelsen af underholdningens flow, som efterlader alvoren og eftertanken til minutafmålte ekspert-udtalelser. Den skiløbende Haider eller en hundeluftende Kjærsgaard kan derfor pludselig vække tillid hos mange, fordi de fremstår med en symbolsk kontakt til jorden og det nære, genkendelige liv, som på skærmen har en aura af uimodsigelig oprindelighed.
Forestillingen herhjemme om, at hvis bare vi hentede de kulturradikale op af historiens skuffedarium, ville idealerne og de uimodsigelige synspunkter genopstå påny, hører jo hjemme i dels en oplysningstankegang, der tillægger opdragelsen af folket et udviklende og menneskeophøjende potentiale. Dels hører den hjemme i en gammelromantisk geni-forestilling, der tror, at det er muligt at deponere alle vores ønsker om en bedre verden hos mennesker, der menes at have en direkte forbindelse til Den Høje foroven. Og i øvrigt selv undlade at skulle tage stilling.

NÅr situationen i Østrig med ét giver os mulighed for en entydig og klar stillingtagen, er det nødvendigt at gøre det med den entydige positions skrøbelighed for øje. For den demokratiske samtale og den kunstneriske indsigt må aldrig kunne indordne sig og udgøre ét enkelt udsagn overfor det andet, så ville samtalen - og kunsten - blot blive et spejlvendt billede af den magt, man egentlig ville anfægte. "Kunsten betyder det samme for samfundet, som drømmen betyder for det enkelte menneske", har Villy Sørensen engang sagt, og når samfundets drømmebearbejdning, kunstens tolkende syner, af kræfter i den østrigske regering opfattes som en overflødighed eller ligefrem en potentiel trussel, fortæller det os ikke kun om kunstens vigtige betydning. Men lige så meget er det en anledning til at tage imod den gave, det er, at udyret endelig har givet sig til kende, således at vi kan lokalisere og fastholde vores modstand.cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu