Læsetid: 4 min.

Gaver i læssevis

Samleudgaven af Per Højholts digte - på 656 sider! - er klogt tilrettelagt og sobert fulgt til dørs
24. oktober 2005

Forleden dag blev det Ole Sarvig, udvalgt af Torben Brostrøm og med forord af en Sarvig-beundrer, Søren Ulrik Thomsen. I dag kommer så turen til Højholt, godt et år efter hans død. Jo, Gyldendal er fortsat i færd med at klemme det 20. århundredes store danske lyriske forfatterskaber ind i sine lidt kedelige grå eller blå, murstenstunge mammutbind, Beton-Biblioteket. Nu hvor bygningen står der og kan ses, omfatter den også Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Jens August Schade, William Heinesen, Tove Ditlevsen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger (med indlagte inkonsekvenser og fejl), Klaus Rifbjerg, Inger Christensen, Svend Johansen og Jørgen Leth.

Spørgsmålene, man må stille sig, når Per Højholt (1928-2004) indsættes i rækken, er: 1) Hører han hjemme dér? 2) Hører alle hans digte hjemme i bogen, hvad med dem, der netop dejser på grænsen mellem digtet og alt mulig andet? 3) Yder bogen de mange medtagne tekster retfærdighed, kommer de grafisk-visuelt til deres ret? 4) Erkender vi gennem sammenstillingen og Jens Smærup Sørensens efterskrift noget væsentligt nyt om digteren Per Højholt?

Til det første spørgsmål - et uforbeholdent ja. Per Højholt hører til det 20. århundredes betydeligste danske digtere og var med sin æstetiske radikalitet, sin intellektuelle integritet, formens variabilitet og en med årene stadig mere vedkendt sensibilitet over for naturen, eller rettere: den øvrige natur, i stand til at bryde grænser, sætte standarder, stille krav - og hælde gaver i læssevis ud til stadig nye generationer af taknemmelige læsere. Indtil han var omkring de halvtreds, gik han for at være elitær og svær, men efter det folkelige gennembrud med Gittes monologer stod det klart, at mandens evne tværtimod bestod i at kunne filosofere kvalificeret med begge arme dybt begravet i dagligsproget.

Kloge dispositioner

Ikke alle hans digte er medtaget i bogen. Dens redaktører, foruden Smærup Sørensen: Signe Højholt og Simon Pasternak, har besluttet at lade bøgerne tale og ikke bestræbt sig på at støvsuge arkiver og tidsskrifter for løst materiale. Til gengæld har man nedfotograferet +1, et efter sigende uopdriveligt maskinskrevet A4-eksperiment fra 1969, til samleudgavens format, og man har også klogelig valgt at medtage revl & krat fra Højholts 'gyldne' år som radio-poet og turnerende nationalentertainer. Det giver samleudgaven fornøden bredde og skaber stemningsmæssigt overgang fra sammenbidtheden i de sene 70'ere til de sidste tre samlingers aldeles uimodståelige blanding af højstemthed og humor.

Af andre skønsomme (og derfor rigtige) dispositioner kan nævnes, at de tre korte tekster med fælles overskrift "Punkter", som først dukker op i slutningen af Turbo (1968) og dermed danner guirlande til Punkter (1971) som rullende plastic-objekt, kun bringes i sidstnævnte kontekst, at typografering og retskrivning er respekteret, også når der afviges fra normen som i de to første digtsamlinger og i rubrikkerne fra Smerteskolen og andre digte (1979), samt at udgiverne fra Voldtag stilheden (1985) har udtaget et lille appendiks, der inkluderer de tekster, som ikke kom med i Album, tumult (1989).

Sidstnævnte bog rejser et genreproblem. Dens 59 korte tekster, alle trykt med fast bagkant, spænder fra prosadigtet og aforismen over notatet og den ultrakorte fortælling til miniessayet og dialogen. At kalde dem 'digte' kræver unægtelig stor begrebselastik, men da det netop er en af Højholts specielle fortjenester at have tvunget læsere og forskere til at løsne lidt på genresystemets kasser, bør man da glæde sig over, at hele det tumultuariske album har fundet vej til beton-totaliteten.

Hvad man måske kan savne, er et titel- og førstelinje-register. Dermed har jeg allerede modereret det ja, jeg gerne ville have svaret på spørgsmål 3. Som noget positivt og i Højholts sammenhæng særlig værdifuldt bemærker man, hvor elegant det er lykkedes at finde skrift og sats-størrelse, der matcher langt hovedparten af de optrykte digte. Mindre begejstret er man for det lidt sammenpressede præg, man har givet suiterne i Hesten og solen (1949), sammenlignet med f.eks. sekvensopdelte tekster i Poetens hoved (1963). I en af debutbogens vigtigste tekster, "Brev efter krigen", har der indsneget sig en ombrydningsfejl, idet der i anden del mangler et dobbelt linjebrud (s. 45).

Foran måger

Samme tekst kan så passende danne overgang til en kort drøftelse af samleudgavens betydning, mit indledende spørgsmål 4. Per Højholt skrev:

Jeg ser ned over havet, der fryser til,

saa maagerne, skjult højt oppe i mørket,

snart maa søge land og naadsensbrød.

Og hestene, hvis gule hove nylig sparked

i de vaade græstørv, stejler tavse mod

en flygtig maane, der lokker dem til havet,

hvor døden fra vandet rammer deres struber.

Det er smukt, lidt for smukt, og passer kun alt for godt til efterkrigsårenes obligate dødsstemthed og ungdommeligt højstemte bekymring på egne og alles vegne, spejlet i en stakkels, sagesløs natur, der forventes at stille pligtmæssigt op, når digterne har brug for metaforer.

Under lærker

Højholt sloges op gennem 50'erne heroisk med denne patos og fik da også omsider punkteret den i kraft af den billedfattige enkelhed og den anderledes tørre nøgternhed i gennembrudsbogen Poetens hoved (1963). Men hvad sammenstillingen i den foreliggende storudgave virkningsfuldt lader os se, er trods alt en kontinuitet. Digteren havde stadig et mel-lemværende med naturen at vende tilbage til, og det stod han ved, trods sin destruktive humor og anti-patetiske ironi:

Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven

firbenene og de mangefarvede fluer - et digt

som en Scania Vabis i slæbegear - og hvad får jeg

når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues

lokken nede fra skjulet og lærkers højlydte

trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!

Vi står her (med "Personen på toppen" fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989) ved afslutningen på indledningen til de sene års poetiske blomstring. Men vi er samtidig tilbage ved anfægtelsen over og fascinationen ved at være menneske, forstået som denne hersens tænkende outsider-kommentar til naturen - et aspekt, som med rette især optager Jens Smærup Sørensen i bogens sobre, veloplagt appetitvækkende efterskrift.

Per Højholt: Samlede digte. Med efterskrift af Jens Smærup Sørensen. 656 s. Kr. 250,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03695-9. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu