Læsetid: 6 min.

Gaza drukner i fattigdom

Men befolkningen bruger den relative indre frihed på den konfliktramte stribe land til at bevare livskraften
29. november 2006

GAZA - "Vi falder aldrig mere på knæ for nogen!," står der skrevet med kridt på den grå beton. For at der ikke skal herske tvivl om budskabet, efterfølges den arabiske graffiti af det hebraiske bogstav tzadik, som er forbogstavet og symbolet for den israelske hær.

"Det blev skrevet i forbindelse med, at det her i efteråret var seks år siden, Al Aqsa- intifadaen startede, og det er en følelse, som bliver mere og mere udbredt," siger Said, der ledsager os rundt på Gazastriben.

Vi står på Salah ed Din-hovedvejen, der løber i hele Gaza-stribens længde og er områdets ubetinget største trafikåre. Broen står lidt syd for Gaza By og fører over et flodleje, hvor der kun løber vand efter vinterens regn, men som hele året rundt sørger for at befordre den tætte trafik. Dette er nok en af grundene til, at israelerne bombede broen sammen med fire andre, efter at palæstinensiske grupper i juni bortførte den israelske soldat Gilad Shalit, og derfor må almindelige palæstinensere nu leve med at tage turen ad en improviseret grusvej gennem flodlejet, langs den halvt sammenstyrtede bro.

"Det bliver kaotisk, når vinterregnen rigtig sætter ind. Så vil vandet i flodlejet sørge for, at Gazastriben igen bliver delt," bemærker Said, der arbejder for FN's flygtningeorganisation UNRWA og er taget med os rundt for at give os et indtryk af lokalbefolkningens vanskelige dagligdag.

Et stort fængsel

To udviklinger har været afgørende med til at skabe Gaza-stribens aktuelle virkelighed: I august sidste år trak Israel samtlige bosættere ud af området, hæren fulgte efter og lukkede derefter grænsehegnet tæt af. Dette førte til en vis følelse af indre frihed for befolkningen på stedet. Over for denne kom så en tiltagende ydre belejringstilstand, som eskalerede voldsomt, da både Israel og det internationale donorsamfund afskar det palæstinensiske selvstyre efter Hamas' overraskende sejr ved januar måneds parlamentsvalg. En mand på Gaza-striben siger til os, at palæstinenserne oplever, at deres samfund har ændret sig fra at være flere små fængselsceller til at være én stor celle.

"Jeg skal på arbejde," siger en ung mand, der præsenterer sig som Muhammed.

Med et portræt af Osama bin Laden på t-shirten kommer han trækkende med sin cykel op ad vejen fra Mawasi mod byen Khan Younis i den sydlige ende af Gazastriben.

Førhen lå Mawasi som en isoleret enklave bag Gush Katif, blokken af israelske bosættelser, og her på vejen bemandede israelske soldater Tufah-checkpointet, som kun palæstinensere med særlig tilladelse kom igennem. Det viser sig dog, at Muhammed slet ikke har noget arbejde.

"Efter at jøderne er rejst, har jeg fået en ny frihed og tager til Khan Younis hver dag,"siger han.

"Jeg leder efter arbejde, men det er blevet endnu sværere nu, fordi den israelske blokade af Gazastriben har gjort økonomien endnu værre, end den var før. Og nej, jeg holder ikke med Bin Laden. Heller ikke med Hamas eller med Fatah. Faktisk ved jeg ikke, hvem jeg skal holde med. Vi kan bevæge os frit her på Gazastriben, men alligevel er vores situation stærkt begrænset, og det hele er endt i kaos."

Fiskemarked uden fisk

Said vil ikke fortsætte videre op ad vejen og ind i Khan Younis. Der er ikke sikkert, bemærker han blot, og senere på dagen hører vi også, at tre mennesker er blevet såret under skudkampe mellem forskellige palæstinensiske fraktioner.

Dette sikkerhedskaos og den manglende evne til at finde sammen i en fælles ledelse er et andet af Gazastribens lammende problemer, og der er en klar lokal opfattelse af, at problemerne også er affødt af gensidige beskyldninger om placeringen af ansvaret for den hurtigt voksende nød.

Nye tal fra UNRWA siger således, at den økonomiske krise, som er affødt af den internationale boykot efter valget, har øget antallet af palæstinensere, der lever i hvad organisationen beskriver som "dyb fattigdom" med 64 pct. Og som noget nyt har den aktuelle krise ramt disproportionalt, idet den i forhold til gennemsnittet har ramt næsten dobbelt så hårdt i en traditionelt stabil gruppe, de offentligt ansatte. Som følge af de udeblevne donormidler har der næsten lige siden dannelsen af Hamas-regeringen ikke været penge til at udbetale lønninger, hvilket har kastet en ny gruppe ud i en frustrerende fattigdom.

"Man kan stadig få kød på Gazastriben, men der er ikke mange, som har råd til det længere," fortæller Said, der er priviligeret som ansat hos UNRWA, da han får sin faste løn.

"Men jeg køber kun fersk kylling. Alt det andet er frossent, men på grund af den ustabile elforsyning har det tit været optøet og er fordærvet."

Ingen el i Jebalya

Den fortvivlende fødevaresituation har vi også set demonstreret om morgenen på havnen i Gaza By. På grund af den israelske flådeblokade af området kan fiskerne ikke længere gå tilstrækkeligt langt ud på havet, men er henvist til den meget beskedne fangst på det lave vand tættere på kysten. Den førhen bugnende fiskeauktion er svundet ind til næsten ingenting.

"Israelerne ønsker at ødelægge hele selvstyret," siger den pensionerede skoleleder Ahmed Abdallah.

Det er blevet aften, og vi besøger ham, hvor han bor i Jebalya flygtningelejren, som henligger i dybt nattemørke, fordi elforsyningen er afbrudt.

De transformatorstationer, som israelerne bombede tidligere på året, er ikke blevet repareret, så derfor er den begrænsede elforsyning blevet rationeret. Her i lejren er der kun strøm mellem kl. 22 og syv morgen. Vi spiser sammen ved en hvæsende gaslygte, der kaster et dunkelt lys ud i den store mørke dagligstue.

"Alt, hvad jeg beder om, er et liv i værdighed og at få mit land tilbage," siger han.

"Jeg tror på, at vi kunne leve godt sammen med israelerne i en form for forbundsstat, men det fordrer en gensidig respekt, som ikke findes i dag. Selv om jeg har fået bygget mig et godt hus, er livet her i flygtningelejren ikke for mennesker. Jeg bliver, hvor jeg er, for mit liv er levet, men jeg er dybt bekymret for mine børn."

To af Ahmed Abdallahs sønner er hjemme og deler aftenmåltidet med os. Begge er universitetsuddannede, men har ikke kunnet finde arbejde inden for deres fag. En er arbejdsløs og den anden arbejder som vagtmand.

Forgiftede løgne

"Det lyder ikke rigtigt at sige det, men jeg ønsker, at de kunne rejse ud, til Canada eller Europa, for at få sig et rigtigt liv. Er der ikke muligheder i Danmark?", forhører han sig.

Vi fortsætter til et møde med Yousef Awad el Shrafi, der er parlamentsmedlem for Hamas. Også i hans hjem hersker flygtningelejrens mørke, og han siger det samme, om end på andre præmisser end Ahmed Abdallah, der søger at stille sig mellem Hamas og det rivaliserende Fatah.

"Vesten bad os om at indføre demokrati. Det gjorde vi. De sagde endda, at det blev gennemført efter bogen, og alligevel idømmer de os kollektiv straf," siger El Shrafi, der har en doktorgrad fra Det islamiske Universitet i Gaza by efter studier i Sudan.

"Først angriber israelerne Hizbollah i Libanon, og nu angriber de os i Palæstina, og jeg siger, at det ikke har noget at gøre med bortførte soldater. Israel behøver ingen grund til at angribe, for de føler sig hævet over loven."

Dr. el Shrafi er ikke i tvivl om, at palæstinenserne vil nå til indbyrdes enighed. Han ser en ubrydelig stædighed i folket, som nægter at give op, og mener, at sandheden er ved at sætte sig.

"Arafat anerkendte Israel , og hvad fik vi ud af det ud over forgiftede løgne?," siger han.

"Pengene skal nok komme, men det er ikke det, som interesserer os. Vi interesserer os først og fremmest for folket og for modstanden mod besættelsen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her