Læsetid: 2 min.

Gaza-røming kan udløse jordskælv i Israel

Tilbagetrækningen er blevet et lige så stort indenrigspolitisk spørgsmål som det hele tiden har været det rent storpolitisk. Men et flertal af den israelske befolkning støtter den ensidige tilbagetrækning
13. august 2005

Den påbegyndte israelske tilbagetrækning fra Gaza kan vise sig at føre til store politiske forandringer i Israel. Tilbagetrækningen er blevet et lige så stort indenrigspolitisk og strategisk spørgsmål som det hele tiden har været et storpolitisk. Et flertal af den israelske befolkning støtter den ensidige tilbagetrækning, og palæstinenserne i Gaza er gradvist blevet mere positive ved udsigterne til at blive frie for besættelsen på trods af de åbenlyse usikkerhedsmomenter i tiltaget.

For palæstinenserne kan de umiddelbart positive perspektiver nemt afløses af en katastrofal udvikling på længere sigt i forhold til målet om at opnå en sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat. På samme måde som Israels tilbagetrækning fra Libanon var et udtryk for en israelsk revurdering af regionale og sikkerhedspolitiske interesser baseret på forøget styrke og lokal dominans, er Gaza-tilbagetrækningen heller ikke udtryk for "indrømmelser" eller eftergivenhed over for den palæstinensiske modstandskamp. Lige meget hvad Hizbollah eller Hamas hævder.

Fredsprocessen i 1990'erne var en enorm økonomisk og politisk fordel for Israel. Politisk goodwill, internationale investeringer, højteknologisk udvikling og turismen bidrog til en enorm politisk optimisme og stabilitet, som siden 2000 er blevet fuldstændigt tabt på gulvet på grund af krigen med palæstinenserne.

Under dække af 2001

Læren er den, at stabilitet og adskillelse fra palæstinenserne giver vækst, hvorimod den politiske og økonomiske krig tabes, hvis voldsspiralen fortsætter i flere år endnu.

Ariel Sharons strategi har været at ændre på præmisserne for at opnå stabilitet. Han var stærk uenig i den retning fredsprocessen tog mod en palæstinensisk stat med Øst-Jerusalem som hovedstad, fjernelse af bosættelserne på Vestbredden og manglende indgreb mod terrorbevægelserne. De seneste fem års krig har mere eller mindre knust det palæstinensiske selvstyre og efterladt palæstinenserne uden nogen samlet ledelse eller lederfigur samtidig med, at Hamas og andre grupper er i defensiven. Den amerikanske krig mod terror har været en fremragende paraply for Sharons strategi.

Krigen mod terror retfærdiggjorde de voldsomme militæraktioner i de besatte områder, og Israel har uden international fordømmelse kunne jagte de palæstinensiske modstands(terror)grupper med medfølgende krav om, at gennemskuelighed, demokrati og korruptionsbekæmpelse var afgørende for, at forhandlinger kunne komme videre. Krav som er de samme som USA stiller til resten af Mellemøsten.

Netanyahus snu greb

Samtidigt igangsattes bygningen af en adskillelsesmur placeret på en linje, som man kan forestille sig Israel vil gå med til som grænse mellem Israel og Palæstina, og Gaza efterlades som et palæstinensisk eksperimentarium, som det hele tiden holdes muligt at gribe ind i, hvis det skønnes nødvendigt.

Benjamin Netanyahus afgang som finansminister viser dog, at Gaza-tilbagetrækningen meget vel kan føre til et politisk jordskælv i Israel.

Meningsmålinger viser, at Netanyahu vil slå Sharon ved et valg om formandsstolen i Likud på grund af tilbagetrækningen, og derfor blive Israels næste ministerpræsident støttet af det yderste national-religiøse højre.

Interessant er det dog, at andre målinger viser, at et nyt politisk centerparti ledet af Sharon, Shimon Peres og Tommy Lapid ville knuse Arbejderpartiet, decimere Likud og blive Israels suverænt største parti.

Det er bestemt ikke usandsynligt, at det vil ske, og måske er det den eneste måde at gøre Gaza-tilbagetrækningen permanent på. Sharon vil sandsynligvis ikke stille op til et nederlag mod Netanyahu, og han har fundet ud af, at det er på midten, at man holder sig til magten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu