Læsetid: 3 min.

Den gejle sorte toer og den sexede blege etter

Fornem dansk pop: Junior Senior sætter festen i endnu en energisk, men også mere ærværdig sort fure på den svære toer. Og de 80'er-farvede debutanter i Spleen United kommer sexet fra start på en anderledes hvid tangent
14. september 2005

Dansk debutantduo på uafhængigt pladeselskab skærer gennem alt det overflødige fedt, som omkranser dansk musikbranche og mediecirkus og brager til tops på hitlister verden over. Samme duo, nu popstjerner, udgiver den svære toer og knalder panden mod den mur af forventninger, der i mellemtiden har rejst sig. Det kunne have været den korrekte indledning på anmeldelsen af det andet album fra Junior Senior, der blev verdensberømte med singlehittet "Move Your Feet" og det gedigent festlige album D-D-Don't Don't Stop The Beat i 2002.

Men den er heldigvis højst upassende. For den københavnske duo har faktisk overlevet forventningspresset og præstationsangsten med deres andet album Hey Hey My My Yo Yo. Det pres og den angst, der gør, at man overhovedet taler om den svære toer, den favoritværdighed og selvbevidsthed, der gør, at man ikke i ro og mag kan udvikle sig i den retning, man nu måtte lyste efter en tidlig succes.

Uformindsket æder

Men lysten dunker stadig umiskendeligt gennem Junior Seniors lemmer, og der er faktisk kælet så meget for detaljerne på deres nye album, at man fornemmer en grad af ro og mag eller måske rettere omhu i skabelsesprocessen.

Jesper 'Junior' Mortensen og Jeppe 'Senior' Laursen og deres lystige spillemænd går ellers til makronerne med uformindsket æder: Gælden til old skool-hiphop fornægter sig ikke i deres raplignende sang, rå breaks og stejle beats. Lo-fi-liren fra debutalbummet stritter frem med fjollede stemmer fra en nabo til Smølfeland, svuppende legestuelyde og synth med plastikskal. Og den sorte 70'er-funk og 80'er-pop lever i frækt slikket guitarfunkforførelse a la Chic, cremet sangskrivning a la Michael Jackson cirka 'Off The Wall' og messinghurra a la Kool & The Gang. Uden at det på noget tidspunkt sander til i epigoneri.

Alle står vi på skuldrene af giganter, nogle skuer blot længere end andre heroppe fra. Og det gør Junior Senior. Både frem og tilbage. Helt ned i teksterne plankes der med glimt i øje og kærlighed til formuldede kunstnere: "Hip hop a lula, she's my baby" er de første ord, der synges og med slet skjult reference til en rock'n'roll-klassiker, ligesom albumtitlen bygger videre på Neil Young.

Perfekt forglem-mig-ej

Men langt tydeligere er kærligheden til den sorte musikarv, som de to blegansigter omsætter i fornemme forsøg på at dreje den perfekte forglem-mig-ej. Forsøg beåndet med en soulet spirituel opdrift, der trækker på Phil Spector- og Motown-kunstnere som The Ronettes, Supremes og også Velvettes, der endda gæster 'Hey Hey My My Yo Yo'.

Jo, Jr. og Sr. er steget i graderne, og det tackler de med et anderledes ærværdigt og gennemspillet attack. Den skramlede gør-det-selv-sprudlen er gledet delvist over i en håndværksmæssig finpolering, der godt kan få en til at savne cut-and-paste-amokkraften fra debutalbummet. Overrumplingspotentialet var større dengang - men det kommer vel heller ikke som noget chok?

Til gengæld har duoen forfinet deres 'scratchede' eller stammende sangstil, deres korharmonier er hysterisk forførende og call-and-response-duellerne er decideret tarvelige, når man forsøger at skrive en anmeldelse i nogenlunde god ro og orden. For gejle, det er de, og det gennemsyrer potentielle festklassikere som "Can I Get Get", "I Like Music (W.O.S.B.)" og "Ur A Girl". Og jeg har skrevet det før, og nu skriver jeg det igen: Enhver fest Junior Senior kaster af sig, stiller jeg op til. Anytime.

Sexet grundnerve

En indædt dyrkelse af poppens forførelseskraft gennemsyrer også århusianske Spleen United, men de skylder herregården til en helt anderledes bleg og alvorsfuld elektronisk tradition med debutalbummet Godspeed Into The Mainstream (også ude på et uafhængigt pladeselskab).

Kvintettens overdosis af pornografisk overstyret bas, stramme trommer, tykke synthskyer og maskinelt forbedrede sangstemmer klinger 80'er-altmodisch, men aldrig uden nutidig brod. Succesen ligger i overdrivelsen, i den narkotisk sexede grundnerve og i den frække parringsleg med rock'n'roll håndspillet på tangenter (med farve fra Suicide), som slår gnister mod gælden til Depeche Modes mørke majestæt, New Orders popsvæv og Underworlds klanglige luksus og forsanger Karl Hydes beatpoetiske messen. Det er stadion-synthpop, romantisk styrtblødende, skamløst frivol og i forlængelse af en sexfikseret diskotekstradition med maskinen som førsteelsker.

Selv om der gemmer sig tungsind i bandnavnet, så er melodierne og harmonierne snarere dramatiske end vemodige. Til gengæld forsølver et androgynt englestøv et par af sangene, men her kommer Spleen United til at ramme en puttenuttet tone, som de ikke formår at matche med tilstrækkeligt sofistikerede melodier. Når nu der vinkes farvel til kroppen, så kan man vel godt kræve lidt skønånd, ikke bare et par vokale Mew-ripoffs?

Men. Med Junior Senior og Spleen United er den håndspillede danske pop ikke desto mindre i højt gear og fineste skrud. Vi glæder os til koncerterne. Og til festerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu