Læsetid: 3 min.

Hvis gejsere kunne synge

Ja, den slags lommepoetiske overskrifter forføres en kritiker til at skrive under påvirkning af islandske Sigur Rós. De er nemlig på fuld flamme på deres nye album
12. september 2005

Personligt havde jeg ingen fidus til Sigur Rós, da den islandske kvartet tilbage i 1999/2000 ramte hele den alternative rockklan i hjerter, hvor intet åbenbart havde dunket i lang tid. Bandets gennembrud med deres andet album Ágætis Byrjun lød med få undtagelser som en redningsplanke for fortvivlede shoegazerrockfans, som ikke kunne finde nydelse i nutidens musik, men blot længtes efter dengang Cocteau Twins, My Bloody Valentine, Ride, Slowdive og deslige fremmanede drømmende rockhimle og støjende livmodere.

Jeg blev irriteret over Reykjavik-kvartettens skabelonklimakser, og da en dansk elektronisk excentriker mash-uppede, altså parrede en Sigur Rós-skæring med Celine Dions Titanic-hit "My Heart Will Go On" og derved demonstrerede deres klokkeklare lighedspunkter, så var det for mig blot endnu et bevis på det vejrbidte flæberi og den konforme sangskrivning, jeg hørte i deres gejserrock. Det var kompensationsmusik for nyblaserte indierockere.

Jeg tog fejl. Men fik også ret. Efter lang tids bombardement blev selv jeg ramt af de sakrale sange, der bryder gennem lagene af kynisme, vi pakker os ind i, ja, i samme bevægelse udstiller dem. Men kompensationen for vores emotionelle armod kan også være et irriterende billigt forbrugsgode hos Sigur Rós, lige som sentimentaliteten er umiskendelig latent. Og det blødte igennem på deres tredje album () fra 2002. Da begyndte der for alvor at være en distanceblændende patos, noget selvhøjtideligt monumentalt og så alligevel anæmisk søbende over menageriet.

Helt anderledes med deres nye, fjerde album Takk... Det er det meste af vejen fremragende. Det bruser af en meget håndgribelig glæde ved at lave larm og slå på ting og synge af fuld lunge. Det er et mere kødeligt album, og deres mest (om end ikke meget) rockede til dato. Et mere end timelangt opus, hvor kvartetten kun sjældent spiller sig op i et hjørne, så måske er det distance og overblik, der gør Takk så saliggørende.

Romantisk styrke

Ikke at deres varemærkepassion ikke buldrer løs, når cd'en slår op i det røde, déroppe hvor ellers kun Wagner og symfoniorkestre kan være med, déroppe hvor elguitarerne, synthesizerne og strygerne indfrier deres religiøst udfriende potentiale, déroppe hvor kroppen er trygt på afstand og man kan hyle helt skamløst mod himlen, fordi ingen normalt kan høre en. Det får man så lov til i Sigur Rós' tilfælde, og det foregår med fornyet romantisk styrke. Men en sang kan også ebbe langsomt ud, for så at få nyt liv af et jazzorkester, der så igen overskylles af strygerbrus. Trommesættet kan larme og klirre og klinge langt mere konkret og detaljeret end normalt, og man fornemmer for alvor et menneske med trommestikker og rytmisk kløe. En vredladen rockbas kan modarbejde sine guitarkollegers himmelflugt. Og en vibrafonduel i slowmotion eller små støjende loops kan udfolde sig finurligt for lytteren med de obligatorisk lukkede øjne. Der er altså kommet mere underfundighed og nuancering og alligevel direkthed i kvartettens musik. De synes stille og roligt på vej væk fra den næ-sten frivole dyrkelse af en serafisk status.

Har fået kroppen med

Forsanger Jon Thor Birgisson har en stemme støbt af engle og opfostret af kastrater, og med den får han voksne mænd til at hulke. Men i hans nosseløse røst åbenbarer der sig nu en snert af popsensibilitet og noget nær sensualitet i de mest tonerige melodier i kontrast til de flydetoner, han ellers gerne synger sig selv så knoklehøj på. Og han træder også nærmere lytteren. Der er en vokal intimitet på højkant i flere sange, og her opstår en dobbelthed eller en enorm dybdeskarphed i lydbillederne.

Sigur Rós har fået kroppen med - mere rock, mindre ambient - og plantet benene i islandsk granit, mens de stadig har flammehavet i stratosfæren inden for rækkevidde. De betvinger stadig en vælde og en følelsesfylde, som i værste fald har fascistiske fortolkningsmuligheder, og der kan stadig indlæses en naturromantik i Takk..., hvilket man også kan erfare i denne anmeldelses metaforik. I Sigur Rós' panoramaer og himmelhvælv er det let at høre og se og dufte den islandske natur, om man lyster. Det er en naturromantik, som måske især nordboer er til fals for, men hvem vil egentlig betakke sig for at stå midt i et syngende gejserudbrud uden at blive våd?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her