Læsetid: 4 min.

Generalen fra fortiden

Michel Aoun står for en periode, libaneserne helst vil glemme, men han står også for oprydning
13. juni 2005

BEIRUT - En af de nok mest uventede skikkelser i det igangværende libanesiske parlamentsvalg er Michel Aoun. Den tidligere general for landets hær, der også kortvartigt var ministerpræsident, inden han blev tvunget i fransk eksil i oktober 1990, vendte kort før parlamentsvalget tilbage til Libanon og havde navnlig ved gårsdagens tredje runde af valget en kontroversiel hovedrolle i udviklingen.

"Næppe nogen person i libanesisk politik er som Michel Aoun karakteristisk for de ofte uforståelige alliancer og pludselige loyalitetsskift, der i årtier har været en del af landet og uden undtagelse sætter sit præg på det igangværende parlamentsvalg," fortæller professor Farid el Khazen, der fra sin plads på American University of Beirut studerer libanesisk partipolitik.

"Han er kristen maronit, men lagde sig ud med de kristne under borgerkrigen, hvor han havde muslimsk støtte, men er nu vendt tilbage og har af helt andre grunde nu de kristne på sin side, nu mod druserne, selv om de to grupper principielt har samme interesser. Det er dybt forvirrende, at der er plads til en mand som Aoun."

Grønt lys fra USA

Michel Aoun blev født i 1935 i den sydlige Beirut-forstad Haret Hreik, som dengang var blandet muslimsk-kristen og nu højborg for Hizbollah. Han begyndte tidligt på en militærkarriere, og da landet i 70'erne gled ind i borgerkrigen satte centralregeringen i Beirut ham i spidsen for den såkaldte Forsvarsbrigade, der besvarede sporadisk syrisk beskydning henover den grønne linje, der delte hovedstaden i øst og vest. Da israelerne i 1982 invaderede landet, var han den eneste kristne general, der gjorde en indsats mod den fremrykkende fjende.

Efter endnu en stribe kolbøtter stod han året efter i spidsen for den libanesiske brigade, der besejrede en stor syrisk styrke ved Souk al Gharb-passet oven for Beirut, hvilket stadig står som det eneste virkelige slag, den libanesiske hær har deltaget i. Han blev brigadegeneral og i 1984 forsvarschef.

Men hæren lå underdrejet, ude af stand til at sætte ind mod borgerkrigen helt frem til 1988, hvor en krise i forbindelse med forsøget på at vælge ny præsident førte til, at den afgående præsident Pierre Gemayel indsatte en militærregering under ledelse af Aoun.

"Dette var hans politiske højdepunkt, som nogle husker med stolthed, fordi han stod for Libanons modstand mod Syrien, mens andre er mindre glade for den del af Libanons fortid på grund af de store ødelæggelser, der gik hen over byen og regeringens militære tilsnit," tilføjer professor El Khazen.

Aoun-regeringen havde reelt kun kontrol over Østbeirut og omkringliggende forstæder, mens syrerne og israelerne sad på resten af landet. Den syriske belejring af Aoun slap ikke taget, men efter at have sikret sig international støtte kommanderede han hærens 15.000 tropper i offensiven. Det var på det tidspunkt, han overraskende pudsede hæren på sine egne trosfæller, de maronitiske militser, hvilket pludselig skaffede ham nye muslimske venner.

Disse dannede en menneskemur omkring præsidentpaladset, da udviklingen i løbet af 1990 havde vendt, og syrerne trængte sig ind på Aoun, der havde forskanset sig i præsidentpaladset. Og her sluttede spillet, da amerikanerne i deres iver for at skaffe sig partnere i golfkrigen mod Saddam Hussein i Irak, gav syrerne grønt lys til at indlede det artilleribombardement, der omsider tvang Michel Aoun til at lade Frankrig få ham ud af byen og i parisisk eksil.

Vil glemme fortiden

"Vi har lagt fortiden bag os," siger en mand ved navn Elias i det kristne Beirut-kvarter Ashrafiyeh.

"Dengang vendte han sig imod os, men nu står vi sammen, fordi han er en af stemmerne i det kristne krav, der i år tvang syrerne endeligt ud af Libanon."

Dette er en af mærkesagerne for Michel Aouns Frie Patriotiske Bevægelse, der ikke havde held til at få de store oppositionsgrupper i tale, og i stedet har dannet valgforbund med forskellige pro-syriske grupper.

"Ja, det er rodet," indrømmer Elias. "Men det hænger sammen med, at en anden af valgets store sager er oprydning i korruptionen, hvor de står sammen."

Og for at vi skal blive rigtigt forvirrede var hovedmodstanderen i distriktet Baabda Aley, hvor Aoun i gårsdagens valg opstillede for at skaffe sin plads i parlamentet, de drusiske grupper. Disse står under ledelse af Walid Jumblatt, der var en ligeså tydelig stemme mod den syriske besættelse.

"Forskellen mellem de to er, at Libanon trænger til rigtige politikere," siger Kemal Abdel Firaz, der bor i en sunnimuslimsk del af Beirut, hvor Aoun-modstanden er udtalt. "Vi har haft for mange generaler, og derfor bryder vi os ikke om Aoun, som stadig opfører sig som om han var general, og vi alle sammen skal være hans soldater. Det vil vi ikke være med til, for vi vil gerne glemme den fortid, som Aoun minder os om."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu