Læsetid: 3 min.

Generalopgør

Der er behov for et opgør med den politiske, eksistentielle og værdimæssige éndimensionalisering og ensretning. Ellers risikerer vi som nu fortsat, at liberalismen i sin sejrsrus parrer sig med socialdemokratismen - og så er fanden for alvor løs
7. oktober 2005

Kan man på én gang forholde sig kritisk til velfærdsstaten og dens bagvedliggende ideologi - og samtidig være politisk progressiv? Kan man gå ind for vidtstrakte globale indgreb over for klimaændringer, resourcemisbrug og fattigdom - og samtidig fastholde den enkeltes personlige ansvar til også at gøre sit i et velfungerende og intakt civilsamfund? Kan man på én og samme tid fastholde fornuftens og videnskabens uangribelige ret til at indvinde stadig nye indsigter - sideløbende med at man tilmed insisterer på, at troen på Gud og på Jesus Kristus sagtens kan fungere som livs- og orienteringsgrundlag for et moderne, oplyst menneske? Kan man være både venstre- og højreorienteret samtidig?

Nazismen blev takket være stærke og beslutsomme demokratier som USA og England skudt i sænk. Dertil bidrog også det kommunistiske Sovjetunionen med Stalin i spidsen. Og netop af denne sidste grund - og så fordi kommunisterne også deltog aktivt og heroisk i modstandskampen mod nazisterne i Danmark - vandt kommunisterne en forholdsvis stærk politisk platform umiddelbart efter krigen. Ved det første valg efter besættelsen i 1945 tabte således samarbejdspolitikkens største parti, Socialdemokratiet, 18 mandater, mens Kommunisterne vandt 18! Socialdemokratiet var med god grund bange for kommunisterne, fordi de udmærket godt vidste, at samarbejdspolitikken ikke var populær efter befrielsen. Alligevel har Socialdemokratiet og dets vidtforgrenede bevægelse vundet stor historisk fortjeneste derved, at de i Danmark formåede at holde kommunisterne formelt uden for indflydelse - ikke alene i rigsdagen, men først og fremmest på arbejdspladserne.

Men Socialdemokratiet var også bange for kommunisterne af en anden grund. De appellerede til samme vælgere. Og de abonnerede på samme grundlæggende ideologiske tankegods: Forestillingen om en undertrykt arbejderklasse med særlige krav på rettigheder, forestillingen om menneskelig frigørelse som et spørgsmål om alene materiel tilfredsstillelse og lighed, et hermed forbundet reduktionistisk menneskesyn og sidst, men ikke mindst; en dyb, gennemtrængende mistro til civilsamfundet, hvor borgerne uafhængigt af statsligt eller kommunalt formynderi og lovgivning selv er i stand til at afhjælpe social nød og udøve retfærdighed.

Disse forestillinger trængte massivt igennem i 1960'erne og 1970'erne. Socialdemokratiet ikke alene flirtede med venstre- og kulturradikalismen. Nej, de lod dem få afgørende indflydelse på opbyggelsen og værdisætningen af velfærdsstaten. Og grundlaget for de venstre- og kulturradikales kolossale magt udbyggedes med den offentlige sektors monumentale vækst i perioden fra slutningen af 1950'erne indtil den første oliekrise i 1973. Ikke mindst lykkedes det de venstre- og kulturradikale studenteroprørere med kommunisten og rektoren på Københavns Universitet, Mogens Fogs, aktive bidrag at få afskaffet professorvældet. Men kun for på denne baggrund i 1970'erne og 1980'erne at bane vejen for selv at kunne sætte sig solidt og godt på magten på universiteter og andre videregående uddannelser.

Fordi der ikke på samme måde som med nazismen blev taget et generalopgør med kommunismen efter Anden Verdenskrig, overlevede beslægtede ideologier som socialisme og anden radikalisme med udtalte totalitære tilbøjeligheder uanfægtet - navnlig hos de intellektuelle og deres halvstuderede medløbere. Et enten-eller-verdensbillede med godhedens og menneskelighedens ideologiske institutionalisering i velfærdsordninger og statsstyret materialisme nedstøbt i massiv beton og antagende objektiv videnskabs uomgængelige ret.

Men nu trænger generalopgøret sig på. Ikke et generalopgør ud fra devisen 'kommunismen tabte, og vi vandt'; ikke for således at erstatte venstre- og kulturradikalismen med liberalisme, globalisme og blind kapitalisme som nye ideologiske skyklapper. Men et opgør med den politiske, eksistentielle og værdimæssige éndimensionalisering og ensretning. Et perspektivudvidende opgør med et anakronistisk højre-venstre-skema, med en menneskeligt og kulturelt praktiseret materialisme, der reducerer alle menneskelige problemer og deres løsning til et spørgsmål om penge og indkomstoverførsler.

Hvis ikke dette generalopgør tages, så risikerer vi som nu fortsat, at liberalismen i sin sejrsrus parrer sig med socialdemokratismen - og så er fanden for alvor løs! For så udnytter liberalismen nemlig, at socialdemokratismen først gjorde individet ansvarsfrit og selvoptaget, så liberalismen dernæst kan udnytte den legitimerede egoisme som drivkraft i et rent forbrugs- og markedssamfund.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen

Frie ord

Ejvind Larsen holder orlov indtil 1. januar 2006, hvor han igen vil være at finde på denne plads i avisen. red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her