Læsetid: 7 min.

'Min generation lideraf historieløshed'

Den mistede kontakten med det historiske i sit opgør med det politiske, mener Jens Christian Grøndahl. I sin nye bog går han på opdagelse i baggrunden for 1970'ernes tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion
9. maj 2006

Forsiden af Jens Christian Grøndahls nye roman Røde hænder prydes af et foto af Gudrun Ensslin, i 1970'erne en af den tyske Rote Armee Fraktions ledere.

Det skyldes blandt andet, at det hele startede med Jens Christian Grøndahls fascination af et billede, Gerhard Richter har taget af hende, fortæller han.

"Gudrun Ensslin er en reference for dem, der genkender hende, et billede af, at romanens baggrund er virkelige hændelser. Men først og fremmest er hun en kvinde med et skarpt blik. Der er noget både rastløst og iagttagende over hende. Som portræt af et ungt menneske er billedet et signalement af det, jeg beskriver: Det at være flydende i sin forankring til menneskelige relationer."

Røde hænder handler på fortidsplanet om en ung dansk kvinde, der ved et tilfælde kommer i kontakt med en RAF-gruppe og uafvidende bliver medskyldig i et politimord. På nutidsplanet opsøger hun sammen med romanens fortæller fortiden og forsøger at kommer overens med de begivenheder, hun dengang blev involveret i.

Den unge ensomhed

Hun er flydende og søgende, men dette er ikke noget specielt for den tid, mener Jens Christian Grøndahl; det er et kendetegn for alle unge.

"De befinder sig i en overgangssituation, de har forladt barndomshjemmet, men har endnu ikke, som jeg skriver, fundet en sprække ind til samfundet, og de ønsker det egentlig heller ikke."

"Der er en ensomhed og samtidig en længsel efter noget helt andet, efter et nærvær, en intensitet og fylde, man ikke kan finde i det kredsløb af middelmådig nødvendighed, forældrene bevæger sig rundt i. Jeg tror, det er en af de mere upåagtede sider af ungdomstiden. Den kan ligeledes være af betydning for de unge muslimer, der i dag vælger at blive terrorister."

- Denne lede ved det voksne livs middelmådighed er også romanens forklaring på, hvordan terrorgrupper som RAF kunne opstå?

"Romaner er er ikke til for at forklare. Snarere prøver jeg på at søge bag om de ideologiske motiver. Denne længsel efter, at det alt sammen skal være helt anderledes, er ikke kun ideologisk og politisk, men også eskatologisk. Og jeg tror, det er noget, der især er forankret i unge sind."

$SUBT_ON$Sentimentalitet

- Som jeg husker det, var en komponent også en meget stor pligtfølelse: Hvis man ikke gjorde sit til at gøre verden bedre, var man 'en del af problemet'?

"Jeg tror ikke, man kan overvurdere, hvor stor betydning Vietnamkrigen havde for din generation. Det var den første krig, hvor man konkret så billederne af menneskers lidelser og den følelsesmobiliserende kraft, der lå i det, var enorm. I dag er den samme følelsesmobilisering en pine for mange unge, fordi den er overalt, og fordi de ikke kan få øje på deres handlemuligheder."

"Sonja, min hovedperson, er ikke præget af idealisme, men hun kommer i kontakt med andre unge, som er. Jeg forestiller mig, at hun møder en af de grupper, der via bankkup skaffede penge til bortførelsen af Hans-Martin Schleyer, ham der blev taget som gidsel for at få de fængslede i Stammheim, Baader, Ensslin og Jan Carl Raspe fri. Ironien var jo, at en revolutionær bevægelse, der ville forandre verden, endte med kun at kæmpe for at befri fængslede gruppemedlemmer."

"Det udstiller det skisma mellem den konkrete indlevelse i næsten, som Tidehverv kredser om, og den viden, vi har om lidelsens omfang. Sonjas elsker Thorwald taler hånligt om en Gud, som folk beder til, for at han skal holde hånden over netop dem og deres kære. Men hvad så med resten? Det er en problemstilling, man ikke kan afvise. Moral må være universel i kantiansk forstand for at være gyldig. På den anden side åbner denne erkendelse døren for, at man instrumentaliserer volden: 'Hvad betyder én død politimand mod den tredje verdens lidende masser'? Viljen til universel retfærdighed har både en smuk og en hæslig side."

"Jeg mener dog ikke, at det kun er totalitære, revolutionære bevægelsers problem, det er al politisk tænknings dilemma. Enhver politisk magtudøver med overordnede hensigter kommer til at knække eller underprioritere bestemte mennesker til fordel for det alment gode."

- Eller politikken degenererer som i dag til enkeltsager, hvor politikerne tager affære, når der kommer ansigt på!

"Ja, de bestemte flygtninge, der har været i medierne, får lov til at blive, men hvad med alle de andre? Der har Thorwald en pointe. Det er sentimentalt, man røres til tårer over tåren, men ikke over det, den fældes over. Ligesom den abstrakte idealisme er det en moralsk blindgyde."

Terror igen

- Hvorfor har du overhovedet taget Rote Armee Fraktion op?

"Da den islamistiske terror dukkede op, var min første tanke, nå, nu har vi terror igen. Men i 1970'erne kom den fra nogle, vi ikke syntes var fremmede. Jeg kunne ikke skrive om RAF, det har jeg ikke forudsætningerne for, og jeg mener, at man skal have ret til det, man skriver om, der skal være en eksistentiel forbindelse. Men jeg har forsøgt at reflektere bagom terrorens egen selvforståelse."

"Dertil kommer, at det har været nødvendigt for mig at åbne mit tidligere erfaringsrum, som var et intimt middelklasserum med enkelte, solitære individer."

"Min generation er præget af en vis historieløshed, den mistede kontakten med det historiske i sit opgør med det politiske. Jeg har hele vejen igennem følt, at der manglede noget, selv om jeg personlig har kompenseret ved at dele mit forfatterskab mellem romaner og essays."

"Indirekte er emnet også afhængigt af 11. september, af at historien igen slog ned og viste os, at vi er bundet sammen i et skæbnefællesskab, uanset hvor meget vi tror, historien er noget, vi kan tænde og slukke for."

$SUBT_ON$De gamle syndere

Jens Christian Grøndahl blev student i 1977, og han sad selv på Hovedbanegårdens værelsesanvisning, hvor romanen tager sin begyndelse, fortæller han.

"Der var en dyb tilfredsstillelse i at skrive om det støvede lys, der faldt ned fra ovenlysvinduerne, om en tid, hvor der ikke fandtes computere, men hvor man måtte gribe den gammeldags knogle og ringe til hotellerne."

"Vi indlever os via sanserne, og det betyder også, at vore moralske overvejelser er helt og aldeles filtret sammen med andre ting, der ureflekteret indgår forbindelser med hinanden."

- Har du overvejet, om din bog vil blive opfattet som et indlæg i den standende debat om venstrefløjens historiske fejltagelser, kulturradikalismen osv.?

"Da jeg var ved at være færdig med den, slog det mig, at den måske kunne blive brugt som et spanskrør i rumpen på de gamle venstrefløjssyndere. Men jeg synes faktisk, den egner sig meget dårligt til det, netop fordi den bæres af den indlevelse, der hænger sammen med det sanselige. Og så fordi jeg til min egen overraskelse følte mig mere på bølgelængde med Thorwalds revolutionære overvejelser, end jeg var klar over. Han har ret i forhold til den konkrete medliden, der betyder, at man lukker af for en verden, som man ved findes."

"Jeg mener heller ikke, det giver mening at forlange afbigt af de gamle revolutionære. Det er ikke den moralske afregning, der gør os klogere, det er den kendsgerning, at de sagde, hvad de sagde og gjorde, hvad de gjorde. Sonjas medansvar bliver hverken større eller mindre af, om hun føler sig uskyldig eller ej. Men det viser sig, at det kan blive for sent at søge forsoning. Da jeg skrev scenen, hvor hun opsøger den dræbte politimands enke, kendte jeg ikke selv udfaldet. Men efterhånden som jeg skrev, stod det klart, at der kun var én udgang: 'Du kommer for sent'."

- Romanen slutter med, at Sonja tager hjem. Og normalt betyder 'hjem' jo hjem i romaner. Men ikke her?

"Nej, hun opdager snarere, at hun befinder sig der, hvor hun var, da hun var ganske ung. Forskellen er, at hun er blevet bevidst om sit medansvar."

- Så nu er hun både skyldig og har brugt sit liv i det middelmådige kredsløb, hun ikke ville. Det er det, hun tager hjem til?

"Det er en sørgelig historie. Men det kan også være forløsende at fortælle en sørgelig historie, at se på de ender, der ikke kan mødes, den skyld og de tab, som ikke kan genoprettes. Jeg tror, det er derfor, man godt kan skrive noget sørgeligt og samtidig være i ganske godt humør."

"Når jeg selv læser noget sørgeligt, kan jeg føle en mærkelig lettelse, som har at gøre med værdigheden i, at historien er skrevet ubesmykket. Det rummer en værdighed at fortælle ærligt."

"Det er også her, det betyder noget, hvad folk gjorde i 1970'erne. Det er uværdigt at afkræve bodsøvelser af de gamle syndere, men det er også uværdigt at benægte. Værdigt er det at sige, 'ja, sådan sagde jeg, men jeg mener ikke det samme i dag'."

Det er i dag 30 år siden, Ulrike Meinhof hængte sig i Stammheim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu